Det skal være let for alt sundhedspersonale på alle landets afdelinger at behandle patienter med livstruende anafylaksi.

Det er kongstanken bag en ny tværfaglig retningslinje, som repræsentanter for Dansk Selskab for Allergologi, Dansk Pædiatrisk Selskab, Dansk Selskab for Pædiatrisk Allergologi og Pulmonologi og Dansk Råd for Genoplivning i fællesskab har udarbejdet.

De faglige anbefalinger i den nye retningslinje konflikter ikke med det, der er konsensus om blandt allergi- og anæstesilæger i resten af Europa, men det er søgt destilleret til en simpel model, som kan afkodes af læger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale på ganske få sekunder. Og det er essentielt, da anafylaksi er en akut livstruende tilstand, som ubehandlet kan progrediere til anafylaktisk chok – eller i værste tilfælde død, siger Hans-Jørgen Malling, der er forskningsoverlæge på klinik for allergi på Gentofte Hospital, og som sidder med i den arbejdsgruppe, som har udarbejdet den nye retningslinje.

»Alt sundhedspersonale bør vide, at anafylaksi behandles med adrenalin. Alligevel ser vi gang på gang, at anafylaksi behandles med antihistamin og steroid. Det viser, hvor vigtigt det er med en ny klokkeklar retningslinje: Intramuskulær adrenalin først! Altid!«

Overlæge på klinik for allergi på Gentofte Hospital Lene Heise Garvey, der også sidder med i arbejdsgruppen, siger, at fejlbehandling af anafylaksi ofte sker, fordi man i sundhedspersonalet er nervøse ved at bruge adrenalin.

»Adrenalin er et potent stof, som forbindes med behandling af hjertestop. Det får mange til at tøve med at bruge det og i stedet ty til andre behandlinger. Da anafylaksi er sjældent, har de færreste desuden erfaring med at bruge adrenalin,« siger hun og tilføjer, at tal fra Odense Universitetshospital viser, at adrenalin kun bliver givet godt halvdelen af de gange, hvor det burde.

Hellere to lave end en høj

Ligesom der i arbejdsgruppen er inkluderet både allergologer og anæstesiologer for at få en bred faglig fundering, er der også lagt vægt på, at retningslinjen skal gælde behandling af anafylaksi hos både børn og voksne.

»Apropos et simpelt design var det vigtigt for os, at vi ikke endte med én retningslinje til behandling af børn og én til voksne. Børn skal have en lavere dosis adrenalin, men ellers er der ingen forskel,« siger specialeansvarlig overlæge i astma- og allergiambulatoriet for børn på Herlev Hospital Kirsten Skamstrup, der også sidder i arbejdsgruppen.

For børn gælder det, at de skal behandles med 0,15 mg adrenalin intramuskulært (i.m.), mens voksne skal have 0,3 mg. Disse tal er lavere end i nogle internationale retningslinjer, hvor dosis for voksne er sat til 0,5 mg.

»Et problem er, at adrenalin gives for sjældent, men et andet – og mindst lige så væsentligt – problem er, at der nogle steder i sundhedsvæsenet fortsat er den opfattelse, at patienter med anafylaksi skal have 1 mg adrenalin intravenøst. Men det er altså hjertestopbehandling, som kan give rytmeforstyrrelser og hjertestop,« siger Hans-Jørgen Malling og fortsætter:

»Derfor anbefaler vi at give 0,3 mg først. Hvis ikke det virker efter fem minutter, kan der gives 0,3 mg mere. På den måde undgås overdosering, og lægen vinder lidt tid til at tænke over det næste skridt i behandlingen.«

Der findes ingen studier af bivirkninger ved adrenalin i henholdsvis lave og høje doser, men i USA har et stort studie fra en akutmodtagelse vist, at patienter, der fik over 0,3 mg adrenalin, oplevede flere gener ved behandlingen end dem, der fik 0,3 mg i.m.

»Samme studie viste, at alle, som fik intravenøs adrenalin, fik bivirkninger. Udfordringen er at vænne personalet af med at give adrenalin intravenøst. De intravenøse doser er meget lavere end de intramuskulære doser, og de er forbeholdt personale, som har kompetence og rutine i at arbejde med fortyndet adrenalin,« siger Lene Heise Garvey.

Kirsten Skamstrup fortsætter: »Vi foreslår en autoinjektor, der er forhåndsindstillet til at dosere enten 0,15 eller 0,3 mg. Den er lettere at håndtere, og så er det meget pædagogisk, at vi bruger den samme behandling, som nogle allergikere selv går rundt med i tasken.«

Simulationstræning

Den nye retningslinje har været undervejs i knap to år. Den er godkendt af de videnskabelige selskaber samt af Region Hovedstaden og Region Sjælland. Forhåbentlig kommer den også snart ud over stepperne i de resterende regioner, lyder det. Og så kan det hårde arbejde for alvor begynde, siger Lene Heise Garvey.

»Det er ikke nok, at den nye retningslinje ligger på selskabernes hjemmesider – den skal ud på gulvet. Vi tror ikke, at der vil være modstand hos brugerne, da den jo ikke konflikter med de gældende retningslinjer. Der skal ’bare’ rettes opmærksomhed mod, at den findes.«

Som første skridt i implementeringen kommer medlemmer af arbejdsgruppen til at afholde scenarie-træning i simulationsenheden på Herlev Hospital, hvor medicinstuderende på 12. semester og unge læger skal teste retningslinjen i praksis. Kirsten Skamstrup omtaler de unge læger som ’lokale champions’, der efterfølgende kan bære budskabet videre til deres respektive afdelinger.

»Viden om nye tiltag skal spredes både nedefra og oppefra som ringe i vandet, førend de for alvor får indflydelse,« siger hun.

Arbejdsgruppen vil arbejde på, at den nye retningslinje på sigt vil blive trykt som en folder i stil med hjertestops-folderen, som sundhedspersonale altid kan bære i kittellommen. n