Klinisk vejledning møder lægefaglig kritik En kommende klinisk vejledning fra Dansk Selskab for Almen Medicin vedrørende funktionelle lidelser mangler videnskabeligt grundlag og vil skade patienterne

Der er fra mange sider rejst kritik af, at man på Forskningsklinikken for funktionelle lidelser, Aarhus Universitetshospital, under ledelse af psykiater Per Fink omdefinerer en række WHO-anerkendte somatiske diagnoser til det, der i daglig tale kaldes ’noget psykosomatisk’. Senest af formand for Migrænikerforbundet Anne Bülow-Olsen i debatindlægget ’Ny bog kan skade patienterne’ i Dagens Medicin 25. januar 2013, foranlediget af udgivelsen ’Funktionelle Lidelser – udredning og behandling’ af Per Fink og Marianne Rosendal (Munksgaard, 2012).

Det er i forlængelse heraf værd at bemærke, at en kommende klinisk vejledning fra Dansk Selskab for Almen Medicin af Rosendal, Fink et al. vedrørende funktionelle lidelser, som har til formål at udbrede brugen af forskningsklinikkens kontroversielle diagnose ’bodily distress syndrome’ til de praktiserende læger, i høringsrunden er blevet mødt med massiv kritik, ikke bare fra en lang række patientforeninger, men også fra fagfolk med særligt indblik i de pågældende diagnoser. Kritikken handler om det manglende videnskabelige grundlag for vejledningen.

Læge, ph.d. Jesper Elberling og forskningsleder, ph.d. Sine Skovbjerg, Videncenter for Duft– og Kemikalieoverfølsomhed (MCS), Gentofte Hospital, skriver i deres høringssvar bl.a.:

»Vi har med interesse læst udkastet til en klinisk vejledning vedr. diagnostik og behandling af funktionelle symptomer og lidelser i almen praksis. Vi mener imidlertid ikke, at duft– og kemikalieoverfølsomhed bør være omfattet af vejledningen.« 

Elberling og Skovbjerg påpeger, at der mangler videnskabelig dokumentation for effekten af den behandling, som vejledningen anbefaler i forhold til duft- og kemikalieoverfølsomhed:

 »Af ’stepped care’ modellen, figur 2, s. 22 fremgår det, at der anbefales kognitiv terapi, samtaleforløb, genoptræning eller farmakologisk behandling i behandlingen af ’bodily distress’. Os bekendt foreligger der ingen videnskabelig dokumentation for, at sådanne behandlingstiltag har en effekt ved duft- og kemikalieoverfølsomhed.«

Overlæge Stine Amris, Parker Instituttet og reumatologisk afdeling på Frederiksberg Hospital, peger i høringssvaret fra Dansk Reumatologisk Selskab på, at reumatologiske patienter med den nye vejledning risikerer fejlagtigt at få den psykiatriske diagnose ’somatoform forstyrrelse’:

»Indeholdt i diagnosekategorien Bodily Distress Disorder – der i aktuelle retningslinjer anbefales klassificeret under P75 somatoform forstyrrelse i ICPC — er en bred muskuloskeletal undergruppe defineret ved rapportering af smerter i f.eks. ryg, arme og ben, ledsmerter, føleforstyrrelser og kraftnedsættelser. Disse særdeles inklusive/lidet specifikke diagnostiske kriterier vil kunne appliceres på en stor gruppe reumatologiske patienter – herunder patienter med regionale og generaliserede smertetilstande i bevægeapparatet, samt ledsmerter af uafklaret genese.«

Amris tilbageviser hovedargumentet om, at de objektive fund mangler: »At man derfor ofte — med de eksisterende undersøgelsesmetoder — ikke objektivt kan påvise en egentlig årsag til smerterne, betyder således ikke, at en sådan ikke findes«, og kritiserer videre vejledningens anbefalinger for at være baseret på »en meget selekteret litteraturgennemgang af psykiatriske arbejder og ikke en systematisk litteraturgennemgang, der også omfatter den store vidensproduktion, der er tilgængelig fra det somatiske forskningsfelt relateret til patienter med kroniske smerter i bevægeapparatet, herunder patienter med fibromyalgi«.

DSAM bør afstå fra at udgive en klinisk vejledning, der, som fagfolk peger på, ikke hviler på et videnskabeligt grundlag (manglende dokumentation, selekteret litteraturgennemgang m.v.). Alternativt må man anbefale de praktiserende læger at se bort fra vejledningen, når den lander på deres bord. 

Vi mener, at vejledningen vil vildlede snarere end vejlede lægerne. Den vil stå i vejen for relevant udredning og behandling af de omtalte patientgrupper, og den vil skade patienterne i enhver henseende.