»Her i Risskov hersker gadens parlament«
Foto: Jesper Balleby

»Her i Risskov hersker gadens parlament« Igennem længere tid har personale fra Psykiatrisk Hospital i Risskov stærkt kritiseret forholdene. Efter at de almenpsykiatriske patienter er rykket ud, er kriminelle psykisk syge rykket ind og har forvandlet hospitalet til noget nær Pusher Street. Der er skåret ind til benet, og det tilbageblevne personale står magtesløse og frygter for deres liv. Dagens Medicin har besøgt hospitalet en hverdag, som endte med krisemøde.

»Peter, kan jeg låne dig, det er ved at køre helt af sporet med Martin.«

Reservelæge Rune S. Sørensen står i døren til samtalerummet, hvor afdelingens overlæge, Peter Møller Andersen, er til møde.

Det er tirsdag 3. januar. Klokken er ni, og Martin har været på psykoseafsnit P1 på Det psykiatriske hospital i Risskov i to døgn. Politiet indlagde ham på røde papirer, fordi han var psykotisk, stofpåvirket og farlig. I begyndelsen var han så aggressiv, at han måtte ligge i bælte, og nu, hvor abstinenserne melder sig, er en ny bæltefiksering under opsejling.

»Jeg oxapax’ede ham for fem minutter siden, men hans misbrug er så massivt, at jeg ikke kommer nogen vegne med det. Jeg tør faktisk ikke vente på, at medicinen virker. Det er rigtigt farligt lige nu,« siger Rune S. Sørensen.

De to læger haster ned ad gangen til værelset, hvorfra der lyder høje råb. Uden for døren står afdelingens stab af plejere, hvoraf de fleste er små, kvindelige letvægtere. Reservelægen beder en plejer om at tilkalde nabohjælp og får en sygeplejerske til at hente et bælte.

Personale fra de tilstødende afsnit iler til, og patienterne, der ikke bryder sig om at blive efterladt alene på værelserne, trækker også ud på gangen.

Som at blive skåret midt over

En sygeplejerske kigger ind til den råbende patients genbo — en kvinde på 86 år, som blev indlagt på afsnittet i nat, dengang konfus, nu sovende i sin kørestol.

For blot et år siden ville hun være blevet indlagt på hospitalets daværende gerontopsykiatriske afsnit, men da afsnittet er sparet væk, er hun henvist til at være her på psykoseafsnittet. De ældres store behov for ro og faste rammer clasher i sygeplejerskens øjne fuldstændigt med de yngre ofte stærkt misbrugende patienters utilregnelighed.

Som ansat føles det som at blive skåret midt over at skulle tage sig af begge patientgrupper på samme tid. Sygeplejersken trækker forsigtigt døren i, lettet over, at larmen ikke har forskrækket den demente.

Reservelægen har fået en sygeplejerske til at hente en beroligende pille, som han forsøger at få den psykotiske patient til at tage imod gennem døråbningen.

»Jeg bliver bare så bekymret for dig, Martin. Er der noget, jeg kan gøre for at hjælpe dig med at få mere ro på nu? Kunne du måske tænke dig en kædevest eller en kugledyne?« spørger reservelægen. Patienten beder om en kædevest, men da lægen forsøger at få ham yderligere i tale, eksploderer han pludselig af raseri.

»LAD MIG FOR HELVEDE VÆRE, jeg har SAGT, at du skal GÅ,« råber patienten.

Lægen diskuterer situationen med overlægen, der vurderer, at det er bedst at se tiden lidt an.

Fagligt uforsvarligt

Overlæge Peter Møller Andersen får ekstra travlt i dag, da han ud over sit daglige arbejde også skal håndtere de mange pressehenvendelser fra bl.a. Dagens Medicin, der er kommet i kølvandet på det åbne brev, som hospitalets samlede medarbejderstab sendte til regionsrådspolitikerne kort før jul.

Brevet var et opråb om, at arbejdsmiljøet var ‘fagligt uforsvarligt’ med for få hænder og senge og alt for mange stoffer på afdelingerne.

Selvom stofferne er allestedsnærværende, er de ikke umiddelbart til at at se. Sygeplejersker og sosu-assistenter har ikke tid til at holde øje med, hvad der sker i parkeringskælderen, i haverne og ude ved hegnet, hvor pushere på knallert eller i en sort BMW jævnligt stopper op og stikker piller og pulvere ind gennem tremmerne.

De mange stoffer på afdelingen kombineret med de få ansatte er efter Peter Møller Andersens vurdering en vigtig årsag til, at, at antallet af bæltefikseringer på P1 sidste år steg med næsten 15 pct. Stigningen kommer på trods af en partnerskabsaftale mellem regeringen, regionerne og hospitalerne om, at antallet af bæltefikseringer skal halveres frem til 2020 — og et stort ønske blandt de ansatte om at nå målet.

Det har været nødvendigt at skrue op for tvangen for at forhindre patienterne i at gøre vold på sig selv og andre.

»Det største problem hos os er den ringe sikkerhed,« siger Peter Møller Andersen og nævner, at regionen trods de tiltagende problemer har holdt fast i sikkerhedsnormeringerne med tre på dagvagterne og to på nattevagt på hver afdeling.

»Det er alt for lidt, især om natten. For den sidste opgørelse viste, at der ca. otte gange i døgnet er en afdeling, der har brug for nabohjælp. Når der kun er to i vagt til 17 patienter, er det svært, specielt når en af dem er sat til at skærme en patient. Det gør det hele meget sårbart,« siger Peter Møller Andersen. Han træder ind i afsnittets opholdsstue, hvor en afdelingssygeplejerske hjælper en patient til rette foran tv’et.

»Kort før jul herskede her ragnarok, efter at en patient med dom til behandling havde raseret alt inventar. Vi fik ham overflyttet til et retspsykiatrisk afsnit, men næste gang, det vagthold af store tatoverede fyre, som mandsopdækker ham 24/7, kører træt, har vi pligt til at tage ham ind igen,« siger afdelingssygeplejerske Una Burchhardt.

Alle har kendskab til vold

Man behøver ikke at have fantasi til at forestille sig, hvad der kan ske på hospitalet i Risskov.

For grov vold finder hele tiden sted med større og større frekvens. Alle de ansatte på dagens vagt har været ofre for eller vidne til overgreb, trusler og voldsepisoder, og det har fået flere til at sige op. Og de få, der søger de opslåede stillinger, er næsten altid kvinder, da de plejeruddannelser, som tidligere tiltrak de stærke mænd, er lukket.

Jobbet som sosu-assistent og sygeplejerske, der er målrettet f.eks. plejehjemmene, tiltaler ikke de mænd, som kunne være med til at øge trygheden på de psykiatriske hospitaler. I erkendelse af, at der er behov for dem, arbejder ledelsen nu på at hyre sikkerhedsvagter.

Sygeplejerske Lenette Skau Johansen, som har travlt med dagens obligatoriske pligtopgaver foran computeren på vagtværelset, oplever, at det især er inden for det seneste år, at volden er eskaleret — en oplevelse, der understøttes af, at der i 2016 blev anmeldt 33 voldssager mod 13 i 2015.

»På afsnittene R3 og P3 er der personaler, der har været udsat for noget så grimt, at de aldrig kommer tilbage,« siger Peter Møller Andersen og fortæller om stranguleringsforsøg og overfald på bl.a. en sosu-assistent, der blev slået ned på et værelse. Hvis en kollega ikke havde hørt tumulten i forbifarten og straks kunne tilkalde akuthjælp til sin bevidstløse kollega på gulvet, er det tvivlsomt, om assistenten havde overlevet.

»En af vores udfordringer er også, at vi ikke længere kan hente hjælp udefra. Tidligere kunne vi hente assistance i regionernes vikarbureauer, men regionen har som et led i en spareøvelse droslet ned og fyret folk. Da bureauets telefon nu er lukket fra midnat og frem, kan vi ikke ringe til dem, når vi står med en farlig patient klokken tre om natten,« siger Lenette Skau Johansen.

Den eneste trofaste allierede, som hospitalet har tilbage, er politiet.

Peter Møller Andersen nævner en episode, som hans personale umuligt ville have kunnet klare uden politiets hjælp. Hændelsen skete i det sene efterår, hvor afsnittet modtog en svært psykotisk patient, som blev aggressiv, hver gang personalet nærmede sig.

Da den syge pludselig gik amok over ikke at kunne få sin mobiltelefon til at virke, tilkaldte personalet først nabohjælp og siden politi, og de to fremmødte betjente måtte bede om forstærkning. En hel delegation af politifolk iført skjolde og skudsikre veste stormede værelset og overmandede patienten med hjælp af skum og peberspray.

»Politiet kommer flere gange om ugen, og det gjorde de altså ikke for fem år siden. Jeg spurgte engang politiets indsatsleder, om han syntes, vi misbrugte dem. Han rystede på hovedet og svarede, at han godt vidste, vi havde svære arbejdsvilkår, og at vi jo slet ikke var rustet til at tackle alle de mange farlige patienter,« siger Peter Møller Andersen.

Pusher Street

Jens Peter Faurschou, der er overlæge på afsnit P4, går forbi for at se til en patient, der er kommet ind på rød tvang.

Selv om politiet visiterede den syge, da de samlede ham op på gaden, har de ikke fundet den bonflaske, han bærer på sig under tøjet, og den klump hash, han gemmer i munden. Det frustrerer overlægen. Stofmisbruget hænger som en sky over det psykiatriske hospital i Risskov, som nogle ansatte i afmagt kalder ‘Pusher Street’.

Efter at regionen flyttede 16 almenpsykiatriske pladser fra Risskov til det roligere Viborg, er hardcore-patienterne rykket ind, og den patient, han nu tilser, har siddet syv år i spjældet for drabsforsøg. Han blev lukket ud for et par år siden.

»Jeg har aldrig oplevet misbrugsproblemet så omfangsrigt noget sted som i Risskov,« siger Jens Peter Faurschou og skønner, at ca. halvdelen af patienterne er stofafhængige, især af hash, men også af kokain, amfetamin og ritalin. Aarhus har udviklet sig til ‘ritalinland’.

Stoffernes massive tilstedeværelse er et af hovedpunkterne i personalets åbne brev, som psykiatriledelsen siden har forsøgt at komme i møde, dels ved at opsætte sensorer og lys ved hegnet, dels ved at igangsætte en forsøgsordning med jævnlige besøg fra narkohunde.

»Men det er langtfra nok,« siger Jens Peter Faurschou og peger på, at der også er brug for nye gårdmiljøer, hvor man ikke kan stikke et stof igennem et hegn.

Da intet tiltag tilstrækkeligt effektivt kunne forhindre den linde strøm af stoffer, som kommer ind via alt fra pårørende til pizzabud, er det bedste våben mod narko i hans øjne at få genetableret de mange nedlagte sengepladser, øge personalenormeringen til et tilsvarende niveau og uddanne personalet til at kunne tackle det, han kalder ‘gadens parlament’.

For så længe psykiatriledelse og politikere vælger at stuve for mange syge mennesker sammen på for lidt plads, er hospitalet med til at fremprovokere aggression, som patienterne forsøger at dulme med stoffer, mener han. Det er skruen uden ende.

»Som et behandlingssted for sindssygdom kan vi ikke tillade, at patienterne bruger sindssygdomsfremkaldende stoffer. Det går simpelthen ikke,« siger han og konstaterer, at kapacitetsproblemerne på psykoseafsnittene i Risskov er ‘megastore’ med kun 70 pladser til Aarhus Kommune, Fauerskov Kommune og Samsø Kommune tilsammen.

»Spørger du mig, hvorfor antallet af senge er landet dér, så kan jeg simpelthen ikke forstå det. Vi har som minimum brug for 20 mere,« siger han.

Mikkel Rasmussen og Anne Bastholm Blicher er overlæger på hospitalets akutmodtagelse et par blokke fra P1-P4. De to læger ser alle de patienter, som bliver henvist af læger eller bragt hertil af politi, og beslutter, om de skal indlægges i akutmodtagelsens egne senge til observation eller sendes videre til indlæggelse på en afdeling. Ofte er der dog ikke nogen afdeling at henvise til, da alle senge er optaget.

Af en stribe lagkagediagrammer på en computerskærm i det panserglasinddækkede kontrolrum fremgår det, at hospitalet lige nu kun har to senge ledige.

»Der er p.t. to reelle pladser på hospitalet, hvoraf den ene er på LSQ, som er et lavintensivt sengeafsnit, hvor man skal være ret velfungerende for at blive indlagt — det er til et område, der strækker sig fra Samsø til Fauerskov,« siger Mikkel Rasmussen.

Han tier, mens to betjente venligt, men bestemt hiver en midaldrende kvinde ind ad døren. Hun græder, råber ’NEJ NEJ NEJ’ og forsøger at vride sig fri. Hun trækkes forbi det fyldte venteværelse.

»Problemet forværres af, at man har skåret voldsomt ned på antallet af bosteder, så vi heller ikke har noget at udskrive patienterne til,« siger Anne Bastholm Blicher. »Da de resterende bosteder oven i købet drastisk har fået beskåret deres bemanding, har beboerne en stor del af tiden ikke længere nogen at støtte sig til, hvorfor de også oftere kommer herud. Når vi heller ikke har tid eller plads til dem, bliver de lette ofre for bostedernes pushere,« siger hun.

Som overlæger er de rystede over, at man fra politisk side vælger at køre discountpsykiatri, selvom behandlingsmulighederne i dag er rigtig gode.

»Med den viden, vi i dag har om sygdommene, kan vi gøre rigtig meget for at hjælpe patienterne — vi ved, hvad der skal til. Ledelsen siger, de godt kender vores virkelighed, og at de har forsøgt at organisere sig ud af problemerne, men gentagne sparerunder har sat dem skakmat. De kan ikke skaffe flere penge,« siger Mikkel Rasmussen.

Krisemøde

Klokken er 16. Journalisten løber over i hospitalets smukke, 150 år gamle festsal med mange meter til loftet og bladguldsbelagt stuk. De næste par timer danner salen ramme om et krisemøde mellem repræsentanter fra hospitalets samlede medarbejderstab og de offentligt ansattes fagforbund FOA. Stolene i hesteskoen bliver hurtigt fyldt af overlæger, sygeplejersker og sosu-assistenter.
Ved bordet oppe foran sidder FOA’s formand, Dennis Kristensen, sammen med Karen Stæhr, der er formand for social- og sundhedssektoren. Sammen roser de staben for at stå sammen.
De taler om at forfølge en tobenet strategi, hvor FOA argumenterer for bedre forhold over for regionerne, mens Arbejdstilsynet skal tvinge psykiatriledelsen til handling med flere påbud.
En sosu-assistent rejser sig i salen.
»Vi har haft Arbejdstilsynet på besøg, men de turde ikke gå med os ind i miljøet — det var ikke til megen hjælp. Vi kan nok alle sammen mindst 10 historier om, hvordan vi selv eller kolleger er blevet slået ned, og det er bare et spørgsmål om tid, før der sker et drab herinde,« siger hun og tier et øjeblik.
»Dette er ikke en klagesang, men en håbløshedens sang.«

Dagens Medicin var på besøg på afdelingen 3. januar. 10. januar kom Arbejdstilsynet med et strakspåbud til Risskov — efter en episode, hvor en bæltefikseret psykotisk patient i oktober 2016 fik vristet sig fri og forsøgte at kvæle en ansat. Påbuddet er en kritik af, at hospitalets ledelse efter Arbejdstilsynets vurdering ikke har sørget for at følge op på forløbet ved bl.a. at lave en analyse af episoden.

Kommentarer

  1. Den er en god og meget dækkende artikel, som ikke – med Bent Hansens ord – ‘taler psykiatrien ned’ men giver desværre et rimelig præcist billede af virkeligheden i nutidens hospitalspsykiatri på Risskov. Som ansat bliver man flov over at læse det, selv om det er rammevilkårene, der er skyld i miseren, overfor hvilken slags vi ingen indflydelse har. Jeg vil videregive en lille anekdote som illustrerer hvor langt ud vi er kommet sikkerhedsmæssigt og hvor meget kvaliteten i den psykiatriske praksis er dalet ned over 20 år – ikke på trods af men på grund af alle de hovedløse reformer og omorganiseringer og selvfølgelig også besparelses runde vi har været udsat for.

    På den gamle C2 med en personale normering af absolut minimum 5 – heraf tre mænd – i en Dagvagt (og sjældent var vi så få i vagt), som nyansat blev jeg helt uvarslet overfaldt af en mand i daglig stuen, hvor jeg havde været med til noget fælles sang. Manden var dog heldigvis ikke ret god til at bokse og jeg kunne parere hans slag indtil mine mandlige kolleger, på ti sekunder kom mig til undsætning. Pt. blev marcheret på sin stue, fik noget beroligende medicin og fik at vide han skulle blive der indtil medicinen virkede og han var faldet til ro. Det hele var overstået på fem minutter; helt ukompliceret uden alarmkald, uden politi, uden ceremoni og en time senere var det som om det aldrig var sket.

    Et par dage senere spurgte jeg ham hvad fik ham til at angribe mig og han fortalt at det var som om en bestemt sang jeg valgte indeholdte en vers han følte beskyldte ham for at være løgner. Det var et svar jeg med stor tilfredshed mente jeg kunne bruge til at bekræfte de teorier jeg læste om ift skizofreni. Mens forfatterne til de bøger jeg læste tilsyneladende havde gjort sig umage, var jeg helt uforberedt på hvad der fulgte efter denne dialog. Blot et par uge efter var manden næsten klar til udskrivelse. Han undskyldte sin handling og forklarede mig den virkelige begrundelse for det. Under psykosen oplevede han problemet kendte af mange skizofrene ved at “flyde ud” på en så gennemgribende måde at man føler ikke længere man har styr på hvor ens selv ender og omverden begynder. Han havde lært at han kunne råde bod på problemet hvis han kom i fysisk slagsmål, hvad psykiatere i dag selvfølgelig ville kalde dysfunktionelle, og hvad det utvivlsomt også er, men det virkede for ham, og vi er nødt til at prøve at tage ved lære af det, hvis vi ville have mere en blot en diagnose manual/tjekboks forståelse for denne sygdom. Patienten forklarede at han havde bemærket jeg tit gik i kaki bukser og derved regnede mig for en ‘militær’ type, som ville kunne forsvare sig så faren for, at jeg ville kom til skade i slagsmål med ham ikke var så stor!! Bizart – men man kan næsten ikke andet end at konkludere at denne ‘hårdkogte kriminel’ på sin egne helt sære måde faktisk havde draget omsorg for sine medmennesker ved at udvælge mig!

    Man skal være heldig og tålmodigt og ikke mindst tryg på sin arbejdsplads samt have uforbeholdent tiltro til at ens kolleger sagtens kan magte disse situationer, hvis man skal opnå indsigter som disse på nær hånd. Der kan kun være emotionalt råd til nærhed og rummelighed og en afdelingskultur der satser på at møde patienten hvor patienten psykisk er, hvis den personalemæssige overskud og tryghed finder sted, og hvis man som pleje og behandler personale ind imellem godt tør gå uortodokse veje. Ved at skære helt ind til benet ned under minimalistisk niveau, og ved at på krampagtigt tvangspræget vis insistere på alle sine ensrettede farveløse og kvalitetsmæssigt uambitiøse reformer, har Regionen gjort psykiatri til et makværk, der hverken kan tilgodese patienternes behov og tilbyde en ordentlig behandling eller skabe tryghed og en lærerigt arbejdsmiljø for personalet. Der er behov for nogen med vision som aldrig før, og der er behov for ressourcer. Hvis de to ting mangler tvivler jeg på at bare fordi man flytter til en ny lokale med masse af elektronik og uniformer for personalet at det vil ændre sig. Vi nærmere os 2020 hvor vi har forpligtet os til at halvere tvang og det går den forkerte vej. Og tænk dog – afdeling C2 allerede havde nået målet 10 år før Europarådets Torturkomité kiggede forbi og nedlagde påbuddet!

    1. Det er også rigtigt nok at der er usikkerheden, som Bent Hansen siger, omkring måden hvorpå registrering af voldssager bliver gjort op. Men det er kun ham selv der er usikker på det. Alle vi andre ved at sagerne kun bliver registreret hvis der følger en eller flere personale sygemeldinger i forbindelsen med voldsagen. Og hvis jeg husker rigtigt skal det være længere end blot et døgns sygemelding.

Skriv kommentar