Navnlig navne En stribe personer har sat sig i nye positioner i det danske sundhedsvæsen.

Tilbage fra ferie er en stribe personer i nye positioner. Ellen Trane Nørby er jo sådan set ret ny som minister, når man tager i betragtning, at hun har været et smut på barsel, men der er tegn på, at hendes notoriske arbejdsraseri hurtigt vil bringe hende ind i sundhedsvæsenets kerne, eksempelvis med skarpe udmeldinger til både PLO, til Region Hovedstaden i forbindelse med deres fortvivlende forsinkelser på kræftområdet, og med hendes kommende udspil omkring det nære sundhedsvæsen og patientdata.

Niels Kroman, den karismatiske brystkræftspecialist, flytter fra Rigshospitalet til Kræftens Bekæmpelse og vil helt sikkert styrke den i forvejen stærke organisations profil.

Mickael Bech skal fusionere to store akademikergrupper i SFI og Kora i ViVe og spare penge, uden at det rammer fagligheden. Det bliver noget af en opgave bare at forlige de to grupper.

I mandags begyndte Poul Blaabjerg som øverste chef for Aarhus Universitetshospital og skal nu vise, om han kan spare 220 mio. kr., og om han er den fornyelse, som regionsledelsen har efterlyst. Det gjorde den som bekendt i forbindelse med den brutale fyring af Gert Sørensen, som imidlertid ikke har gået arbejdsløs længe. Lige nu kan man se ham på gangene i Ældre- og Sundhedsministeriet, hvor han forbereder åbningen af det nye nationale genomcenter.

Skriv kommentar