Reservelæge i introduktionsstilling til Psykiatrien Vest, Slagelse I-stilling i psykiatri med mulighed for efterfølgende Phd-ansættelse

Dette job er udløbet

I-stilling i psykiatri med mulighed for efterfølgende Phd-ansættelse.

I Psykiatrisygehuset i Slagelse søger vi nye lægekolleger, som har lyst at prøve kræfter med psykiatrien som klinisk speciale og forskningsfelt.

Vi har to i-stillinger (3800150-50-i-02 og 3800150-50-i-03) ledige ved Psykiatrisygehuset.

Fremover vil vores I-stillinger bestå af en intensiv akut periode i vores nye psykiatriske akut modtagelse (PAM), og derefter to tre måneders perioder ved alment eller specialiserede sengeafsnit eller ambulatorier på samme matrikel.

Efter de 12 måneders ansættelse vil der for den forskningsinteresserede ansøger, være mulighed for at blive indskrevet i et treårigt klinisk psykiatrisk phd-forløb.
Hvis du ønsker at ansøge om denne option bedes ansøgningen bilagt ½ side om dine forskningsmæssige interesser.

En anden mulighed for at afprøve en forskningsinteresse er at søge om en kombi i-stilling, hvor stillingen bliver toårig, og tiden fordeles med 50% klinik og 50% forskning.
Alle de nævnte stillinger kan omdannes til sådanne forløb.

Psykiatrisygehusets forskningslektor, overlæge, dr.med. Sidse Arnfred vil være vejleder for forskningsforløbene og projekternes indhold skal have karakter af klinisk forskning.

Det vil kunne række på tværs af faggrænser eller specialer, f.eks. med fokus på psykopatologi og somatik, på psykopatologi og neurobiologi eller på mekanismer ved eller effekt af psykoterapi eller medicin.
Derudover har vi en særlig interesse for forskning i medicinsk uddannelse inden for det psykiatriske område.

Region Sjællands Psykiatrisk Forskningsenhed ligger også i Psykiatrisygehuset, og der bliver et dynamisk lægeligt og tværfagligt forskningsmiljø, der udover ovenævnte områder også omfatter retspsykiatri, personlighedsforstyrrelse og tidlig opsporing ved psykose.

Psykiatrisygehuset rummer Psykiatrisk Akut Modtagelse (PAM) med 12 pladser, heraf seks højt skærmede, og en række integrerede sengeafsnit med 17 sengepladser, heraf to skærmede. De integrerede afsnit samarbejder to og to og er i hovedsag geografisk rettede mod optag af patienter fra bestemte kommuner i optageområdet.

Der er til voksenpsykiatrisk afdeling tilknyttet seks distriktspsykiatrier i henholdsvis Slagelse, Ringsted, Sorø, Holbæk, Kalundborg og Nykøbing Sj.

Psykiatrisygehuset ligger tæt ved det somatiske sygehus, som vi samarbejder med klinisk, forsknings- og undervisningsmæssigt

Det daglige arbejde vil primært bestå af selvstændig stuegang og vagtarbejde, begge dele under supervision af hovedvejleder og klinisk vejleder.

Der tilbydes derudover et kognitivt psykoterapiforløb og tilhørende individuel supervision på 10-15 gange samt mulighed for gruppe supervision.

I den kliniske hverdag indgår der teoretisk undervisning og klinikker hver 2. uge og daglig gennemgang af dagens case.
Selvfølgelig er der mulighed for at deltage i I-kursus, grundkursus i psykoterapi, forskningsworkshops samt andre relevante kurser.

Vi støtter desuden deltagelse i Dansk Psykiatrisk Selskabs årsmøde efter prioritering.

Vagterne er to-skiftede, og der er ekstra forvagtshold bestående af lægestuderende i tidsrummet fra kl. 10.00 – 22.00.
Bagvagten er fast tilstede på sygehuset på hverdage i tidsrummet kl. 15.00-18.00.

Vi ønsker engagerede yngre læger, der ser mulighederne inden for det psykiatriske speciale og har gennemført KBU.
Tidligere vikariat i psykiatrien som lægestuderende er et plus.

For rette ansøgere vil der være gode muligheder for længere tids tilknytning til Psykiatrisygehuset i Slagelse, i det vi gerne tilrettelægger forløb, der både omfatter H-stilling og PhD-projekt

Løn efter gældende overenskomst med YL.

I henhold til Region Sjællands personalepolitik er det en betingelse for ansættelsen, at der indhentes tilfredsstillende straffeattest (§22).

Såfremt du ønsker yderligere oplysninger om stillingerne, eller kunne du tænke dig ”en dag på afdelingen”, så kontakt uddannelsesansvarlig overlæge Sidse Arnfred, 24 22 70 45.

Ansættelsessamtaler 24.03.17.

Kontaktperson(er):
Navn: Sidse Marie Hemmingsen Arnfred
Email: sidar@regionsjaelland.dk