Overlæge med særligt ansvar for geriatrisk funktion ved Hospitalsenhed Midt. Hospitalsenhed Midt udbygger den geriatriske indsats på tværs af hospitalets matrikler, med en fremadrettet geografisk forankring ved Medicinsk Afdeling, Regionshospitalet Viborg.

Dette job er udløbet

Derfor søger vi en overlæge, som er speciallæge i geriatri og som kan gå foran i forhold til at omsætte visioner til handling, udvikle og forankre geriatrien ved RH Viborg. Stillingen er ledig pr. 1. januar 2018 eller efter aftale.

Vores vision er at alle patienter i HE Midt med geriatriske problematikker får et helhedsorienteret, sammenhængende og fleksibelt sundhedstilbud uden mærkbare organisatoriske grænser mellem afdelinger/centre og mellem sektorer.

Der vil i årene fremover være et markant fokus på det stigende antal såbare ældre og deres ofte meget komplekse sygdomstilstand og særlige symptomer og behov.

Derfor er det HE Midt’s ambition at skabe et fagligt miljø rundt om det geriatriske speciale, funderet på intern medicin, men med kontaktflader til flere grene, herunder akutmedicin, ortopædkirurgi, kardiologi m.fl. Ambitionen går på såvel tidlig geriatrisk indsats i indlæggelsesforløb og etablering af geriatriske sengepladser. På længere sigt ser vi også et potentiale for udgående funktion gennem en yderligere styrkelse af det velfungerende samarbejde mellem hospitaler og kommuner i Midtklyngen.

Visionen for den geriatriske funktion i HE Midt kan hentes her.

Deler du vores vision? 
Og har du de samme ambitioner på geriatriens vegne, som du gerne ser ført ud i livet? Så tilbyder vi en mulighed for, at indgå som overlæge i en helt særlig rolle i forhold til opbygning af en styrket geriatrisk funktion ved HE Midt i tæt samarbejde med erfarne geriatriske speciallæger og sygeplejersker i Diagnostisk Center, RH Silkeborg.

Der lægges stor vægt på sociale/kollegiale kompetencer og lyst til at indgå i og udvikle det tværfaglige samarbejde samt høj faglig ekspertise. Endvidere vægtes initiativ og evne og interesse i uddannelse af yngre læger, sygeplejersker og andet personale. Der vil ligeledes være behov for kontakter til og samarbejde med regionens øvrige geriatriske funktioner/afdelinger.

Det vægter desuden højt at du

  • mestrer dialogen med patienter, samarbejdspartnere og kolleger
  • har et ønske om fortsat uddannelse og udvikling, såvel personligt som for den geriatriske funktion til gavn for patienterne
  • har stor arbejdskapacitet og fagligt engagement
  • arbejder med udgangspunkt i godt humør, fleksibilitet og gode samarbejdsevner
  • er fleksibel og sætter pris på tværfagligt teamarbejde

Som geriater ved HE Midt bliver du
En del af en stor intern medicinsk afdeling, der dels modtager uselekterede intern medicinske patienter, dels varetager en række grenspecialiserede funktioner, herunder gastroenterologi, lungemedicin, nefrologi, endokrinologi, infektionsmedicin, reumatologi og dermatologi. Afdelingen betjener et befolkningsgrundlag på ca. 250.000 indbyggere.

Du bliver, sammen med de øvrige kolleger i geriatrisk team, ansvarlig for de 4-6 sengepladser i Medicinsk Afdeling, der dedikeres til geriatriske patienter. Den overordnede koordinering af det enkelte patientforløb varetages af den geriatriske læge i tæt samarbejde med øvrige medarbejdere tilknyttet til det geriatriske team – primært sygeplejersker, terapeuter og farmaceuter.

I etableringsfasen prioriteres geriatrisk tilstedeværelse i Akutafdelingen, således at de mest hensigtsmæssige forløb straks kan iværksættes dér. Det geriatriske team skal dels inddrages i forløbene for de patienter, der udskrives fra Akutafdelingen, dels følge op på forløbene for de, der overflyttes til andre afdelinger. De geriatriske læger vil fungere som patientansvarlig læge for de geriatriske patienter.

Den geriatriske funktion i RH Viborg indgår i et tæt samarbejde med den geriatriske funktion i RH Silkeborg, forankret i Klinik for Ældresygdomme i Diagnostisk Center. Her er et team bestående af to geriatriske speciallæger, tre sygeplejersker, to terapeuter samt lægesekretær og farmaceut.

For at sikre et stærkt tværfagligt samarbejde, forestiller vi os at du har 4 ugentlige arbejdsdage i RH Viborg og en ugentlig arbejdsdag i RH Silkeborg, Klinik for Ældresygdomme. Der vil ligeledes ske udveksling af geriatriske speciallæger og sygeplejersker fra RH Silkeborg til RH Viborg.

Stillingen er vagtfri indtil videre. Der er dog mulighed for vagt efter ønske.

Stillings- og funktionsbeskrivelse kan hentes her.

Om Medicinsk Afdeling og Akutcenter
Medicinsk Afdeling er placeret både i Viborg og i Skive. Der er 54 sengepladser i Viborg.
Medicinsk Afdeling er præget af stor aktivitet og fagligt engagement. Afdelingen er udpeget til at oppebære akutfunktion og varetager uddannelse af yngre læger på alle niveauer.

Medicinsk Afdeling har et tæt samarbejde med Akutafdelingen, hvor langt de fleste af hospitalets akutte patienter modtages. Børn, fødende, psykiatriske- og visiterede hjertepatienter går dog foreløbigt udenom afdelingen.

Bygning af et nyt akutcenter på cirka 22.000 m2 forventes af stå færdig ultimo 2018. Akutafdelingen bliver således det naturlige centrum for den akutte aktivitet og modtagelse af alle akutte patienter døgnet rundt. Patientmodtagelse og planlægning af accelererede patientforløb gennemføres i et tæt tværfagligt samarbejde mellem Akutafdelingens personalegrupper, og i et tæt samarbejde med hospitalets øvrige specialer, hvor geriatrien kommer til at spille en væsentlig rolle.

Generelt om hospitalsenhed Midt
Hospitalsenhed Midt er en dynamisk hospitalsenhed med ca. 4.400 ansatte, et budget på 2,4 mia. kr. årligt.

De fire regionshospitaler danner tilsammen en dynamisk hospitalsenhed, der har en stærk faglig profil og er i kraft af specialernes kompleksitet og bredde en af de bredeste specialiserede hospitalsenheder i Jylland.

Regionshospitalet Viborg er i færd med udbygning til i alt 1,15 mia. kr., heraf det nye Akutcenter, som forventes færdigt i 2018.

Se nærmere om Hospitalsenhed Midt på www.hospitalsenhedmidt.dk.

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst på området.

Med henvisning til Lov om indhentelse af børneattest i forbindelse med ansættelse af personale m.v., vil der blive indhentet børneattest i forbindelse med eventuel ansættelse.

Ansættelsen sker ved Region Midtjylland med tjeneste indtil videre ved Hospitalsenhed Midt, Medicinsk Afdeling

Yderligere information
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til:
Ledende overlæge Henning Danielsen, Medicinsk Afdeling tlf. 7844 7010
Ledende overlæge Jacob Stouby Mortensen, Akutafdelingen tlf. 7844 5111
Lægefaglig direktør Michael Braüner Schmidt tlf. 7844 1003.

Ansøgningsfrist
Ansøgningen skal sendes elektronisk og være os i hænde senest den 12. november 2017 med dokumentation for uddannelse, speciallægeuddannelse m.v. samt udfyldt skema til bedømmelse af lægefaglige kompetencer for ansøger til stilling som speciallæge i Region Midtjylland.

Ansættelsessamtaler forventes afholdt den 28. november 2017.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil omplaceringsramte medarbejdere, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale