Kritik af pengestrøm fra medicinalindustrien til patientforeninger Patientforeninger har på to år fået 60 pct. flere penge fra medicinalindustrien.

I 2016 pumpede Lægemiddelindustriforeningens (Lif) medlemmer 14,6 mio. kr. over til de danske patientforeninger, en stigning på over 60 pct. på to år. Pengene bruges til alt fra udvikling af apps til afholdelse af debatter på Folkemødet.

Det skriver Jyllands-Posten.

Men medicinalselskabernes pengestrøm kan underminere foreningernes evne til at varetage patienternes interesser uafhængigt, mener en ekspert og foreningernes brancheorganisation, Danske Patienter, ifølge avisen.

»Forskning viser, at man ikke kan have et samarbejde med medicinalindustrien af finansiel karakter, uden at man bliver påvirket af det. Hvis du får en økonomisk afhængighed, uanset beløbets størrelse, så viser forskning også, at man bliver påvirket,« siger John Brodersen, professor ved Institut for Folkesundhed på Københavns Universitet og Region Sjælland til avisen.

Hos brancheorganisationen Danske Patienter, der repræsenterer 82 af de i alt flere end 200 patientforeninger, er direktør Morten Freil også langtfra begejstret.

»Alene mistanken om, at patientforeninger er i lommen på industrien, er et stort problem, fordi det kan være med til at undergrave deres troværdighed over for f. eks. politikere,« siger Morten Freil til avisen.

I patientforeningen Lyle, som repræsenterer patienter med f. eks. lymfekræft og leukæmi, er man helt afhængig af medicinalindustriens sponsorater.

»Hvis vi skulle nøjes med det sponsorat, vi ellers får, så kunne vi ikke lave de aktiviteter, som vi gør,« siger Rita O. Christensen, formand for Lyle.

I medicinalindustriens brancheorganisation Lif kan man ikke se noget problem i tilhørsforholdene, og koncernchef Ida Sofie Jensen vil ikke forholde sig til, om de knap 15 mio. kr. er et højt eller et lavt beløb.

Hun mener, at der er et naturligt samarbejde mellem dem, der har forsket i og udviklet et lægemiddel, og den gruppe patienter, der skal anvende det.

»Det afgørende for os er, at der findes et meget klart regelsæt, hvor man ikke må bede om modydelser for de penge, man donerer. Dertil kommer, at alle former for økonomisk samarbejde lægges fuldstændigt åbent frem for offentligheden,« siger Ida Sofie Jensen til avisen.

Skriv kommentar