Overlæge med funktionsledelse ved Lokalpsykiatri Djursland

Dette job er udløbet

Lokalpsykiatri Djursland (LPD) er en del af Regionspsykiatrien Randers. LPD dækker Norddjurs og Syddjurs kommuner svarende til et befolkningsunderlag på ca. 80.000 borgere. Lokalpsykiatrien er omdrejningspunktet for al visitation og ambulant behandling, der er derfor et tæt samarbejde mellem sengeafsnit, OPUS-team, ADHD klinik, psykoterapeutisk afsnit og Lokalpsykiatrien.

De distriktspsykiatriske teams tilbyder hurtig visitation, udredning og behandling i pakkeforløb. Formålet hermed er at sikre en hurtig ambulant indsats og forebygge forværring af tilstanden og/eller indlæggelse. Der er tale om såvel akutte, intensive behandlingsopgaver som mere langvarige forløb indenfor psykose spektret eller det affektive spektrum af sindslidelser.

Der er tale om en stilling som lægelig leder med kliniske opgaver på tværs af teams og kommuner, i samarbejde med en allerede ansat overlæge og en afdelingslæge samt 1-2 reservelæger.

Et team består af yngre læge, distriktssygeplejersker, psykolog, ergoterapeut og sekretærer, hvoraf nogle er tilknyttet specifikke pakkeforløb. Arbejdet i teamet er tværfagligt med vægt på vejledning af og samarbejde med primærsektoren. Lægen deltager i regelmæssig supervision for teamet.

Det daglige arbejde består af udredende samtaler, opstart af behandlingsforløb, vejledning af yngre læger, vejledning af andre faggrupper og af praktiserende læger samt henvisning til eventuelle andre relevante behandlingstilbud.

Lokalpsykiatri Djursland varetager forskellige funktioner, der fordeles mellem lægerne efter interesse og kompetence, idet det tilstræbes, at den enkelte læge opnår rutine med de forskellige funktioner. Der er mulighed for at udvikle en specialiseret viden og erfaring indenfor et bredt spektrum af psykiske lidelser, ambulant gruppebehandling, ambulant retspsykiatri, behandling af misbrug og psykiatriske lidelser samt behandling af svære kroniske psykiatriske lidelser, idet LPD har et tæt samarbejde med regionale og kommunale psykiatriske boinstitutioner og varetager konsulentfunktion i forhold til kommunernes misbrugs- og alkoholrådgivning.

Den daglige arbejdsplads er i Rønde med satellitkontorer i Ebeltoft og Grenå.

Vi søger en engageret overlæge, der har en bred psykiatrisk erfaring. Du skal have interesse for og gerne erfaring med klinisk arbejde og ledelsesopgaver. Du skal kunne dele din faglige viden og være i stand til at samarbejde på tværs i huset. Vi arbejder på at lette arbejdet for overlægen ved at øge mulighederne for sagsbehandling af bl.a. klagesager, via afdelingens akademiske stab.

Hovedopgaverne vil være:

  • ledelse af behandlingsarbejde, primært indenfor psykoseområdet og retspsykiatri
  • vejledning af uddannelsessøgende læger, herunder gerne psykoterapisupervision
  • ledelsesarbejde i afsnittet i tæt samarbejde med afdelingssygeplejersken

Vi ønsker stillingen besat med en overlæge, der :

  • er speciallæge i psykiatri
  • har interesse for akut psykiatri og retspsykiatri
  • har lyst til at deltage i kvalitetsudviklingsprojekter.
  • har interesse for uddannelse og vejledning og gerne har deltaget i vejlederkursus for overlæger

Vi kan tilbyde relevant efteruddannelse og værdsætter, hvis overlægerne deltager i kurser og kongresser og understøtter gerne både ledelsesuddannelse, vejlederuddannelse og anden relevant uddannelse, fx projektstyring og forskningsdeltagelse.

Afdelingsledelsen og funktionsledelsen i de forskellige teams og sengeafdelinger udgør ledelsesgruppen i Regionspsykiatrien Randers. Den nye overlæge vil som funktionsleder indgå i ledelsesgruppen. Der er et godt og konstruktivt samarbejde i gruppen baseret på åben dialog og uddelegering af ansvar på baggrund af kompetencer og interesser.

Søg stillingen ved at klikke på “Ansøg nu!”-knappen og upload CV og ansøgning.
For nærmere oplysninger kan kontaktes ledende overlæge Runa Sturlason, Regionspsykiatrien Randers, telefon 7847 5312 eller mail runstu@rm.dk
Forventede samtaler i uge 38.

Da Region Midtjylland er igennem en væsentlig spareplan, vil omplaceringsramte medarbejdere der søger stillingen have fortrinsret til samtale.