Sektionsleder søges til at styrke patientsikkerheden i Lægemiddelstyrelsen

Dette job er udløbet

Er du interesseret i ledelse i et fagligt stærkt og engageret miljø? Brænder du for at forbedre lægemiddelsikkerheden til gavn for borgerne? Så er du måske vores nye sektionsleder for Lægemiddelbivirkninger i Lægemiddelstyrelsens Enhed for Lægemiddelsikkerhed & Medicinsk Udstyr.

Lægemiddelstyrelsen har en ambitiøs vision og strategi    

Lægemiddelstyrelsen er Danmarks nationale myndighed for godkendelse og overvågning af lægemidler, medicinsk udstyr og kliniske forsøg. I Enhed for Lægemiddelsikkerhed & Medicinsk Udstyr overvåger vi og forbedrer sikkerheden ved lægemidler og medicinsk udstyr til gavn for borgerne.  Enheden består af fire sektioner, og vi søger en leder til Sektion for Lægemiddelbivirkninger.

Som leder af Sektion for Lægemiddelbivirkninger kommer du – med særligt fokus på at styrke indberetningsområdet – til at bidrage til, at Lægemiddelstyrelsen når visionen om at blive en af Europas førende lægemiddelmyndigheder. Vi har netop offentliggjort en perspektivrig 5-årig strategi for Lægemiddelstyrelsen og en faglig strategi for lægemiddelovervågning inklusiv bivirkningsområdet. Aktuelt omsættes denne til handleplaner for de enkelte sektioner.

Du bliver del af et nyt og ambitiøst ledelsesteam i enheden, der har ansvaret for at sikre høj faglighed og udvikling, effektiv driftsledelse og den bedst mulige arbejdsplads.

Dine arbejdsopgaver 

Du refererer til enhedschefen og har det faglige, personalemæssige og driftsmæssige ledelsesansvar for en velfungerende gruppe bestående af 12 dygtige og engagerede akademiske medarbejdere og studenter. Det er afgørende, at du holder fokus på drift og resultater, men samtidig sikrer faglig udvikling og bevarer et godt arbejdsmiljø. Med omdrejningspunkt i daglig og nærværende ledelse i sektionen sikrer du en effektiv driftsledelse og bidrager som medlem af enhedsledelsen til, at enheden når de fastlagte mål, ligesom du bidrager til lægemiddelstyrelsens samlede udvikling som medlem af sektionslederkredsen. Du får en stor kontaktflade til sundhedsvæsenet, virksomheder, borgere og myndigheder. Internationalt samarbejde og en vis pressekontakt må forventes.

Sektionen har ansvaret for at sikre grundlaget for bivirkningsindberetninger og håndterer alle danske indberetninger om bivirkninger ved lægemidler fra borgere, industrien og sundhedsprofessionelle i en europæisk kontekst. Bivirkningsområdet er i hastig udvikling, og der er behov for at finde nye løsninger, der skal sikre den bedst mulige viden til gavn for patientsikkerheden. Som led heri er der netop skudt en proces i gang med henblik på at etablere et nyt nationalt bivirkningssystem, og der er sat fokus på et styrket samarbejde med brugerne og sundhedsvæsenets parter. Du får også ansvaret for at implementere LEAN i sektionen.

Din baggrund 

Du har formentlig en sundheds- eller naturvidenskabelig uddannelse og har igennem din karriere opbygget faglige kompetencer inden for lægemiddelsikkerhed og inden for ledelse. Vi forventer, at du:
  • er fagligt engageret og målrettet
  • har flair for effektiv driftsledelse og erfaring med personaleledelse
  • har erfaring inden for enten lægemiddel- eller sundhedsområdet
  • har erfaring med at arbejde i krydsfeltet mellem administration og politik
  • formår at sætte retning og skabe resultater gennem andre
  • har stærke samarbejds- og kommunikationsevner
  • kan være med til at drive data og it-udvikling på bivirkningsområdet
  • kommunikerer ubesværet både på dansk og engelsk.
Vi tilbyder

Et meningsfuldt arbejde. Du vil blive en del af et aktivt fagligt miljø, hvor du sammen med dygtige og engagerede kolleger, får mulighed for at anvende og udvikle dine kompetencer inden for et bredt felt. Vores arbejdsklima er uformelt og præget af engagement, humor og gensidig respekt.

Løn og ansættelsesvilkår 

Ansættelse sker i henhold til gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation eller Yngre Læger, eller i henhold til gældende fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og CO10 og organisationsaftalen for sygeplejersker i staten.

Tiltrædelse snarest muligt.

Vil du vide mere? 

Du kan få mere at vide om stillingen ved at kontakte enhedschef Janne Lehmann Knudsen på tlf. 44 88 97 44 eller sektionsleder Benedicte Lunddahl på tlf. 44 88 97 55.

Er du interesseret?  

Så send os din ansøgning med CV og eksamensbevis elektronisk via linket nederst i stillingsannoncen på www.lmst.dk/job senest den 20. februar 2017.

Ansættelsessamtaler indledes i uge 8.

Alle interesserede, uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold, opfordres til at søge stillingen.