Råd til ældre: Snak om gamle dage – det er godt for helbredet

Råd til ældre: Snak om gamle dage – det er godt for helbredet Det har en gavnlig effekt for ældre mennesker at deltage i gruppesamtaler, viser britisk forskning. Snak om gamle dage kan nemlig styrke hukommelsen og reducere effekterne af demens.

Har du snakket med en ældre medborger i dag?

Ny britisk forskning viser, at der er store gevinster ved at lade ældre mennesker diskutere emner fra ungdommen i grupper, skriver britiske Telegraph.

Forsøg med hukommelsesterapi har vist, at ældre kan styrke hukommelsen med op til 12 procent efter seks uger med gruppediskussioner.

Desuden kan hukommelsesterapien hjælpe med at reducere effekten af demens, viser forskningen.

»Det kan ikke vende udviklingen af demens, men det betyder, at ældre kan få mere ud af de resterende evner,« siger professor Catherine Haslam fra University of Exeter til avisen.

Testet på tre grupper
Hun har stået i spidsen for et forsøg, hvor 73 personer mellem 70 og 90 år – herunder nogle med demens – blev inddelt i tre grupper.

Den første gruppe blev opfordret til at mødes ugentligt i grupper á fem og snakke om gamle dage og blev blandt andet inspireret med effekter fra fortiden såsom blækhuse og hatte.

En anden gruppe blev opfordret til at spille kegler, og i den tredje gruppe havde de ældre samtaler én til én.

Efter seks uger blev personernes hukommelse testet med almindelige kognitive tests.

Social liv vigtigt for overlevelsen
For personerne i den første gruppe var hukommelsen forbedret med op til 12 procent. For de demente i gruppen var tallet otte.

I de to andre grupper viste personerne kun svage tegn på forbedret hjernekraft.

Alex Haslam, Catherine Haslams mand og ligeledes professor, mener at have bevist med forsøget, at det sociale liv spiller en stor rolle i menneskets overlevelse.

»Jeg tror, at det at være i en gruppe giver en grund til at leve. Vi har hukommelse, så vi kan have et sprog, så vi kan tage del i det sociale liv. Hvis du ikke har noget socialt liv, hvorfor så have en hukommelse?«, siger professoren til The Telegraph.

Skriv kommentar