Ledende overlæge til Medicin 2 (kardiologi og endokrinologi), Slagelse og Næstved Sygehuse – quicknr. 21047

Dette job er udløbet

Vil du være med til at sikre høj kvalitet gennem høj faglighed, strukturerede patientforløb og optimalt samarbejde internt og eksternt?

Vil du være med til at lede og udvikle de kardiologiske og endokrinologiske specialer i afdelingen Medicin 2?

Så er du den engagerede og forandringsparate ledende overlæge, vi søger til at stå i spidsen for drift og udvikling i tæt samarbejde med den ledende oversygeplejerske.

Sammen skal I varetage det ledelsesmæssige og faglige ansvar for afdelingen, sætte retning og motivere medarbejdere samt være en aktiv del af ledelsen på NSR.

Ny organisering på det medicinske område

I april 2016 blev en stor del af det medicinske område flyttet fra Næstved Sygehus til Slagelse Sygehus som en følge af Regionsrådets beslutning om fremrykning af sygehusplanen.

Derfor er der etableret følgende nye medicinske afdelinger på tværs af hhv. Slagelse og Næstved sygehuse

  • Medicin 1: Lungemedicin, gastroenterologi og reumatologi
  • Medicin 2: Kardiologi og endokrinologi
  • Medicin 3: Neurologi og geriatri

Om Medicin 2

Medicin 2 omfatter specialerne kardiologi og endokrinologi med funktioner på både Slagelse og Næstved sygehuse. Al akut medicinsk behandling er samlet på Slagelse Sygehus, mens den ambulante funktion foregår på begge sygehuse.
Afdelingen er fortsat under opbygning og tilpasning efter forårets omlægning.

Sammen med den ledende oversygeplejerske på Medicin 2 skal du sikre strukturerede patientforløb og dermed højne kvaliteten af behandlingen. Der er i afdelingen Medicin 2 en samlet lægelig normering på 16 speciallæger og 6 reservelæger.

Kardiologien

På Slagelse Sygehus er der et stort kardiologisk afsnit med hovedfunktionsniveau indenfor alle kardiologiske sygdomsgrupper. Der er tilknyttet otte speciallæger og kardiologiske hoveduddannelsesforløb.

Kardiologisk afsnit rummer 48 monitorerede sengepladser, hvor akutte patienter modtages direkte i afdelingen til primær kardiologisk vurdering med et dagligt indtag på 10-16 patienter. Derudover er der et kardiologisk ambulatorium, der varetager al non-invasiv-kardiologi bortset fra pacemakerkontrol, men inklusiv TEE og Hjerte CT.

Den kardiologiske ambulante behandling foregår både i Næstved og Slagelse med to ambulatorier, som dagligt varetages af speciallæger. Ambulatorierne er sygeplejedækket ifht hjerterehabilitering, hjerteinsufficiens samt kontrol af atrieflimmer.

Endokrinologien

Det endokrinologiske afsnit har regionsfunktioner inden for hypofysesygdomme, recidivstruma og gravide med svært traktabel stofskiftesygdom. Der er tilknyttet otte speciallæger og endokrinologiske hoveduddannelsesforløb.

Der er p.t. 14 sengepladser på det endokrinologiske afsnit, men der forventes udvidet til 22 sengepladser.

På både Næstved og Slagelse sygehuse afvikles der dagligt to speciallægebemandede ambulatorieforløb. Der er endvidere dagligt på begge lokaliteter flere sygeplejerskestyrede ambulatorieforløb til specielt diabeteskontrol og regulering.

Om Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse (NSR)

NSR sygehuse har en vision om at blive blandt de bedste blandt sammenlignelige sygehuse. Det arbejder vi målrettet på ved at styrke vores faglighed med konstant fokus på strukturerede patientforløb, sammenhæng og samarbejde. Alle elementer skal i spil for at sikre kvalitet i behandlingen af vores patienter.

Vi har store ambitioner for vores sygehuse og udvikler styringen i sygehusvæsenet i nye retninger. Vi lægger vægt på datadrevet og synlig ledelse og tilsigter en uformel og uhøjtidelig omgangstone baseret på gensidig tillid mellem leder og medarbejder. Vi prioriterer uddannelse, forskning og udvikling for at opnå både organisatorisk, patientoplevet og faglig kvalitet.

På den måde kan vi sikre mest mulig sundhed for flest mulige patienter.

Vores forventninger

Du er speciallæge i Intern medicin, kardiologi, endokrinologi eller andet relevant speciale, og du har en bred klinisk baggrund. Hvis du ikke allerede har en relevant lederuddannelse, vil vi tilbyde dig én, for eksempel en Master i Ledelse.

Som kommende ledende overlæge anser du samspillet både internt og tværorganisatorisk som afgørende for dine og afdelingens præstationer. Du vil gå forrest i at profilere Medicin 2 som en kvalitetsorienteret afdeling med fokus på både faglig og patientoplevet kvalitet. Som en kommunikativ og formidlingsstærk leder kan du argumentere overbevisende og med gennemslagskraft.

Yderligere oplysninger

Du har mulighed for at rekvirere følgende informationsmateriale hos HR-konsulent Mette Gjerløv, nsr-adm-rekruttering@regionsjaelland.dk, 56 51 20 49

  • Stillings- og funktionsbeskrivelse for ledende overlæge Medicin 2, NSR sygehuse

Vi ser gerne vores kommende samarbejde starte 01.01.17 eller snarest muligt.

Ønsker du at vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte lægefaglig vicedirektør Vagn Bach, vbac@regionsjaelland.dk, 30 70 88 24.

Ansøgning

Du bedes i din ansøgning forholde dig til de syv lægeroller/kompetenceområder. Ansøgning bør vedlægges cv med oplysning om tidligere ansættelsesforhold, kliniske kvalifikationer samt videnskabelig og undervisningsmæssig erfaring og sendes til: nsr-adm-rekruttering@regionsjaelland.dk, mrk. Ledende overlæge, Medicin 2

Ansøgningsfrist 11.09.16

Ansættelsessamtaler

Ansættelsessamtaler forventes afholdt den 19. og 26.09.16. I mellem 1. og 2. samtale skal de udvalgte kandidater gennemføre en test, ligesom der vil blive indhentet referencer fra ledere, kolleger og medarbejdere efter nærmere aftale med den enkelte kandidat.

Om Region Sjælland
Vi er regionens største arbejdsplads med mere end 17.000 medarbejdere og et budget på 17 mia. kroner. Vi løser opgaver inden for sundhed, psykiatri og regional udvikling og driver en række sociale institutioner. Klik ind på www.regionsjaelland.dk og læs mere om regionens opgaver, struktur og geografi. Du finder os også på Facebook, Twitter og LinkedIn.