Styrelsen for Patientsikkerhed, Tilsyn og Rådgivning Øst, søger to afdelingslæger

Dette job er udløbet
Om os
I Styrelsen for Patientsikkerhed arbejder vi for, at det er trygt at være patient i det danske sundhedsvæsen.
Vi behandler klager fra patienter og ankesager om erstatninger. Vi fører tilsyn med den sundhedsfaglige virksomhed i sundhedsvæsenet, udsteder autorisationer til sundhedspersoner og administrerer rapporteringssystemet om utilsigtede hændelser. På det grundlag bidrager vi til, at sundhedsvæsenet lærer af fejl og forebygger gentagelser.
Vi er mere end 400 medarbejdere og har tilknyttet over 700 sagkyndige konsulenter, der dækker de sundhedsfaglige specialer inden for hele sundhedsområdet.
 
I Tilsyn og Rådgivning Øst fører vi tilsyn med sundhedspersoner og sundhedsvæsenets organisationer i Region Hovedstaden og Region Sjælland, ligesom vi har en række nationale tilsynsopgaver. Derudover yder vi sundhedsfaglig rådgivning til andre myndigheder i relation til bl.a. retslægelige ligsyn, trafikmedicin, anmeldelsespligtige smitsomme sygdomme, beredskabsopgaver og miljøsager.
Vi er omkring 80 medarbejdere, herunder læger, sygeplejersker, tandlæger, folkesundhedsvidenskabskandidater og andre AC’ere, jurister og administrativt personale. Vi er uddannelsessted for speciallægeuddannelsen i samfundsmedicin.
Dine arbejdsopgaver  
Som den ene af vores to nye afdelingslæger vil du blive tilknyttet flere af rådgivningsområderne. Dit primære område vil være ’anmeldelsespligtige smitsomme sygdomme’, hvor du får et fagligt ansvar for varetagelse og udvikling af vores opgaver på området. Disse omfatter bl.a. håndtering af konkrete anmeldelser, rådgivning til andre myndigheder samt faglig sparring til andre medarbejdere. Herudover indgår du i samarbejdet på det trafikmedicinske område, hvor du er med til at udvikle vores rådgivning af politiet om helbredsforhold i kørekortssager.
Som den anden af vores to nye afdelingslæger vil du primært blive tilknyttet tilsynsområdet. Du får et ansvar for konkrete tilsynssager og varetager bl.a. samtaler med autoriserede sundhedspersoner samt udgående tilsynsbesøg på sundhedsvæsenets behandlingssteder. Du vil gennemgå en tilsynsuddannelse, som gør dig rustet til at varetage tilsynsopgaverne.
For begge gælder, at du efter oplæring indgår i telefonvagten i dagtiden, hvor du rådgiver andre myndigheder i sundhedsfaglige og sundhedsjuridiske spørgsmål. Derudover vil du afhængigt af dine kompetencer og interesser komme til at varetage andre af enhedens opgaver. Du kan med fordel angive eventuelle præferencer i din ansøgning.
Uanset hvilket område du bliver tilknyttet, så vil der være et tæt samarbejde med andre medarbejdere i enheden – både sundhedsfaglige og andre faggrupper – ligesom der vil være et tæt samarbejde med de to Tilsyns- og Rådgivningsenheder i Jylland.
Derudover kan der være samarbejde med departementet og øvrige styrelser.
Dine kvalifikationer  
Vi forventer, at du er speciallæge i samfundsmedicin, almen medicin, psykiatri eller andet relevant speciale og har interesse for varetagelse af administrative samfundsmedicinske opgaver.
Vi lægger vægt på, at du:
  • Har høj faglighed
  • Har et godt overblik og selvstændigt kan tilrettelægge dine arbejdsopgaver
  • Arbejder systematisk, målrettet og er god til at træffe beslutninger
  • Tager ansvar for dit arbejde og leverer resultater til tiden
  • Har gode kommunikations- og samarbejdsevner
Til den ene stilling vil det derudover være en fordel, hvis du har erfaring med arbejdet med smitsomme sygdomme/infektionsmedicin fra en central myndighed eller en klinisk afdeling. Til den anden stilling vil det være en fordel, hvis du har erfaring med behandling af borgere med misbrug og/eller psykiatriske sygdomme eller med varetagelse af tilsynsopgaver.
Vi tilbyder  
Et arbejde med mange samfundsnyttige opgaver. Opgaverne er afvekslende og forskelligartede, og der er således ingen risiko for, at du kommer til at kede dig.
Du bliver en del af et aktivt fagligt miljø, hvor du sammen med dygtige og engagerede kolleger får mulighed for at anvende og udvikle dine lægefaglige kompetencer i et bredere samfundsmæssigt felt. Enheden er præget af et godt og tæt samarbejde mellem kolleger inden for og på tværs af faggrupper, og der er derfor altid mulighed for sparring om opgaver og beslutninger. Vi har derudover gode muligheder for at deltage i både intern og ekstern kompetenceudvikling.
Endelig får du en fleksibel arbejdsdag med mulighed for i vidt omfang selv at tilrettelægge dit arbejde.
Løn- og ansættelsesvilkår  
Ansættelse som afdelingslæge sker på løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og Yngre Læger.
Stillingerne er faste stillinger 37 timer pr. uge, og de ønskes besat per 1. december 2016 eller snarest derefter.
Vil du vide mere?
Hvis du ønsker yderligere oplysninger om stillingerne, er du velkommen til at kontakte sektionsleder Bente Møller, på tlf. 7222 7815.
Er du interesseret?
Så send os din ansøgning vedhæftet kopi af CV, relevante eksamensbeviser m.v. elektronisk via linket nederst i stillingsannoncen på Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside: http://stps.dk/da/om-os/ledige-stillinger, senest den 10. november 2016. Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler i uge 46.
Du kan i din ansøgning med fordel angive, hvis du primært er interesseret i en af de to afdelingslægestillinger.
Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen – uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.