Når forskning er defineret af fag Har vi respekt for forskellige fags forskning og de resultater, vi kommer frem til?

Der er et eller andet galt.

Det skurrer i mine ører, når jeg hører, at der er sygeplejeforskning, ergoterapeutforskning og lægeforskning, eller på anden måde forskning, der får sat en faglig titel foran ordet forskning. Som om det er en særlig kvalitet, at forskningen indeholder en faglighed.

På den ene side skal man være forskningsfaglig, men det udspringer vel ikke af et fag – altså det videnskabelige problem, genstandsområdet om man så må sige?

Sandsynligvis udspringer det af, at den lægevidenskabelige forskning har tenderet til at fornægte sygeplejefaglige eller andre fags aspekter i de forskningsspørgsmål, der er blevet gjort til genstand for en undersøgelse. Lægevidenskaben har sine naturvidenskabelige metoder, sine institutioner, uddannelser, fonde, faglige konferencer og sine tidsskrifter. Der er et helt ’set-up’, som sikrer at forskningen bliver gennemført fra idé til publikation.

Det findes også for andre fag, men i et mindre omfang.

Men det er, for mig at se, bare ikke gode grunde til så at placere sig på afstand af et andet fags forskning, eller hvordan?

Genstandsområdet, der som begreb måske ikke rammer helt på sømmet, må være sygdommes årsager, deres behandling og effekterne af denne behandling – i bredeste forstand. Rundt om det rejser sig i massevis af relaterede spørgsmål, der dykker dybt ned i en lang række problemstillinger, der rækker fra etiske spørgsmål over bandagering til organisering, økonomi eller gennemførelse af en stuegang. Forhold i relation til patienten, pårørende og læger.

Alt kan der forskes i, alt kan blive gjort bedre og intet skal undgå den undersøgende aktivitet.

Som sådan kan hele organiseringen i den fagspecifikke forskning været båret af et argument om, at faget har særlige kvaliteter, der gør det forskelligt fra ethvert andet fag. Derfor vil målene med forskningen adskille sig signifikant fra de mål, andre fag opstiller for deres respektive forskning. Men egentlig talt betyder det fælles genstandsområde, at der ikke er stærke argumenter imod at gennemføre forskningen i fællesskab fagene imellem, med samme eller forskellige metoder afhængig af de forskningsspørgsmål, vi vil have besvaret.

»Har vi så respekt for hinandens forskning og de resultater, vi kommer frem til? Jeg skal være ærlig og sige, at jeg ikke fornemmer, at der er gensidig respekt«
– Christoffer Johansen

Hvis vi nu antager, at det er korrekt, altså at jeg har ret, så ville det være rigtigt at uddanne forskere ved de samme institutioner og ikke lade fagene uddanne deres forskere – eller hvordan? Vi skulle så også arbejde for, at videnskabelige artikler kunne indeholde mere end én metode og flere resultater. Med on-line publikation af de fleste videnskabelige artikler er det ikke umuligt. Problemet er, hvor mange læsere man vil få til en lang artikel.

Har vi så respekt for hinandens forskning og de resultater, vi kommer frem til? Jeg skal være ærlig og sige, at jeg ikke fornemmer, at der er gensidig respekt.

Og hvorfor skal der oprettes sygeplejefaglige professorater eller ergoterapeutprofessorater, hvis der ikke er akademisk ‘krop’ bag sådan en konstruktion. Jeg mener, at de potentielle kandidater til et eksempelvis sygeplejefagligt professorat har blot nogle få artikler i mellem impact tidsskrifter, bliver citeret af andre, har gennemført RCT’er af klinisk betydning og ikke kun taler for og underviser i eksempelvis sygeplejerskernes eller ergoterapeuternes samfund?

Hvem bestemmer den strategi og på hvilket grundlag sker den proces. Er kriterierne anderledes, når der bliver gennemført bedømmelser til stillinger, og er projektet ‘lad os få oprettet sygeplejefaglige professorater’ som sådan sanktioneret af dekanerne ved de sundhedsvidenskabelige fakulteter i fredens og mindelighedens pragmatiske ånd?

Måske, måske ikke. Det kræver egentlig ikke et svar, og jeg må indrømme, at jeg kan tage helt fejl.

Alt er i sin skønneste orden og det er mega-konservativt at bare spørge ind til roden af konstruktionen af mellemuddannelsernes arbejde med akademiseringen, som synes at blive gennemført ud fra en forhåndsantagelse om, at disse fag selv kan og skal løfte uddannelse af akademikere på højeste niveau.

Skriv kommentar