Overlæge skal styrke kvaliteten i dansk kræftbehandling
Henriette Lipczak.

Overlæge skal styrke kvaliteten i dansk kræftbehandling Henriette Lipczak bliver sekretariatslæge i nyt centralt sekretariat, som Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram og Danske Multidisciplinære Cancer Grupper har etableret.

 

Den 48-årige overlæge Henriette Lipczak får den vigtige opgave med at sikre en systematisk vedligeholdelse og udvikling af de nationale kliniske behandlingsretningslinjer og synergi til de nationale kvalitetsdatabaser på alle kræftområder.

Fra den 1. september kommer Henriette Lipczak til at virke som overlæge i nyt centralt sekretariat, som RKKP og DMCG har etableret. De to bogstavskombinationer dækker Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram og Danske Multidisciplinære Cancer Grupper. De to grupper har desuden sammen med Danske Regioner og Kræftens Bekæmpelse her i foråret besluttet at etablere et Danish Comprehensive Cancer Center, der vil knytte forskning og klinisk praksis tættere sammen. De nye skridt skal føre dansk kræftbehandling endnu længere frem – til glæde for danske kræftpatienter.

Henriette Lipczak har beskæftiget sig med kvalitet og patientsikkerhed igennem længere tid. For ni år siden kom hun til Kræftens Bekæmpelse som afdelingslæge i kvalitetsafdelingen, senere overlæge og senest områdechef for Kvalitet og Patientsikkerhed. Hendes fokus har ligget på udvikling og kvalitet.

»Jeg ser frem til arbejdet med at understøtte høj og ensartet kvalitet i kræftbehandlingen gennem udvikling og vedligeholdelse af de kliniske retningslinjer. Udsigten til samarbejdet med kræftlægerne og alle de mange andre dygtige medarbejdere i og omkring både RKKP og DMCG trækker i mig, og jeg glæder mig til at bringe mine erfaringer fra kræftområdet og kvalitetsarbejdet i spil i det nye sekretariat,« siger Henriette Lipczak i en pressemeddelelse.

»Med Henriette Lipczak får vores sekretariat en nøgleperson, som jeg ser meget frem til at skulle samarbejde med. Hun kender til kræftområdet og kvalitetsarbejdet nøje og vil fra sin centrale plads samle forskere og klinikere,« siger Jens Winther Jensen, læge, direktør for Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram.

 

Skriv kommentar