Styring af sundheds­væsenet er en kompleks opgave Min påstand er, at der findes gode alternativer til den nuværende styring.

Styring af sundhedsvæsenet er en kompleks opgave. Det er også komplekst at skrive om og lave om på.

Det viser Kjeld Møller Pedersens indlæg i Dagens Medicin i sidste uge tydeligt. Min påstand er, at der findes gode alternativer til den nuværende styring.

For det første er der ikke brug for at styre efter DRG. Der er mange andre faktorer, der driver på aktivitetsudviklingen, så der er ikke nogen risiko for, at den kommer ud af fokus. En aldrende befolkning, indførelse af nye behandlinger og nye former for diagnostik, patientrettigheder vedrørende både udredning og behandling, ret til udvidet frit valg, presser alt sammen udviklingen i retning af mere aktivitet.

Økonomien på sygehusene løber ikke løbsk. De seneste års erfaringer har vist, at sundhedsudgifterne, måske især sygehusudgifterne, kan styres. Væksten i udgifter har været meget begrænset, men aktiviteten er steget betydeligt ikke mindst som følge af ovennævnte drivkræfter. Derfor er det ikke mærkeligt, at produktiviteten stiger – målt på DRG – men det er ikke DRG som styringsmodel, der driver udviklingen.

Men styring efter DRG kan stå i vejen for udviklingen.

Skulle man endelig blive i tvivl om, hvorvidt et hospital eller en afdeling løser opgaverne effektivt, er DRG ikke en ret god målestok. DRG siger alene noget om relationen mellem penge og aktivitet (produktivitet), men ikke noget om, hvorvidt aktiviteten er billigt nok udført, relevant og nødvendig og om patienten har konkret sundhedsmæssig gevinst af den (er indsatsen effektiv).

Produktivitet er sådan set vigtigt i sig selv, men som nævnt først når man har vurderet eller sikret sig, at aktiviteten er nødvendig eller har den ønskede effekt. Produktivitet er vanskelig at måle på en universel DRG-målestok. Fokus skal i stedet rettes mod forbedringer i de konkrete processer og forløb. Produktivitet kommer af rationelle processer, effektiv kapacitetsudnyttelse, den rigtige bemanding, god vagtplanlægning, effektiv varelogistik og meget andet.

Alt dette er nødvendige opgaver og helt essentielt i god udnyttelse af ressourcerne. Hvor meget DRG der er leveret i forhold til en baseline er blot ikke nogen god driver til at analysere om hospitaler og afdelinger fungerer godt på disse parametre. Her er det f.eks. konkrete omkostningsanalyser og omlægninger på baggrund af disse der skal til.

Netop den slags analyser og omlægninger foretages der i disse år og måneder mange af, for at leve op til patienternes rettigheder, men ikke mindst for hele tiden at øge kvaliteten.

Kjeld Møller Pedersen nævner også et større nationalt fokus på kvaliteten i sundhedsvæsenet og det stigende fokus på PRO (patient reported outcomes). Begge dele hænger sammen med de otte mål for kvalitet i sundhedsvæsenet. Målene og det patientfokus, som de har, er gode og relevante og understøttes på passende vis af en stor opmærksomhed på PRO, hvor patientens perspektiv netop er i højsædet.

Måske skal man bare værdsætte og anerkende, at der er meget stor opmærksomhed på aktivitet og patientrettigheder, og dermed nok fokus på mængde, og om vi får nok for pengene. Tilsvarende er der på flere niveauer i sundhedsvæsenet en voksende opmærksomhed på, om behandlingerne faktisk hjælper patienterne på den måde, som de ønsker hjælpen på. Måske gør det ikke så meget, at man ikke let kan koble alle perspektiverne sammen i en model.

Gode ledere i sundhedsvæsenet gør nemlig ikke deres bedste, fordi de kan se sig selv i en kompliceret model og bruge dens (økonomiske) incitamenter til egen fordel. De gør deres bedste, hvis modellerne ikke står i vejen for at man kan gøre sit bedste. Derfor skal man undgå alt for komplicerede strukturer og teknokratiske modeller med svære spilleregler.

Kommentarer

  1. Enig. Det er bemærkelsesværdigt at Kjeld Møller Pedersen bruger så megen energi og får så megen taletid i Dagens Medicin, Altinget/Mandag Morgen og UfL om et system som stort set alle klinikere og nu også regionsansvarlige er enige om ikke virker. Det er ligeså bemærkelsesværdigt at han tilsyneladende er eneste økonomiprofessor, der har en så positiv mening om sagen. Vi vil gerne styre efter det der har værdi for patienten og DRG/DAGS og kommunal medfinansiering ødelægger incitamenterne og er direkte hindrende for en proaktiv sundhedsudvikling. PRO er ganske rigtigt vanskeligt at definere, men det er eneste vej frem. Rammestyring/populationsansvar gennem eksempelvis Ny styring kombineret med UBR og pakker er væsentligt bedre end episodeafreging. Det er en mellemløsning der kan fungere, medens vi arbejder på PRO og forløbshonorering, herunder nogle fornuftige incitamentskabende aftaler med almen praksis.

Skriv kommentar