Vi er mange, der undrer os sammen med Michael Krogsgaard Åbent brev til professor Ewa M. Roos, SDU: Dine fund ligner på ingen måde den kliniske hverdag, og vi bliver nærmest kriminaliseret, når vi sætter spørgsmålstegn ved dine metoder og resultater.

Kære Ewa,

I dit indlæg i Dagens Medicin (nr. 2/2017) antyder du, at overlæge, professor Michael Krogsgaard står alene med sin modstand og sin undren over din og dine kollegers nærmest korstogslignende modstand mod ortopædiske indgreb. Hvad enten det drejer sig om alloplastikker i knæ og hofte, menisk-operationer eller operationer i skuldre osv.

Det gør han ikke!

Vi er mange, der med ham undrer os over, at de fund, du præsenterer, på ingen måde ligner den kliniske hverdag, vi arbejder i, og at vi nærmest bliver kriminaliseret, når vi derfor tillader os at sætte spørgsmålstegn ved dine metoder og resultater.

Vi to sad sammen i den 15-mands arbejdsgruppe — nedsat af Sundhedsstyrelsen — der skulle udforme de nationale kliniske retningslinjer (NKR) for behandling af meniskskader. Gruppen gennemgik sammen grundigt al tilgængelig litteratur med fokus på indhold, evidens, validitet og udformning af studierne. Vi var ikke enige i tolkningen af alle resultater, og alle kom vi selvfølgelig med vores holdning baseret på den kliniske erfaring, vi nu har.

Alle må i en sådan proces ‘lære noget nyt’, se det fra flere sider, ‘give og tage’, og det er efter min mening sundt. Derfor var det rigtig synd, at du valgte at forlade gruppen, inden arbejdet var færdigt. Det var synd for arbejdet med NKR. Det var synd for de patienter, der med rette kan forvente, at vi præsenterer den bedst mulige løsning for dem. Og det var synd for dig, fordi du med din udtræden i høj grad mistede troværdighed.

Når du prøver at insinuere, at der ikke er respekt for andre professioner – og her i særdeleshed fysioterapeuter – så er det simpelthen ikke værdigt.

Jeg – og med mig mange andre ortopædkirurger inklusive Michael Krogsgaard – har dagligt et meget tæt samarbejde med fysioterapeuter og har meget stor respekt for deres faglige kunnen. Denne gensidige respekt er noget af det vigtigste i vores samarbejde, og jeg kan love dig, at ude i den kliniske virkelige verden fungerer det.

Vi er enige i, at der er ortopædkirurgiske patienter, som ikke vinder noget ved operation. Det vigtigste er at få ‘sat ansigt’ på dem. Ingen ønsker at operere patienter, der ikke får den ønskede effekt.

Men det betyder ikke, at de mange patienter, som i høj grad vinder både tidsmæssigt og funktionsmæssigt ved en operation, skal tages som gidsler i et korstog, der som udgangspunkt har den holdning, at det er ‘gratis’ både økonomisk og fysisk for patienter ikke at få den rette behandling i form af en operation.

Den holdning vil den midaldrende kvinde med osteoporose, for hvem det er vigtigt fortsat at kunne løbe, og den sukkersygepatient, for hvem det er vigtigt hurtigt og fortsat at kunne holde sig i gang, ikke være enig i. At det skulle være ‘ufarligt’ ikke at blive opereret, vil den patient, som laver en stor bruskskade på sin femurkondyl i forsøget på fortsat at være aktiv med en skadet, løs menisk i knæet, der slider på brusken, nok heller ikke være enig med dig i.

Så lad os nu hver især kravle ned fra de træer, vi sidder i, og sammen arbejde for at finde de patienter, der reelt ikke vinder noget ved kirurgi, for det er der desværre ingen gode brugbare studier, der har vist noget som helst om endnu. Det er de patienter, vi alle så gerne vil finde, uden at skulle tage alle de andre patienter som gidsler.

Det ville derfor have klædt dig, om du var blevet i gruppen og arbejdet sammen med os.

Det ville være nemmere at få implementeret dine i mange henseender gode og rigtige pointer omkring træning, hvis du selv praktiserede den respekt for ortopædkirurgers arbejde og kliniske erfaringer, som du efterlyser fra os. Du må acceptere, at når de resultater, du fremkommer med, stemmer så dårligt overens med den kliniske virkelighed, så sætter vi spørgsmålstegn ved dine metoder og resultater.

Skriv kommentar