Speciallæge i Psykiatri med ledelsesansvar til Klinik for Traumatiserede Flygtninge, Region Sjælland Vi søger en speciallæge i psykiatri med lyst til ledelse, til Klinik for Traumatiserede Flygtninge og Regionsfunktion for PTSD i Region Sjælland, 01.12.17 eller efter aftale.

Ansøgningsfrist: 2017-10-17 Psykiatrisygehus Slagselse

Du har interesse for traumeområdet og ønsker at være med til at udvikle klinikken og behandlingstilbuddet. Du kommer til at indgå i klinikkens ledelsesteam sammen med afdelingssygeplejersken.

Vi søger en person med gennemslagskraft og visioner, som har lyst til at sætte sit præg på regionens behandlingstilbud til traumatiserede flygtninge og til vores nye regionsfunktion for PTSD. Du behøver ikke have erfaring med ledelse, men det er selvfølgelig en forudsætning, at du har lyst til det.

Vi lægger vægt på samarbejde med de andre regioners klinikker, både indenfor forskning, udvikling og behandling, herunder et tæt samarbejde med vores samarbejdspartnere i Region Hovedstaden.

Vi forventer, at du

  • Har særlig interesse for ambulant behandling af flygtninge og andre personer med traumebetingede psykiatriske lidelser
  • Har gode samarbejdsevner
  • Er interesseret i og indstillet på faglig udvikling
  • Har lyst til udvikling af faglige netværk på tværs af regioner og landegrænser
  • Vægter udvikling af evidensbaseret praksis

Hvem er vi?

Vores klinik har regionsfunktion i Region Sjælland, og vi modtager derfor patienter fra alle dele af regionen. Vi hører under Afdeling for Specialfunktioner og er fordelt på tre geografier med hovedsæde i det nye psykiatrisygehus i Slagelse og har satellitter i Køge og Vordingborg. Vi har sekretærer, psykologer, læger, sygeplejersker, socialrådgivere, fysioterapeut og psykomotoriske terapeuter i vores klinik.

Klinikken behandler flygtninge med PTSD som følge af krigstraumer, tortur og vold i forbindelse med krig og flugt. Vores nye regionsfunktion for PTSD tilbyder behandling til personer som har været udsat for exceptionelle erhvervsrelaterede traumer. Vi tilbyder traumefokuseret terapi og stabiliserende forløb, afhængig af patientens tilstand og ressourcer. Samarbejdet med regionens 17 kommuner, praktiserende læger og andre relevante samarbejdspartnere er højt prioriteret.

Behandlingen er tværfaglig og retter sig mod psykisk rehabilitering, stabilisering af døgnrytme, eventuelle psykiatrisk komorbide sygdomstilstande og nyorientering mod familie, arbejdsplads og uddannelsesmuligheder.

Vi modtager ca. 400 nye patienter hvert år i Klinik for Traumatiserede Flygtninge og Regionsfunktion for PTSD.

Klinikken arbejder målrettet med at udvikle og optimere vores patientforløb med udgangspunkt i evidensbaseret behandling indenfor en biopsykosocial tilgang til traumebehandling.

Vi tilbyder dig

  • En spændende arbejdsplads, hvor vi prioriterer faglig udvikling
  • Gode kollegaer i en tværfaglig personalegruppe, der brænder for specialet
  • Mulighed for at udvikle regionens behandlingstilbud
  • Gode muligheder for faglig uddannelse og supervision samt lederuddannelse
  • Mulighed for at indgå i undervisnings-, kvalitets- og forskningsopgaver
  • En arbejdsplads med tæt tilknytning til det lokale forskningsmiljø
  • Ingen vagtforpligtelse i stillingen

Du refererer til afdelingsledelsen, bestående af ledende overlæge og ledende oversygeplejerske.

Løn og ansættelsesforhold

I henhold til overenskomster indgået mellem Danske Regioner og FAS.

Der er gode muligheder for efteruddannelse både internt og eksternt. Der er endvidere mulighed for at etablere forskningsaktiviteter i samarbejde med Psykiatrisk Forskningsenhed.

Ansøgning og cv samt relevante bilag sendes elektronisk ved klik på knappen: søg jobbet.

Læs mere her om dine karrieremuligheder inden for netop dit speciale og hør, hvorfor andre af dine kollegaer allerede har valgt Region Sjælland på Det Gode Lægeliv.