Ny næstformand i Danske Regioner

Ny næstformand i Danske Regioner Syddanmarks regionsrådsformand Stephanie Lose (V) er valgt som ny næstformand i Danske Regioner. Hun afløser partifælle Jens Stenbæk (V).

På et bestyrelsesmøde i dag i Danske Regioner er Stephanie Lose (V), formand for Region Syddanmark, blevet valgt som foreningens nye næstformand.

Hun efterfølger således partifælle og regionsrådsformand i Region Sjælland Jens Stenbæk (V), der har kunnet kalde sig næstformand i knap to år, men ikke genopstiller ved næste valg til november.

Ved samme bestyrelsesmøde er Jens Stenbæk valgt til at overtage Loses opgave som formand for Danske Regioners udvalg for Sundhedsinnovation og Erhvervssamarbejde.

Stephanie Lose har siden 2015 været Regionsrådsformand i Region Syddanmark, hvor hun overtog posten for den daværende regionsrådsformand og partifælle Carl Holst (V), der forlod posten til fordel for en fremtid i Folketinget.

I november sidste år afviste Stephanie Lose i et stort interview i Dagens Medicin, at hun ville gå efter posten som formand for Danske Regioner, når Bent Hansen (S) forlader posten efter regionsrådsvalget, hvor han – ligesom Jens Stenbæk – ikke genopstiller. Men tidligere i år meldte hun sig alligevel klar til jobbet.

Skriv kommentar