Specialeansvarlig overlæge i geriatri til Medicinsk Afdeling, Sjællands Universitetshospital, Køge Ved Medicinsk Afdeling, Sjællands Universitetshospital Køge er en stilling som specialeansvarlig overlæge i geriatri ledig til besættelse 01.10.17 eller snarest derefter.

Dette job er udløbet

Kvalifikationer
Stillingen ønskes besat med en overlæge-kvalificeret speciallæge i intern medicin:geriatri, som med sine faglige og videnskabelige kvalifikationer kan videreudvikle det geriatriske speciale i samarbejde med andre personalegrupper.

Sjællands Universitetshospital er under hastig udvikling med såvel nyt nyggeri som en markant akademisk oprustning. Stillingen giver derfor i udpræget grad mulighed for, at ansøger kan præge udviklingen af geriatrien på landets nyeste universitetshospital. Der vil derfor blive lagt vægt på, at ansøger har visioner og holdninger til fremtiden for det geriatriske speciale på et universitetshospital.

Medicinsk Afdeling
Medicinsk Afdeling har fire sengeafsnit med i alt 80 senge og driver endvidere en betydelig ambulant virksomhed. Afdelingsledelsen består af den ledende overlæge og den ledende oversygeplejerske. Lægestaben består af 22 overlæger, fire 1. reservelæger og 12 reservelæger.

To af afdelingens sengeafsnit er primært dedikeret til patienter med gastroenterologiske sygdomme. Et afsnit er primært dedikeret til patienter med endokrinologiske sygdomme mens det sidste afsnit primært er dedikeret til geriatriske patienter. Alle afsnit modtager patienter med generelle medicinske lidelser udover patienter med sygdomme indenfor afsnittets særlige fokus område.

Afdelingen har regionsfunktioner i gastroenterologi/hepatologi, endokrinologi samt geriatri.

Der er etableret en klinisk forskningsenhed, som er en samlende enhed for al forskning i afdelingen. Der er planer om at udvide denne enhed yderligere i de kommende år, hvor afdelingen har en målsætning om en yderligere forøgelse i antallet af aktive forskere og ph.d.-studerende.

Den geriatriske funktion
Det geriatriske ambulatorium er aktuelt beliggende på Roskilde matriklen af SUH. Der varetages udredning og behandling af de hyppigst forekommende geriatriske patienter med særligt fokus på udredning af demens og patienter med fald tendens. Afdelingen råder over relevant udstyr til disse undersøgelser og ambulatoriet har et erfarent og kompetent personale.

Det geriatriske sengeafsnit er beliggende på Køge matriklen af SUH, hvor der tillige foregår en mindre ambulant geriatrisk virksomhed. Der er 20 senge på det geriatriske sengeafsnit. Derudover er der et samarbejde med Ortopædkirurgisk Afdeling om faste geriatriske tilsyn på de ortogeriatriske patienter.

Den specialeansvarlige overlæge vil i den nuværende struktur få tjeneste på begge matrikler. Afdelingen er p.t. normeret til 4 overlæger/afdelingslæger i geriatri og deltager i den geriatriske speciallægeuddannelse.

Den specialeansvarlige overlæge vil i meget høj grad få indflydelse på udviklingen af det geriatriske speciale på SUH. Det er afdelingens målsætning at styrke forskningen i geriatri, inklusive oprettelse af et forskningslektorat/professorat i geriatri inden for de nærmeste år. Det ses således gerne, at den kommende specialeansvarlige overlæge har en forskningsmæssig interesse.

Undervisning
I et samarbejde med Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet deltager hospitalet og afdelingen i den kliniske uddannelse af medicinstuderende.

Medicinsk Afdeling varetager klinisk og teoretisk undervisning af medicinstuderende på 2. kandidatsemester og har p.t. et antal undervisningslektorater. Til afdelingen er knyttet et lærestolsprofessorat ved Institut for Klinisk Medicin, Københavns Universitet, idet professoren tillige er specialeansvarlig overlæge på afdelingen med funktion i den gastroenterologiske/hepatologiske sektion.

I den lægelige videreuddannelse deltager Medicinsk Afdeling :

  • Introduktionsuddannelsen i intern medicin
  • Hoveduddannelsesforløb i almen medicin
  • Hoveduddannelsesforløb i intern medicin:geriatri
  • Hoveduddannelsesforløb i intern medicin:gastroenterologi og hepatologi
  • Hoveduddannelsesforløb i intern medicin:endokrinologi
  • Hoveduddannelsesforløb i intern medicin:kardiologi

Afdelingens lægelige arbejdstilrettelæggelse
Der planlægges i øjeblikket med en reservelæge i bunden vagt med toholdsdrift. Den intern medicinske bagvagt fordeles på overenskomstansatte overlæger, afdelingslæger og 1. reservelæger og er p.t. ca. 20-skiftet. Bagvagten er tilkaldevagt fra hjemmet.

Den ansøgte specialeansvarlige overlæge er som udgangspunkt en vagtfri stilling. Såfremt ansøger aktivt ønsker det kan han/hun dog deltage i den medicinske bagvagt efter nærmere aftale.

Lægestaben er opdelt i speciale-teams, der dækker de respektive sengeafsnit med tilhørende ambulatorium. Der er således et gastroenterologisk/hepatologisk team, et endokrinologisk team og et geriatrisk team. Til hvert team er knyttet 4-9 overlæger/afdelingslæger, 1-3 1.reservelæger og et vekslende antal reservelæger. Afsnitsledelsen består af en overlæge og en afdelingssygeplejerske.

Sjællands Universitetshospital
Sjællands Universitetshospital vil være pioner i det danske sundhedsvæsen og definere en ny, bedre og anderledes måde at drive et sundhedsvæsen på. Med overskriften ”Patienten er alt” implementerer hospitalet en ambitiøs strategi, som vil sætte en ny retning for fremtiden. Missionen er patienten, og visionen er suveræn kvalitet.

Sjællands Universitetshospital er etableret som en organisatorisk enhed. Vi er således allerede nu i gang med at skabe et samlet og bedre sundhedsvæsen for regionens borgere og en spændende og udviklende arbejdsplads for medarbejderne.

Når bygningerne i Køge står færdige i 2022, vil regionens specialiserede behandlings-, forsknings- og undervisningsaktiviteter være samlet her.

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst.

Ansættelsessamtaler i uge 30-31

Inddragelse af repræsentanter fra patientforum
Som led i strategien inddrages medlemmer af hospitalets patientforum i lederrekrutteringer. Det må derfor forventes, at der deltager en patient eller pårørende i samtaleudvalget.