Torben Plesner

Plesner: Effekten af daratumumab varer ved Daratumumabs gode effekt på myelomatose er ikke er forbigående, viser flere nye follow up-data præsenteret på ASH. Den holder sig godt. Og nu begynder der også at komme tegn til, at den generelle overlevelse begynder at manifestere sig.

Torben Plessner er tilfreds.

Professoren og overlægen fra hæmatologisk afdeling på Vejle Sygehus beskriver dette års ASH som et slaraffenland af nye landvindinger med masser af inspiration at hente til nye forskningsprojekter. Endnu engang har ASH mindet ham om, at vidensniveauet inden for hans eget felt – myelomatose – for øjeblikket udvikler sig eksponentielt, og at man som forsker har gode chancer for at vokse med det, hvis man er villig til at åbne op for omverdenen og har mod på at indgå i samarbejde på tværs af fagskel og landegrænser.

Først og fremmest glæder han sig over nogle stærke resultater fra follow up-studier om daratumumab, der markedsføres af Janssen under navnet Darzalex.

»Det, der har været dejligt at se på ASH, har været de meget, meget flotte resultater, som bekræfter, hvad vi hørte om kombinationsbehandling af daratumumab, velcade og dexamethason under foredrag ved ASH europæiske pendant, EHA, i København og senere publiceret i New England Journal of Medicine;« siger Torben Plesner og pointerer, at det er de samme patienter, de nye data kommer fra, men med et længere follow up på dem.

»Man kan se, at stoffets gode effekt ikke er forbigående. Den holder sig godt,« siger han og refererer til, at forskellen mellem responskurverne ved kontrolarmen og den eksperimentelle arm for daratumumab bliver ved med at være adskilt.

»Og nu begynder der også at komme tegn til, at den generelle overlevelse begynder at manifestere sig. Det er stadig for kort observationstid til, at man kan sige noget endegyldigt, men man kunne se kurven, at det begynder at skille ad, som et tegn på, at dem, der får kombinationsbehandling med daratumumab formentlig har en bedre overall survival,« siger Torben Plesner og understreger, at gabet er for stort til, at kontrolarmen ville kunne nå at indhente det tabte ved at sætte ind med kombinationsbehandling med daratumumab på et senere tidspunkt.

»Kræftcellerne skal have hele skraldet til at starte med, så du får sygdommen ned under gulvbrædderne«
– Torben Plesner

»I hæmatologien er der nogen, der mener, at man bør gemme nogle skyts til senere i sygdomsforløbet – men de kliniske resultater, vi her på ASH er blevet præsenteret for fra mange forskellige slags forsøg, tyder på, at uanset hvad du prøver at komme med bagefter, så indhenter du aldrig det forsømte. Det, du tabte med førstelinjebehandling, det indhenter du aldrig igen,« siger Torben Plesner.

Det er derfor, der nu kommer en forskel i overlevelse, for de patienter, som ikke fik daratumumab til at begynde med, vurderer han.

»Personligt tror jeg, at jo mere, du kan reducere antallet af kræftceller til et meget meget lavt antal, jo mindre er den statistiske risiko for, at der opstår en mutation, som er resistent. Kræftcellerne skal have hele skraldet til at starte med, så du får sygdommen ned under gulvbrædderne,« siger han.

At den metode virker understøttes af, at nogle af de patienter, der er behandlet med daratumumab, ikke har spor af sygdom tilbage. Selv om teknikkerne til at måle, hvor stor en andel af patientens celler, der er kræftsyge er blevet voldsomt meget mere følsomme inden for de seneste år og nu kan måle helt ned til en følsomhed på én celle ud af en million, kan man i denne skare af patienter, som var blevet behandlet med en kombination af daratumumab, velcade og dexamethason ikke se spor af sygdom.

»Det, jeg taler om her, er behandling efter relaps – vi har ikke data fra 1. linjebehandling fra daratumumab endnu. Det forsøg er udført, og når de data er opgjorte, vil man kunne se forskellen på, når du giver det i førstelinjebehandling og i tilbagefald,« siger han og pointerer, at han med 1. linjebehandling forventer endnu bedre resultater i form af, at antallet af patienter i komplet remission stiger, og at der vil gå længere tid mellem, at behandlingen er afsluttet, og sygdommen bryder ud igen.

Vi ved endnu ikke, hvor lang den progressionsfri overlevelse bliver, når man giver daratumumab – her er man nødt til at vente et halvt til et helt år, før man kan sige noget om det, siger han og pointerer, at den progressionsfri overlevelse og overall survival kan blive bedre.

»Om kombinationsbehandling med daratumumab kan helbrede patienterne ved vi ikke endnu. Men ambitionen er der. Og det er jo det værktøj, man skal bruge de her meget følsomme analyser NGS til for at se, om der er noget restsygdom, og hvor længe man skal behandle,« siger han og glæder sig over, at der allerede er sket en helt fantastisk udvikling på feltet.

Hvor myelomatosepatienter for blot 15 år siden levede blot to et halvt år i gennemsnit, så kan ældre mennesker, som får stillet diagnosen i dag, forvente at leve i syv år.

»Med daratumumab bliver det endnu bedre,« siger han.

Selv om oplæggene om daratumumab har fyldt en del i Torben Plesners ASH-program har de ikke fyldt det hele. Han har også ladet sig inspirere af en gruppe irske forskere fra Dublin, der på det seneste har forsket i såkaldte immunglobuliner, der er nogle proteiner i blodet, som beskytter kroppen mod infektion.

Forskerne har vist, at disse proteinkæder ved myelomatose har nogle abnorme sidegrupper på sig, som forhindrer dem i at fungere normalt.

»Det, om man får infektioner eller ej kan være helt afgørende for ens prognose, og det, de har udviklet i Dublin, det kan hjælpe med at forstå, hvorfor 25 pct. af nydiagnosticerede myelomatosepatienter dør inden for det første år,« siger han.

Disse patienter når at dø før de kunne få glæde af alle de nye lægemidler og teknikker, som ellers er designet til at kunne redde dem fra at dø af myelomatose.

»Hvis de dør af simple infektioner, har vi jo tabt den patientgruppe. Så dem skal vi have gjort noget for. Vi skal have forbedret deres overlevelse,« siger Torben Plesner og nævner, at han og de andre medlemmer af nordisk myelomatosestudiegruppe har besluttet at  gøre noget for denne gruppe.

»Kan vi gøre noget for dem og forebygge deres infektioner, kan man reducere antallet af tidlige dødsfald. Der kan de her resultater fra Dublin, som blev serveret på ASH, betyde noget, så det skal vi have diskuteret, hvordan vi kan inddrage det i vores arbejde,« siger han.

Skriv kommentar