Patienter og evidens Inddragelse af patienternes synspunkter og præferencer står ikke i vejen for den evidensbaserede medicin – det er en del af den.

I det seneste tiår har man tilbagevendende talt om behovet for evidens og evidensbaseret medicin.

Det har bl.a. sin begrundelse i, at

  1. der er sket en eksplosion i behandlingstilbuddene, og det er afgørende at kunne foretage de rigtige behandlingsvalg
  2. de stigende sundhedsudgifter medfører et ønske om, at de nødvendige prioriteringer sker på et forsvarligt grundlag, helst ved at fjerne unyttige aktiviteter
  3. mængden af publicerede artikler er så overvældende stor, at den enkelte medarbejder er fortabt uden en konsistent redigering af informationsstrømmene
  4. informationsteknologiens udvikling giver hidtil ukendte muligheder for at lokalisere og sammenfatte viden og videreformidle den. Så vidt, så godt.

Men nu taler man pludselig om noget andet, nemlig patientpræference og -inddragelse som det nye mantra. Er det virkelig rimeligt at skifte mantra? Og hvad skete der lige med evidensen?

Evidensbaseret medicin kan defineres på forskellig vis, men defineres oftest som en triade bestående af klinisk erfaring, patientpræferencer og evidens fra forskning.

Der er imidlertid ikke indbygget noget hierarki eller indbyrdes rangorden imellem de tre, hvad der giver plads til diskussion og i nogle tilfælde ligefrem uenighed. Mens de fleste kan enes om det gyldne mål, så kan der ikke altid opnås enighed på det konkrete niveau.

Ja, man kan såmænd opleve kamp om overherredømmet, og flere steder har der sneget sig en forveksling ind, så den evidensbaserede medicin er blevet reduceret til at være synonym med evidens fra forskning.

Triaden er glemt, og klinisk erfaring og patientpræferencer er nedprioriteret. På den baggrund er der god grund til at løfte fanen og lytte til patienternes stemme. Det er trods alt derfor, at vi er her, og mange oplever nye vinkler og udvikling ved at prioritere de synspunkter højere, end væsenets tradition tilsiger.

Men behøver der i virkeligheden at være et problem?

Ikke hvis man skelner mellem en præevidensfase, hvor den fagprofessionelle danner sig et indtryk af patientens problemer med baggrund i sin hidtidige erfaring; en egentlig evidensfase, hvor man søger viden om andres
systematiske (forskningsbaserede) erfaring; og en postevidensfase, hvor patienten beslutter sig for næs-te skridt med baggrund i den fagprofessionelle viden og erfaring.

Inddragelse af patienternes synspunkter og præferencer står ikke i vejen for den evidensbaserede medicin – det er en del af den. Og jævnligt vil man som fagperson stå i en situation, hvor patientpræferencen er uklar, og evidensen fra forskning er ikke-eksisterende. I den situation må der handles på intuition og erfaring.

Måske tiden er til at genopfriske den evidensbaserede medicins definition inkluderende den omtalte triade og anerkende vigtigheden af den kliniske intuition og erfaring, der ikke genfindes i referenceprogrammer, guidelines og retningslinjer?!

Skriv kommentar