Overlæger / afdelingslæger til Neurologisk Afdeling, Sjællands Universitetshospital Roskilde Neurologisk Afdeling, Sjællands Universitetshospital står over for at udvide og opbygge flere neurologiske specialfunktioner; fra 01.11.17 eller snarest derefter, søger vi afdelingslæger eller overlæger med interesse og erfaring inden for et eller flere af subspecialerne

Dette job er udløbet
  • ALS
  • Multipel sklerose
  • Neuroonkologi
  • Neurovaskulære sygdomme
  • Hovedpine sygdomme

Du bliver en del af en universitetsafdeling, hvor vi har fokus på øgede specialiserede behandlingstilbud, forskning, uddannelse og ikke mindst bedre inddragelse af patienter som partnere i eget patientforløb. Neurologisk Afdeling, SUH, er en afdeling i højt tempo og vækst, hvor engagementet, gejsten og kollegialiteten er høj.

For hele Sjællands Universitetshospital gælder, at vi er midt i en enestående udvikling. Henover det næste årti vil vi udvikle Danmarks femte og sidste universitetshospital, Sjællands Universitetshospital. Sjællands Universitetshospital vil være pioner i det danske sundhedsvæsen og definere en ny, bedre og anderledes måde at drive et sundhedsvæsen på. Med overskriften ”Patienten er alt” implementerer hospitalet en ambitiøs strategi, som vil sætte en ny retning for fremtiden. Missionen er patienten, og visionen er suveræn kvalitet. Læs mere om Sjællands Universitetshospital her

Når de nye bygninger i Køge står færdige i 2023, vil det samle regionens specialiserede behandlings-, forsknings- og undervisningsaktiviteter. Sjællands Universitetshospital bliver omdrejningspunkt for udviklingen af hele Region Sjællands sundhedsvæsen i et tæt samspil med regionens øvrige sygehuse.

Sjællands Universitetshospital indgår i Københavns Universitets Hospital, som er et samarbejde mellem Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet og sygehusene i Region Hovedstaden og i Region Sjælland.

Neurologisk Afdeling

De grundlæggende mål

  • At sikre neurologisk udredning, behandling og pleje på højeste niveau for alle Region Sjællands borgere, der har neurologiske sygdomme eller symptomer
  • At medinddrage patienter og pårørende i videst muligt omfang i alle aspekter af patientens forløb hos os
  • At bidrage nationalt og internationalt til forskning og undervisning på neuro-området, ved en aktiv indsats som understøttes af både afdelingsledelse, sygehusledelse og regionsledelse
  • At understøtte alle medarbejdere i fortsat udvikling og ajourføring på deres faglige viden og kunnen via en åben og støttende atmosfære som fremmer både engagement og læring

Neurologisk Afdeling leverer neurologiske ydelser for hele Region Sjælland. Befolkningsunderlaget er 820.000 borgere, og afdelingen varetager alle de specialiserede neurologiske funktioner i Region Sjælland samt størstedelen af hovedfunktionsopgaverne. Vi har et tæt samarbejde med regionens akutafdelinger om de akutte neurologiske patientforløb.

Afdelingen yder årligt (2017) i alt 6500 indlæggelser, 18000 ambulante besøg, 5700 neurofysiologiske undersøgelser, samt ca. 300 teleneurologiske konsultationer til Grønland.

Afdelingen består af

  • Sengeafsnit med i alt 59 senge, omfattende:
    • Akut neurovaskulært afsnit, med tre trombolysesenge. Afsnittet er komplet med egen telemetri- og holtermonitoreringsfunktion, ultralydsafsnit og TIA klinik
    • Akut neurologi afsnit med tre semi-intensive overvågningspladser med mulighed for døgndækkende EEG, to elektive epilepsiovervågningspladser (EMU) samt 1 søvn-monitoreringsseng. Sengeafsnittet har tilknyttet akut-ambulatorium
  • Ambulatorium med behandler afsnit med infusionsrum, specialklinikker for epilepsi, multipel sklerose, bevægeforstyrrelser, botulinumtoksin behandling, neuromuskulære- og cerebrovaskulære sygdomme;
  • Regionalt Videnscenter for Demens
  • Klinisk Forsknings Enhed
  • Tværfaglige støttefunktioner bestående af neuropsykologer, talepædagoger og socialrådgiver
  • Neurofysiologisk Center

Alle speciallæger i afdelingen har ugentlig afsat tid til administration, idet vi lægger vægt på, at overlægerne varetager tværgående organisatoriske, uddannelsesmæssige og ledelsesmæssige opgaver.

Uddannelse er højt prioriteret i afdelingen. Alle speciallæger forventes aktivt at tage del i uddannelsesfunktioner monofagligt (læger og medicinstuderende) såvel som tværfagligt.

Afdelingen varetager både præ- og postgraduat lægelig uddannelse, og har aktuelt

  • Tre hold á 13 lægestuderende pr. semester
  • Seks læger i hoveduddannelsesstillinger
  • Syv læger i introduktionsstillinger
  • Tre læger i psykiatri sideuddannelsesstillinger

Vi har igennem mange år fået meget gode evalueringer af afdelingens uddannelsesindsats (både på www.evaluer.dk og evalueringer fra lægestuderende ved Københavns Universitet).

Afdelingens stab

Der er 24 fuldtidsansatte speciallæger, heraf tre speciallæger i klinisk neurofysiologi samt en speciallæge i intern medicin/geriatri. Herudover tæller afdelingens lægelige stab 20 yngre læger.

Afdelingen har i alt 220 medarbejdere fordelt på syv faggrupper.

Afdelingen er særdeles undervisnings- og forskningsaktiv og i speciallægegruppen er en professor, to kliniske forskningslektorer og tre kliniske lektorer (to C-lektorater og et B-lektorat). Der er for nuværende syv kliniske assistenter i PhD forløb (en sygeplejerske og seks læger).

Kvalifikationer

  • Speciallæge i neurologi

Erfaringsmæssig

  • Erfaring indenfor for hver af de syv lægeroller
  • Erfaring med en eller flere af følgende områder: ALS, multipel sklerose, neuroonkologi, neurovaskulære sygdomme, hovedpine sygdomme (medicinsk ekspert)

Ansvars og kompetenceområder

Aftales efter ansættelsen på baggrund af den fremgangsrige ansøgers erfaringer og kvalifikationer, men vil omfatte et af ovenstående subspecialer.

Løn- og ansættelsesvilkår

Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst. Afhængigt af ansøgers kvalifikationer, anciennitet og erfaring, er der tale om ansættelse i overlæge eller afdelingslæge stilling.

Aktuelle stillinger er enten forbundet med deltagelse i døgndækkende trombolysevagt (ca. 2-3 pr. måned) eller bagvagtsfunktion og weekendstuegang ca. hver 10. weekend. Bagvagtsfunktionen er ikke er formaliseret vagt, men udvidet dagtjeneste på hverdage 08:30 -18 (ca. to gange pr. måned).

Inddragelse af repræsentanter fra patientforum

Som led i strategien inddrages medlemmer af hospitalets patientforum i lederrekrutteringer. Det må derfor forventes, at der deltager en patient eller pårørende i samtaleudvalget.

Yderligere oplysninger

Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til ledende overlæge Jesper Gyllenborg.

Du kan læse mere om Sjællands Universitetshospital på www.regionsjaelland.dk/suh og om forskningsaktiviteten på www.zuh.dk

Send ansøgning og cv hvoraf din kompetenceprofil fremgår.

Sundhedsstyrelsen har decentraliseret bedømmelserne vedrørende overlægestillinger, og Sjællands Universitetshospital anvender en vurdering af de syv lægeroller (Medicinsk ekspert/lægefaglig, Kommunikator, Samarbejder, Leder/administrator/organisator, Sundhedsfremmer, Akademiker/forsker og underviser, Professionel) i den faglige bedømmelse. Ansøger bedes i ansøgningen – med bedst mulig dokumentation – forholde sig konkret til de syv lægeroller jævnfør Sundhedsstyrelsens rapport: De syv lægeroller, fra maj 2013

Du kan læse mere om rollemodellen (De syv lægeroller) her

Ansøgningsfrist 21.09.17

Læs mere her om dine karrieremuligheder inden for netop dit speciale og hør, hvorfor andre af dine kollegaer allerede har valgt Region Sjælland på Det Gode Lægeliv.

Kontaktperson(er):
Navn: Jesper Gyllenborg
Email: jgy@regionsjaelland.dk
Telefon: 47322801
Om Sjællands Universitetshospital
Sjællands Universitetshospital vil være pioner i det danske sundhedsvæsen og definere en ny, bedre og anderledes måde at drive et sundhedsvæsen på. Med overskriften ”Patienten er alt” implementerer hospitalet en ambitiøs strategi, som vil sætte en ny retning for fremtiden. Missionen er patienten, og visionen er suveræn kvalitet.

Sjællands Universitetshospital er etableret som en organisatorisk enhed. Vi er således allerede nu i gang med at skabe et samlet og bedre sundhedsvæsen for regionens borgere og en spændende og udviklende arbejdsplads for medarbejderne. Når bygningerne i Køge står færdige i 2022, vil regionens specialiserede behandlings-, forsknings- og undervisningsaktiviteter være samlet her. Læs mere om Sjællands Universitetshospital på her.