Livsfarlige bagatelgrænser

Livsfarlige bagatelgrænser Ud over at holde etikken højt og værne om tillidsforholdet mellem patient og læge, kan et højt informationsniveau spare læger og institutioner for at få ørerne i mediemaskinen, hvis patienterne føler sig svigtet.

En ny operationsmetode for muskelknuder på livmoderen er effektiv og ukompliceret for langt de fleste patienter. Kirurgerne går ind med kikkert og findeler muskelknuden, som er for stor til at blive fjernet via skeden.

Så vidt, så godt.

Der er bare lige det fatale aber dabei, at muskelknuderne hos nogle få kvinder – omkring 1 procent af ca. 800 patienter – viser sig at rumme kræftceller, og at kræften på grund af den mekaniske findeling af knuden spredes til bughulen og de indre organer og gør kvinderne uhelbredeligt syge.

De danske gynækologer har kendt denne risiko i et stykke tid, men har valgt ikke at informere patienterne — ud fra den holdning, at problemet forekommer så sjældent.

Det er ganske enkelt ikke godt nok. Hverken ud fra den ældgamle hippokratiske ed, der som bekendt lyder »jeg vil udføre behandlingerne til gavn for de syge efter evne og skøn, men vil afholde mig fra at bruge dem til skade og uret.« Eller i en moderne kontekst, hvor patienterne selv vil og skal tage stilling til behandlingen af egen krop. Selvfølgelig.

Desværre er det ikke så selvfølgeligt, og den sag er en påmindelse om, at alle dele af sundhedsvæsenet konstant bør bestræbe sig på at nedsætte og gerne afskaffe sine bagatelgrænser, når det gælder om at få alle — også ubehagelige — fakta på bordet, så patienten ved, hvad hun går ind til.

Gu er det da besværligt, og det er ikke svært at sætte sig ind i, hvor meget tid og bøvl det påfører sundhedspersonalet i det daglige. Et arbejde, som hele sundhedssektoren erkender nødvendigheden af og bestræber sig på at udføre — og mange steder på meget fin vis — men den moderne patient er hele tiden et skridt foran qva den nemme adgang til informationer og har et reelt behov for at få sorteret, men ikke undertrykt alle disse oplysninger.

Ud over at holde etikken højt og værne om tillidsforholdet mellem patient og læge, så kan et højt informationsniveau spare lægerne og sundhedsvæsenets institutioner for at få ørerne i mediemaskinen, hvis patienterne føler sig svigtet.

Tag f.eks. Danmarks Radios rædselsfulde såkaldte dokumentarudsendelse om behandlingen af lungehindekræft på Rigshospitalet. Det var den udsendelse, hvor et kamerahold forfulgte overlæge Jens Benn Sørensen rundt om cykelstativerne og postulerede, at han fejlbehandlede patienterne og var i lommen på et medicinalfirma. Disse beskyldninger havde intet på sig, hvilket blev statueret af både by- og landsret, men udsendelsen påviste rent faktisk, at en række patienter var blevet dårligt informeret, og programmet emmede af mistillid, som de medvirkende patienter bidrog stærkt til.

Et andet eksempel er sagen om risikoen for blodpropper ved at bruge p-piller. Den rullede for fuld tryk i TV 2, som skubbede unge blodpropramte kvinder frem i rampelyset  og udløste en syndflod af bekymrede kvinder i lægernes venteværelser. Uagtet det høje dramaniveau handlede sagen ret beset om at tro på, at man kan informere 400.000 p-pillebrugere om risici ved 1. og 2. generationspiller kontra 3. og 4. generationspiller kontra graviditet kontra aborter. Komplekst måske, men selvfølgelig kan det lade sig gøre.

Det ville være flot at forlange totalt rene linjer. At insistere på, at enhver lillebitte risiko skal præsenteres for syge mennesker i en svær situation. Det er naturligvis urealistisk og sjældent ønskeligt, men grænsen mellem at beskytte og optræde formynderisk er hårfin,

og de faglige selskaber bør konstant ryste sig selv for at holde hverdagens selvskabte værdisæt op mod lovens krav — og sørge for at flytte bagatelgrænserne nedad. For nogle patienter er det ikke en bagatel.

Skriv kommentar