Vand, vand, vand…

……så langt øjet kan række.

Naturkatastrofen med oversvømmelser i store dele af Pakistan, har sat folk endnu længere tilbage i udviklingen end tidligere. Først kæmpede de for et måltid mad og nu kæmper millioner af mennesker med at få tag over hovedet OG et måltid mad om dagen. I store dele af Sindh provinsen lever folk stadigvæk på hustage og militæret må fortsat kaste mad ned fra helligkoptere. Flere NGO’er må sejle lægehjælp ud til oversvømmede landsbyer. Der er mangel på læger i en grad man har svært ved at forestille sig i Danmark.

Jeg tilbragte 14 dage på felthospitalet i Sindh.

Det danske felthospital har 16 lokale læger ansat, som arbejder fra kl. 09 til 18 og tilser ca. 3000 patienter dagligt. Der behandles en del infektionssygdomme, luftvejsinfektioner og hudinfektioner (scabies) er de hyppigste. WHO arbejder på at begrænse udbrud af epidemier i området ved at registrere forekomsten af stor set alle infektionssygdomme. Pga. det enorme behov for lægehjælp er dette registreringsarbejde lagt ud til enkelte organisationer og læger i området.

Rekruttering af kvalificerede læger var den største udfordring. At få lægerne til arbejde under samme etiske regler som i Danmark var den næste udforing. Begrænsning af brugen af antibiotika krævede daglig møde med lægerne og gennemgang af patientbehandling.

Inden afgang til felthospitalet havde jeg en forestilling om at jeg igen skulle have et stetoskop om halsen og behandle en masse patienter. Men mit arbejde bestod overvejende af administrativ karakter, hvilket gav rig mulighed for at lære arbejdsmentalitet samt behandlingsregimer, at kende. Patienterne viste sig ikke at være anderledes end danske patienter: samme forventninger til både læger og til behandling. Forskellen var blot at det er nemmere at forklare danske patienter at der ikke findes nogen mirakelkur hvor man bliver rask på én dag.

Efter opholdet på felthospitalet kan jeg ikke længere sidde og vente med at behandle børn indtil Maheen Hospital bliver bygget.

Byggeprojektet viser sig at have lange udsigter pga. mangel på kapital hvorfor det er blevet nødvendigt med revurdering. Mine kirurgiske ønsker er ved at drukne i byggeprojekt. Det var meningen at der hurtigst muligt skulle etableres hospital og behandlingen af børn skulle startes.

Har brugt fire uger på finde en alternativ løsning. Flere privathospitaler har lokaler samt operationsstuer til leje. En nedlagt øjenklinik, som ligger tæt på Maheen Hopitals byggegrund, viser sig at være en god løsning. Med en husleje på 30.000 rupee (2000 dkr.) virker også overkommelig.

Næste skridt er renovation og indretning og forhåbentligt opstart af behandling om ca. 2-3 måneder. Indtil da venter et julevikariat i Norge.