Patentidioti

Patentidioti Gå på barrikaderne! Råb op og konfrontér omverdenen. Det er en læges forbandede pligt over for patienterne, når tingene ikke fungerer.

Et af min salige fars yndlingsudtryk var ‘patentidiot’, ofte udtalt med udråbstegn og afsky, og det var som regel møntet på en magthaver, som påstod at have fundet de vises sten og partout ville trække et nyt regime ned over hovedet på folk.

Som den eneste sandhed, og den blev endda præsenteret som sagliggørende. De magthavere stødte han ind i i stort tal gennem sine 42 år i landets største kommune.

Paul Bartels — manden, der ved mest i Danmark om at måle kvalitet i sundhedsvæsenet — har siddet lige så lang tid i sundhedsvæsenet, og hans frontberetning i denne avis vidner om, at det gode væsen i høj grad også udsættes for patentløsninger, og at de sjældent er særligt virksomme, selvom de i deres udgangspunkt kan være ganske fornuftige.

Tag nu den omsiggribende centralisering.

Det er i sig selv god logik, at det giver bedre færdigheder og dermed bedre kvalitet at behandle mange frem for få patienter. Men, siger Bartels, det giver også monopoler og dermed stor risiko for faglig selvfedme, og — endnu værre — det kan forværre uligheden, fordi der bliver langt til hospitalet for en del danskere.

I sidste ende kan sundhedsvæsenet ligefrem tabe folkelig opbakning på denne konto.

Centraliseringen kan skubbes gevaldigt meget i den forkerte retning af skiftende regeringers mere eller mindre udtalte ønsker om at mindske uligheden i sundhed. Det går i forvejen i den gale retning uanset farven på ministeren, og spørgsmålet er jo, om politikerne vil og kan løse et problem, som fundamentalt ikke kan fikses af sundhedsvæsenet, men skal angribes helt nede i fordelingspolitikken, med andre prioriteringer inden for skat, uddannelse og socialvæsenet.

Evidensbaseret medicin er et andet paradigme, som smukt illustrerer patentløsningers storhed og fald. Begrebet blev opfundet som et sundt oprør mod professorvældet, der baserede sin magt på at polere gamle fakta, så de blændede alle andre end professorerne.

Evidensbaseret medicin bygger på et smukt princip om at få svar på indlysende spørgsmål og skabe gennemsigtighed i beslutninger, fordi nye facts kommer på bordet. Men hvad hulen er evidens egentlig?

Winston Churchill sagde jo som altid veloplagt, at den eneste statistik, han stolede på, var den, han selv havde manipuleret. Og med tiden er evidensbaseret medicin som værktøj efter Bartels’ mening stivnet og blevet en stopklods i mange sammenhænge, hvor nye forslag alt for nemt kan stoppes med et ‘er der evidens for det?’.

Netop håndteringen af data er en tredje bekymring for Bartels, og nok hans største ærgrelse, da kvalitetsdata jo blev hans skæbne.

Han kan nemlig se, at indsamlingen af data mere er en plage end en hjælp for sundhedsvæsenets ansatte. En kilde til mistro, fordi de ansatte tror, at tal bruges til at overvåge og fjerne enhver overflødig ressource, og der kan være noget om snakken.

Men facit er, at der ikke findes et facit, og at tal altid skal bruges til at arbejde videre med, ikke til at slå hinanden i hovedet med og fordømme. Sådan bliver tal til kvalitet. Og Bartels’ forhåbning er, at netop data er lægers og sygeplejerskers modtræk til administratorernes konstante — og rituelle, kunne man tilføje — ønsker om forandringer.

Dermed ender vi ved Bartels’ opfordring til sundhedsvæsenets ansatte: Gå på barrikaderne! Råb op og konfrontér omverdenen. Det er en læges forbandede pligt over for patienterne, når tingene ikke fungerer. Udviklingen ligger i dialektikken eller konflikten, om man vil. Og i tallene.

Vise ord fra en mand, der sidder på toppen af alle sundhedsvæsenets facts, men som ikke kunne drømme om at tage patent på dem.

Det skal patentidioter til enhver tid nok forsøge, desværre, men forhåbentlig vil hans skattekiste af data fremover i højere grad blive hvermandseje i sundhedsvæsenet, for kvalitet handler ikke om rå tal eller patenter, men om at have en holdning. Uden patent.

Skriv kommentar