Ledende overlæge inden for radiologi til Diagnostisk Center, Hospitalsenhed Midt. En stilling som centerleder og ledende overlæge inden for radiologi er ledig til besættelse ved Hospitalsenhed Midt, Diagnostisk Center, Regionshospitalet Silkeborg, pr. 1. oktober 2017 eller efter aftale.

Dette job er udløbet

Stillingen er en fuldtidsstilling på 37 timer pr. uge

Vil du være med til at videreudvikle et af Danmarks mest innovative radiologiske og medicinske centre? Med både det radiologiske speciale og alle ni medicinske specialer samlet i samme center har Diagnostisk Center unik mulighed for at udvikle nye, hurtige og effektive patientforløb med høj patientoplevet kvalitet. Vores nye ledende overlæge inden for radiologi skal være en væsentlig drivkraft i denne fortsatte udvikling, der har placeret os blandt landets bedste inden for patient- og medarbejdertilfredshed.

Om stillingen
Som ledende overlæge indgår du i centerledelsen sammen med dine to kolleger: Oversygeplejersken og den ledende overlæge for de medicinske specialer. I fællesskab har I ansvar for den videre udvikling af innovative patientforløb, hvor den dybe integration mellem radiologien og de medicinske specialer giver særligt gode muligheder for hurtig udredning og behandling. I Diagnostisk Center har radiologer og radiografer tæt kontakt til patienter og spiller en væsentlig rolle i deres forløb og behandling. Som personaleleder bliver det din rolle at videreføre og udvikle denne kultur inden for radiologien.

Dit afsæt er et stærkt fagligt fundament inden for det radiologiske speciale kombineret med ledelseserfaring. Du formår at videreudvikle specialet til et fagligt fyrtårn inden for billeddiagnostikken i Region Midtjylland – både inden for specialet isoleret set og i samspillet med de medicinske specialer. Sammen med dine medarbejdere og ledelseskolleger ser du muligheder og griber dem, så Diagnostisk Center fortsætter sin bemærkelsesværdige udvikling af innovative patientforløb.

Forskning er en central del af denne udvikling, så du søger evidens for de mange nye tiltag, vi udvikler for vores patienter. Du formår derfor at bidrage til centrerets universitetsklinik med øje for nye forskningsmuligheder, der kan drive udviklingen af patientforløb og diagnostik.

Samtidig skal du være garant for effektiv drift sammen med dine centerledelseskolleger. Udvikling og innovation må ikke blive barrierer for overholdelse af udredningsret og behandlingsgaranti, kvalitetsmål, en høj produktivitet og sund økonomi. Kun når driften er ført med sikker hånd og følger de udstukne rammer i Region Midtjylland, får Diagnostisk Center ro til at varetage sin særlige udviklingsopgave.

Som ledende overlæge skal du besidde et veludviklet samarbejdsgen og sikre sammenhængskraften på tværs i Hospitalsenhed Midt, så allerede etablerede samarbejdsrelationer på tværs af faggrupper og sektorer i hospitalets optageområde fortsætter. Dine ledelseskolleger på de andre hospitaler i Hospitalsenhed Midt er særligt vigtige samarbejdspartnere. Du skal besidde udpræget situationsfornemmelse, empati og evne at søge synergi og relationer tværs. Særligt fokus har patientforløb mellem Diagnostisk Center og afdelingerne på Regionshospitalet Viborg, herunder Akutafdelingen og søsterafdelingerne Røntgen og Skanning, Fysiologi, Hjertemedicinsk Afdeling og Medicinsk Afdeling.

Kvalifikationer
Stillingen ønskes besat med en overlægekvalificeret speciallæge i radiologi. Du skal være respekteret for dine faglige kompetencer og besidde et solidt erfaringsgrundlag, som kan bidrage fagligt og klinisk til centerets drift og udvikling.

Du skal demonstrere ledelsesmæssige kompetencer med dokumenteret ledelseserfaring, gerne på strategisk niveau. Det vil også være en fordel, hvis du har erfaring med kvalitetsudvikling i faglige funktioner og med styringsmæssige opgaver.

Du formår at etablere respekt om din person og skabe legitimitet for dig selv som leder og for centeret. I ledelsesarbejdet er synlighed, fleksibilitet og overblik væsentlige forudsætninger for at omsætte visioner og strategier til konkrete handlinger og resultater. Du er derfor en leder, som trives i klinikken tæt på drift og diagnostik.

Du har evnen og lysten til at lede, inspirere og motivere engagerede og dygtige speciallæger, radiografer og andre faggrupper gennem en tillidsvækkende og dialogbaseret ledelsesstil. Du har gennemslagskraft og kommunikerer troværdigt og klart til medarbejdere og kolleger.

Stillings- og funktionsbeskrivelse kan hentes her.

Om Diagnostisk Center
Regionshospitalet Silkeborg blev i 2007 af regionen udnævnt til et ”udviklingshospital”, der skal udvikle ”fremtidens og de praktiserende lægers hospital” med fokus på hensigtsmæssige patientforløb på tværs af faggrænser og sektorer samt konvertere akutte indlæggelser til ambulante forløb. Regionshospitalet består af to centre: Center for Planlagt Kirurgi (anæstesiologi og ortopædkirurgi) og Diagnostisk Center (medicin og radiologi). Dagens Medicin har de seneste fire år kåret hospitalet som Danmarks bedste mindre hospital.

Overordnet er Diagnostisk Center karakteriseret ved:

  • Særdeles godt kollegialt miljø (medarbejdertilfredsheden hører til den højeste i landet)
  • Samling af alle 9 medicinske specialer og radiologi under samme ledelse
  • Gode interne og eksterne samarbejdsrelationer
  • Høj (tvær)faglighed
  • Prioriteret forskningsmiljø
  • 500+ medarbejdere
  • 60.000 ambulante besøg pr. år
  • 100.000 radiologiske procedurer pr. år

Diagnostisk Center modtager elektive og akutte visiterede medicinske patienter hverdage kl 8-17 inden for næsten alle områder af det medicinske speciale. Døgnet rundt alle dage modtages medicinske patienter med åbne indlæggelser eller med opblussen i deres kroniske sygdom (”fleksible indlæggelser”).

De tiltag, som er udviklet i Diagnostisk Center, har på adskillige områder medført langt færre indlæggelsesdage for patienterne, som i stedet kan blive undersøgt og behandlet ambulant – samme dag. Senest har centeret i samarbejde med Silkeborg Kommune udviklet ”fleksible indlæggelser”, hvor kroniske patienter, der er kendt fra ambulatorierne, kan kontakte afdelingen døgnet rundt alle ugens dage, hvis de oplever opblussen i deres kendte symptomer.

Diagnostisk Center er Universitetsklinik for Innovative Patientforløb, og der er ansat en professor bl.a. i Innovative Patientforløb og tilknyttet yderligere to adjungerede professorer.
Se nærmere om Diagnostisk Center på www.regionshospitaletsilkeborg.dk

Om Hospitalsenhed Midt
Hospitalsenhed Midt omfatter Regionshospitalet Viborg, Regionshospitalet Silkeborg, Regionshospitalet Hammel Neurocenter og Regionshospitalet Skive og har ca. 4.200 ansatte samt et budget på ca. 2,4 mia. kr. årligt.

De fire regionshospitaler danner tilsammen en hospitalsenhed, der har en stærk faglig profil og er i kraft af specialernes kompleksitet og bredde en af de videst specialiserede hospitalsenheder i Jylland.

Se nærmere om Hospitalsenhed Midt på www.hospitalsenhedmidt.dk

Om løn- og ansættelsesvilkår
Ansættelsen sker i Region Midtjylland med tjeneste indtil videre ved Hospitalsenhed Midt, Diagnostisk Center

Løn- og ansættelsesvilkår forhandles med den faglige organisation med udgangspunkt i Aftale vedrørende lægelige chefer.

Med henvisning til Lov om indhentelse af børneattest i forbindelse med ansættelse af personale m.v., vil der blive indhentet børneattest i f.b.m. ansættelsen.

Yderligere oplysninger
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til:

Ledende overlæge Ulrich Fredberg på tlf. 7841 7800
Oversygeplejerske Knirke Hartmann på tlf 7841 7205
Sygeplejefaglig direktør Tove Kristensen på tlf. 7844 1004
Lægefaglig direktør Michael Braüner Schmidt på tlf. 7844 1003
Hospitalsdirektør Lars Dahl Pedersen på tlf. 7844 1002

Din ansøgning
Ansøgning indeholdende oplysninger om uddannelse (herunder autorisation), relevant ledelseserfaring, specialuddannelse, tidligere beskæftigelse m.v., samt udfyldt skema til bedømmelse af lægefaglige kompetencer for ansøger til stilling som speciallæge i Region Midtjylland skal være modtaget elektronisk senest den 9. august 2017.

Ansættelsessamtaler forventes at finde sted den 23. august 2017.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil omplaceringsramte medarbejdere, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale