Klinisk biokemi – et ligegyldigt speciale? Klinisk biokemi er blevet undervurderet i forbindelse med Sundhedsplatformen, og problemerne har hobet sig op. Læren er, at også mindre synlige specialer skal inddrages fra begyndelsen, ellers kan det gå helt galt.

Klinisk biokemi – det er noget med noget blodprøvetagning, store analyserobotter med avanceret IT-understøttelse, og det er vist det. Eller er det? Implementeringsprocessen af Sundhedsplatformen (SP) i Region Hovedstaden har ufrivilligt leveret en ‘in vivo’-undersøgelse af specialet klinisk biokemis betydning.

Inden for specialet klinisk biokemi har vi en selvforståelse af, at vi spiller en stor rolle i ‘det gode patientforløb’. Vores ydelser indgår i stort set alle patientforløb, og god kvalitet af de relevante analyser, korte svartider og entydig svarrapportering er emner, som klinisk biokemi beskæftiger sig dagligt med. Klinikerne stiller stadig stigende krav til vores effektivitet og administratorerne stiller ditto stigende krav om besparelser. I dette krydspres bliver det vigtigt, at vi ikke bare bevidstgør os selv, men også omverdenen om, hvor betydende vores ydelser er.

Omtalen af SP i landets dagspresse har været domineret af artikler om bl.a. manglende overholdelse af tider for kræftpakkeforløb, manglende aktivitet op mod milliardklassen og mangelfuld rapportering til registre og databaser. I klinisk biokemi er det andre problemer, der dominerer; problemer som belaster os og klinikerne og – måske mest bekymrende – også patienterne.

Standardisering og harmonisering i de to regioner var vigtige strategiske målsætninger ved implementering af SP, og det er begreber, som er kerneopgaver i arbejdet på regionens klinisk biokemiske afdelinger. Så hvordan kunne det alligevel gå galt? Systemet blev valgt uden de tilhørende moduler til de laboratorie- og billeddiagnostiske specialer, og hvad angår netop klinisk biokemi, skulle de to veletablerede IT-laboratoriesystemer, der anvendtes på Sjælland (Labka og BCC) integreres til SP. En stor dansk organisation blev som bekendt opbygget til sammen med EPIC at sikre, at SP blev tilpasset og brugbar til de danske forhold. Mange personalegrupper fra de kliniske specialer var inddraget i beslutningsprocesserne om tilpasninger til vores sundhedsvæsen, men det var tydeligt, at især diagnostiske (laboratorie- og billeddiagnostik) specialer var prioriteret ekstremt lavt i vigtighedshierarkiet i denne grundlæggende fase. Og alle de kliniske specialer på hospitalerne i de to regioner måtte i øvrigt samlet kunne klare sig med maksimalt 200 ‘analysepakker’. I selve uddannelsen af det kliniske personale i brug af SP var fokus på rekvirering af laboratorieanalyser og svarsøgning minimalt. Først sent i forløbet, nærmest op til driftsstart for det første hospital, kom der fokus på en del af de issues, der siden har vist sig at give vedvarende problemer.

Hvordan gik det så? Listen over fejl og mangler i den første periode var som forventeligt lang, men især integrationen til Labka fyldte overordentligt meget. Problemer med prøvetagningsrunder og printere der var sat forkert op i SP; manglende udprintning af prøvetagningsblanketter (dvs. prøverne kunne ikke tages); rekvisitioner, der enten fejlede i SP eller fejlede i Labka (dvs. var ikke tilgængelige); rekvisitioner der blev splittet op i mange (rekorden er vist 80!) rekvisitioner til samme prøvetagning (hvordan danner prøvetageren sig overblik i den situation, så de rigtige prøver tages?); analyser der ikke kunne findes i SP (og derfor ikke blev udført); ‘analysepakker’ der var sat forkert op i SP/ikke dækkede det klinisk behov (dvs. patienterne fik ikke taget de rigtige og nødvendige prøver) – etc. etc. etc.

Problemer, hvoraf mange endnu ikke er løst. Således er blodprøverekvisitionen for mange (op til 10 pct.) af patienterne i Rigshospitalets prøvetagningsambulatorium ikke at finde i Labka, som klinisk biokemi jo fortsat skal anvende. Vores personale prøver i disse situationer at få lavet en rekvisition ved kontakt til de(n) afdeling, hvor patienten har sit forløb, så der kan tages de relevante prøver – hvis ikke patienten er gået i frustration, inden det lykkes. Klinikere, der kæmper for at finde og rekvirere de rigtige og relevante blodprøver, men har svært ved at danne sig overblik over de allerede bestilte prøver m.v.

Listen er lang og på flere væsentlige områder desværre uændret, også efter at alle Region Hovedstadens hospitaler er kommet på. Det er tydeligvis ikke nemt at få løst disse fejl. Også de øvrige diagnostiske specialer har oplevet en tilsvarende række svære udfordringer. Gennem hele forløbet har vi haft et tæt samarbejde med både de kliniske afdelinger, med vores egne ledere og med kolleger i specialet på de øvrige sygehuse, og dét er afgørende for, at vi alle fortsat kan medvirke konstruktivt til dialogen med SP-organisationen og EPIC. For systemet skal forbedres, før gevinsterne kan høstes.

Hvad kan vi alle sammen lære af dette? Beslutningstagere, administratorer, projektansvarlige og -ledere skal forstå, at godt nok er de diagnostiske specialer, herunder klinisk biokemi, måske mindre synlige specialer, når vi selv har indflydelse og er inddraget, for så leverer vi nemlig! Men vi bliver ekstremt synlige, når vi ikke er inddraget adækvat i en så væsentlig proces som denne. Så kan vi ikke levere det, der skal til, og så er hospitalet tæt på kollaps! Vi skal inddrages fra starten og være med til planlægning, undervisning, testning og fejlfinding, ellers går det rigtig galt.

Ingen har bevidst ønsket at holde os udenfor, men man har undervurderet vores betydning. Det håber vi ikke sker igen.

Ovenstående er i modificeret efter leder i Klinisk Biokemi i Norden, nr. 3 vol.29 2017; s.4-6.

Skriv kommentar