Lægedynastiet Pless
Foto: Alex Tran

Lægedynastiet Pless Det er næsten umuligt at opstøve et medlem af familien Pless, som ikke har titlen cand.med. Det er en styrke at være omgivet af familiemedlemmer med samme faglighed og interesse for at diskutere lægeetiske dilemmaer, siger familien — men det kan også være udfordrende at stå i skyggen af sine slægtninge.

Familienavnet Pless er nærmest synonymt med titlen som læge.

Siden onkel Ede under Anden Verdenskrig gjorde tjeneste som kirurg på et hospital syd for den tyske grænse, har næsten alle familiens medlemmer gennem tre generationer båret hvide kitler og haft titlen cand.med.

»Vi mangler virkelig håndværkere i familien. Vi har alle sammen ti tommelfingre, når det kommer til at hænge billeder op eller sætte skabslåger i,« griner Maria Pless, der er familiens yngste repræsentant for lægefaget.

Hun læser medicin på Syddansk Universitet (SDU), men sidder denne eftermiddag hjemme i den lysegrå hjørnesofa i sin far Torsten Pless og hans kones hjem på Ambrosius Stubs Vej i Odense. De er begge læger.

På pladsen ved siden af Maria Pless i sofaen sidder bedstemor Eva Pless. Hun er pensioneret radiolog og har tidligere været gift med Jørgen Pless, der både kunne skrive kirurg og tandlæge på sit CV. Og for at fuldende cirklen er Maria Pless’ biologiske mor og hendes nye mand også ‘medlemmer af det hvide broderskab’.

Skåret op fra kant til kant

At lægefaget gennemsyrer så mange led af familien Pless, er ikke til at overse.

dynasti

Når junior- og seniorlægerne samles omkring middagsbordet, er det fortællinger om spændende patienter og lægeetiske hverdagsdilemmaer, der blander sig med rødvinen og de brasede kartofler. Selv beretninger om patienter, der er blevet skåret op fra bordkant til bordkant, får ikke den ‘hærdede’ familie til at miste appetitten.

»Familiemiddage kan godt minde om en debriefing på sygehuset. Vi vender ofte oplevelser med svære patienter. Det er givende at få feedback på en situation fra nogen, der har erfaring inden for samme fag. Men lægesnakken fylder meget. Min bror, der ikke er læge, begyndte at læse kinesisk for nogle år tilbage — bare for at kunne snakke volapyk på et andet sprog,« smiler Maria Pless.

Hendes far supplerer:

»Jeg ser det som en stor fordel at være gift med en læge. Der er som udgangspunkt en forståelse for det liv, jeg lever, vagtbelastningen og de skæve mødetider. Det er trygt,« siger Torsten Pless og fortsætter:

»Set udefra kan det måske virke noget indspist at være så mange ‘af en slags’. Men som læger har vi en bred viden om samfundet. Sygdom er hver mands eje, og vi ser hele paletten af borgere. Mine forældre tilhørte det bedre borgerskab, men i mit tre måneders klinikophold på skadestuen på Svendborg Sygehus lærte jeg en helt anden del af byen at kende. Jeg fandt pludselig ud af, hvor mange narkomaner der var i Svendborg i 1980’erne.«

Lille Pless og Store Pless

For Maria Pless har det at være født ind i en lægefamilie også betydet, at hun har fået værdifulde kontakter og et bredt netværk serveret — et netværk, der f.eks. har fået hende et halvt år til USA som forsker på et projekt om nyresten. Og hvis hjemmearbejdet har drillet, har der heller aldrig været langt til en hjælpende hånd.

Omvendt kan familienavnet også føles svært at ryste sig fri af. Det har både Maria Pless og hendes far erfaret.

Som studerende befandt Torsten Pless sig ofte på Odense Universitetshospital, hvor hans far var en kendt — og anerkendt — figur inden for kirurgien.

»Da jeg skulle i turnus, valgte jeg meget bevidst Odense Universitetshospital fra og tog i stedet til Esbjerg Sygehus. Jeg var træt af at blive kaldt ‘Lille Pless’ af kollegerne i Odense,« husker han.
Hans mor bryder ind:

»Min mand var en autoritet i familien. Han var både uddannet læge og tandlæge, så han kunne lave de her særlige rekonstruktioner af kæben. Jørgen havde noget af en karriere. Vi har f.eks. et billede af ham i familiealbummet, hvor han står og taler med kronprinsesse Mary,« fortæller hun.

Eva Pless følte dog aldrig, at hun stod i skyggen af sin mand. For hende bestod ‘kampen’ i at ryste sig fri af sit køn.

Da hun i 1957 var turnuslæge på Svendborg Sygehus, var hun den eneste kvindelige læge på sygehuset. Hun blev hurtigt anbefalet at blive radiolog: Et kvindefag med mere papirarbejde og færre fysisk krævende opgaver, lød opfordringen. Så sådan blev det!

I dag er Torsten Pless vendt retur til Odense Universitetshospital som sektionsleder for øvre gastroenterologisk cancerkirurgi, og rollen som ‘Lille Pless’ er efterhånden fortid. For Maria Pless lever tilnavnet imidlertid stadig i bedste velgående.

»Jeg kan somme tider tvivle på, om jeg er dygtig nok til at være læge. Jeg har siddet med hovedet i bøgerne i mange år, men gør det, at jeg kan træffe de rigtige beslutninger i praksis? Det bliver svært at komme ud på en afdeling, hvor alle ved, hvem mine forældre er. Jeg har meget at leve op til, og vælger jeg at blive gastrokirurg, så vil jeg uden tvivl også være ‘Lille Pless’ i mange år,« fastslår hun.

To generationer i dørken

Det er nærliggende at tro, at Pless-familien har fået stetoskoper og elektrodiagnostik ind med modermælken, men for både Eva og Torsten Pless var mødet med lægeverdenen en dramatisk og noget afskrækkende oplevelse.

Som barn kom Eva Pless meget i huset hos onkel Ede. Han og hans kone havde ikke selv børn, men de yndede at tage den unge niece med på udflugter. En dag fik Eva Pless lov til at følge sin onkel på sygehuset.

»Min onkel skulle foretage et udskrab på en kvinde. Mens han var i færd med indgrebet, vendte han sig mod mig: ‘Hør, Eva! Det lyder, som når du skraber en rødspætte’. Det var for voldsomt for mig. Jeg blev ligbleg i ansigtet og måtte en tur i dørken,« husker hun.

Samme voldsomme indførelse i lægefagets realiteter fik hendes søn.

Unge Torsten Pless var i sine teenageår i tvivl om, hvorvidt det var sømandslivet med nye damer i hver havn eller lægefaget, som hans forældre så ivrigt berettede om, der trak mest i ham. Jørgen Pless mente nu nok, at det var bedst, at hans søn parkerede sømandsdrømmen for en stund, og tog ham derfor med på sygehuset en lørdag eftermiddag.

»Min far tilså en patient, der havde fået fjernet en stor knude i tungen. Kirurgerne havde fjernet den underste del af ansigtet, og efterfølgende ført hans ene overarm op i munden for at lukke hullet. Det så noget grotesk ud. Pludselig fik patienten voldsomme problemer med at trække vejret. Det næste, jeg husker, er min far, der siger til sygeplejerskerne, at de bare skal sparke mig over i hjørnet. Da jeg efter noget tid vågnede igen, trak min far mig med ind til en patient, som havde brækket kinden. Han bad mig holde på kinden, mens han lagde et fint snit i tindingen. Jeg mærkede patientens knogle vippe ud i min hånd og hørte så igen min far sige: Bare spark ham hen i hjørnet,« griner Torsten Pless.

Da far og søn om eftermiddagen kørte hjem mod Svendborg, var Jørgen Pless for én gangs skyld helt stille. Først lidt syd for Ringe rømmede han sig og kiggede lidt forlegent på sin søn. Men Torsten Pless var ikke i tvivl: »Er du rigtig klog, far, jeg skal være læge!«

Gåpåmodet og eventyrlysten har ifølge Torsten Pless været karakteristisk for alle led af familien Pless. Om Maria Pless følger trop og går to gange i dørken, inden hun til sommer kan kalde sig cand.med., ved hun ikke, men hun er overbevist om, at hun ikke vil trives i et stillesiddende kontorjob: Der skal ske noget! Der må gerne være blå blink i ny og næ!

Et fag, tre forskellige verdener

Omend de tre generationer i Pless-familien alle har — eller har haft — deres daglige gang på et sygehus, har fagånden og hospitalsvæsenet ændret sig fra generation til generation, mener de: Et fag, tre forskellige verdener. Eva, Torsten og Maria Pless kan hurtigt blive enige om, at kommunikation, empati, mod og samarbejde er kerneværdier i lægefaget. Men lige så hurtigt erklærer familien sig enige i, at det system, lægen agerer i, og som danner ramme om kerneværdierne, har gennemgået en radikal forandring, siden Eva Pless studerede røntgenbilleder på radiologisk afdeling på Svendborg Sygehus i midten af 1950’erne.

»Dengang var det de lægefaglige beslutninger, der dikterede arbejdsgangene. Vi gjorde det, vi vurderede var rigtigt for patienterne, og manglede vi noget, så spurgte vi efter det — og fik det! Jeg oplevede ikke økonomi som den bremseklods, den er i dag,« siger Eva Pless.

Hendes barnebarn fortsætter:

»I dag skal du ikke vælge lægefaget, fordi du gerne vil være stjerne. Der er kun ganske få læger, der opnår den stjernestatus, som jeg tror, at lægerne havde, da bedstemor og bedstefar var unge. Autoriteten har lidt et knæk,« siger Maria Pless.

Da Eva Pless begyndte arbejdet som radiolog på Svendborg Sygehus, var der 25 overlæger ansat på hele sygehuset. I dag er der alene ansat seks overlæger i Torsten Pless’ sektion.

»Da mine forældre blev gift, skrev aviserne, at der var opstået romantik mellem to læger på Svendborg Sygehus. Det ville aviserne aldrig annoncere i dag. Det er en ny tid nu, hvor fokus er på systemet — ikke den enkelte læge,« siger Torsten Pless.

Han fortsætter: »Jeg står med en fod i hver lejr og har oplevet, at vi læger førhen var dem, der fik systemet til at dreje, i modsætning til i dag, hvor vi må dreje med systemet. Mængden af administratorer stiger, og vi har ikke længere samme magt over systemet. Derfor er hospitalerne nu nødt til at bryste sig af kunstige mottoer som ‘patienten i centrum’. Det var ikke nødvendigt førhen: Der var lægen og patienten de naturlige omdrejningspunkter,« siger han og tilføjer, at han godt kan blive lidt ked af, at hans datter skal til at træde ind i en verden, hvor systemet har slugt en del af stoltheden og kaldet ved at være læge.

Systemkritikken til trods har ingen af de tre familiemedlemmer endnu fortrudt, at de har valgt lægefaget. Interessen for mennesker og sygdom har holdt dem til ilden. Og så er et sygehus et unikt rum, mener Torsten Pless. Han mindes, at han i begyndelsen af sin karriere fik en patient ind, som havde skudt sig selv i benet. Patientens far og stedfar var medlem af hver sin rivaliserende rockerbande. Torsten Pless blev ringet op af en nervøs sygeplejerske, der med bævende stemme fortalte, at de to mænd i lædervest og med knipler skændtes højlydt i sygehusets forhal.

»Jeg var rystende nervøs og helt overbevist om, at de to læderveste ville lave mig om til en sommerhat. De var virkelig højrøstede, ubehagelig og truende. Men da jeg bad dem om at opføre sig ordentligt og respektere de andre på sygehuset, blev de på forunderlig vis stille og blide som lam. Den hvide kittel og hospitalsrummet kan noget. Ligesom præstekjolen er det, så er kitlen en slags kampdragt, der skærmer,« forklarer han.

Professionelt værn

For Torsten og Eva Pless har kitlen ikke blot skærmet dem imod ubehagelige situationer, den har også fungeret som et professionelt værn og gjort dem i stand til at håndtere tunge, etiske problemstillinger. Som da Torsten Pless mistede en fireårig dreng, hvis tarmsystem pludselig svigtede efter et kirurgisk indgreb, eller da Eva Pless måtte stå skoleret foran overlægen og konfronteres med, at hun havde overset en væsentlig detalje på et røntgenbillede. Og et værn, der forhåbentlig også vil skærme Maria Pless mod de fremtidige udfordringer, som hun fra tid til anden kan blive nervøs for, at hun ikke er klædt på til at håndtere.

De år, der er gået, siden Pless-familiens ældste generation for første gang trak i den hvide kittel, har langtfra kun trukket lægegerningen i en gal retning, konkluderer familiens ældste medlemmer. Langt flere effektive behandlinger og medicinske præparater har set dagens lys på bare de 35 år, der er mellem mor og søn. Eva Pless mindes, at alene det at skulle erklære en patient hjemmedød var avanceret videnskab, da hun var ung læge.

De mange videnskabelige fremskridt får Torsten Pless til at nære et stort håb til sin datters generation af læger.

»Det kunne være fantastisk, hvis Maria og hendes kommende kolleger var med til at knække kræft. Og jeg tror, at det er realistisk. Tag bare en sygdom som AIDS. Den døde man af i 1980’erne, i dag lever man med den. Det er en stor drivkraft i mit arbejde, at videnskaben står over for at finde kuren mod kræft — og samtidig kan det gøre mig en smule misundelig, at det ikke er min generation af læger, der kommer til at løse gåden,« siger han.

Maria Pless griner og ryster lidt afværgende på hovedet: Hun føler sig ikke sikker på, at hun kommer til at løse gåden om kræft.

»Men jeg håber meget, at vi bliver bedre til at forebygge sygdom. Tænk, hvis det for alvor blev muligt at udvikle profylaktisk medicin. Den udvikling håber jeg at blive en del af i min tid som læge,« siger hun.

Skriv kommentar