Studie bekræfter interaktion mellem svampemiddel og warfarin Casehistorier om utilsigtede hændelser efter samtidig behandling med svampemidlet miconazol og warfarin bekræftet i netop offentliggjort artikel.

Flere tilfælde af blødninger og hospitalsindlæggelser efter samtidig behandling med svampemidlet miconazol (Brentan) og det blodfortyndende middel warfarin, fik i 216 Lægemiddelstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed til at udsende en advarsel om mistænkte interaktioner mellem de to lægemidler.

Myndighedernes advarsel var baseret på en række enkeltcases og ikke egentlige studier.

Den farmakoepidemiologiske forskergruppe på Klinisk Farmakologi og Farmaci, Syddansk Universitet, har i et netop offentliggjort, kontrolleret observationelt studie bekræftet interaktionen mellem miconazol og warfarin.

Forskergruppen under ledelse af læge, ph.d.-studerende Maja Hellfritzsch Poulsen identificerede warfarinbrugere, der havde indløst en recept på Brentan mundhulegel (miconazol oral gel), og sammenlignet deres INR værdier før og efter. Efter brug af svampemidlet skete der en signifikant stigning i warfarinbrugernes INR-værdier – fra 2,5 til 3,8.

Det terapeutiske interval for warfarin er 2-3, og interaktionen mellem de to lægemidler giver derfor en øget risiko for blødninger blandt disse patienter.

Efterfølgende undersøgte forskerne et andet svampemiddel, Nystatin oral suspension (mycostatin), som kan bruges til samme indikation (oral candidiasis), og fandt ingen ændringer i INR efter brug af dette middel. Forskergruppen anbefaler derfor, at Nystatin bør vælges frem for miconazol til warfarinbehandlede patienter med oral candidiasis.

Artiklen er publiceret i Basic & Clinical Pharmacology & Toxicology.

Kommentarer

Skriv kommentar