Ledende overlæge til arbejdsmedicin og samfundsmedicin, Region Sjælland, Holbæk Sygehus Vil du drive og udvikle arbejdsmedicinen og samfundsmedicinen i Region Sjælland? Ledende overlæge ved Arbejdsmedicinske Afdeling, Holbæk Sygehus søges til dette.

Dette job er udløbet

Her er stillingen til dig der gerne vil udvikle de arbejdsmedicinske og samfundsmedicinske specialer i Region Sjælland, som trives med store udfordringer, og som kan fastholde det ledelsesmæssige fokus på sundhedsfaglig kvalitet, tværfagligt og tværsektorielt samarbejde, personaleudvikling og økonomistyring.

Er du den, der kan matche disse opgaver, så kan vi tilbyde en stilling som ledende overlæge til besættelse 01.01.18 eller efter aftale.

Din profil

Vi ønsker en ledende overlæge, der med faglige og ledelsesmæssige kompetencer, kan udvikle både det arbejdsmedicinske – og samfundsmedicinske speciale og synergien mellem disse specialer i Region Sjælland.

Du skal have en åben, tydelig, tillidsskabende, inspirerende og udadvendt ledelses stil og have gode tværfaglige samarbejdsevner.

Ledelsesopgaven

Den ledende overlæge har sammen med ledelsesgruppen ansvar for den daglige ledelse, drift og udvikling.

Den ledende overlæge skal i samarbejde med ledelsesgruppen varetage udvikling af både det arbejdsmedicinske og samfundsmedicinske speciale, hvor tværfaglighed og optimal udnyttelse af ressourcer prioriteres højt.

Den ledende overlæge har det overordnede og endelige faglige ansvar for den lægefaglige aktivitet og kvalitet.

Den ledende overlæge har i et samarbejde med afdelingens professor og specialeansvarlige overlæger ansvar for faglig udvikling, forskning og formidling inden for begge specialer.

Den ledende overlæge skal kunne arbejde strategisk i forhold til rekruttering og fastholdelse af medarbejdere, herunder varetage karriereudvikling og planlægning for medarbejderne.

Den ledende overlæge skal synliggøre specialernes kliniske og diagnostiske profil gennem et samarbejde med sygehusenes kliniske specialer.

Den socialmedicinske aktivitet er indtægtsdækket fra kommunerne i regionen, og den ledende overlæge har det endelige ansvar for aftalerne indgået med regionens kommuner om betjeningen af disse.

Den ledende overlæge varetager desuden kontakten med en række eksterne arbejds- og socialmedicinske samarbejdspartnere som fx almen praksis, fagforeninger, Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø og Regionens kommunekontaktråd.

Om Arbejdsmedicinsk Afdeling

Arbejdsmedicinsk Afdeling Holbæk Sygehus varetager de arbejdsmedicinske – og samfundsmedicinske specialers regionale opgaver i Region Sjælland. Afdelingen har aktuelt satellit/udefunktion på Nykøbing Falster Sygehus og på Slagelse Sygehus samt et mindre ambulatorium på Sjællands Universitetshospital Køge. Det er den ledende overlæges ansvar også fremadrettet at etablere en organisation der sikrer robusthed i organisationen, høj faglighed samt tilstrækkelig nærhed i opgavevaretagelsen. Det samfundsmedicinske speciale varetager primært opgaver i relation til kommunerne i Region Sjælland.

Afdelingen varetager uddannelse af speciallæger i arbejds- og samfundsmedicin (både I og H-stillinger). Der er aktuelt ansat omkring 40 medarbejdere, omfattende professor, overlæger, yngre læger, psykologer, socialrådgiver, ergoterapeut, sekretærer, ph.d.- og master studerende. Der er desuden tilknyttet eksterne konsulenter overvejende inden for det psykiatriske speciale.

Afdelingen har en klinisk professor i Socialmedicin og to kliniske lektorer, som underviser medicinstuderende i socialmedicin ved Afdeling for Socialmedicin ved Københavns Universitet.

Forskning og undervisning

Overordnet retter forskningsaktiviteten sig bredt mod arbejdets betydning for helbredet, arbejdsfastholdelse og arbejdsmarkeds rettet rehabilitering. Aktuelle temaer er eksponeringsvurderinger, arbejdsevne, fravær og tilbagevenden til arbejdet, ulighed i sundhed, effektmålinger af det tværfaglige samarbejde i kommunerne, brug af nye teknologier i rehabilitering og lægefaglig læring.

Holbæk Sygehus indgår i Københavns Universitets Hospital, som er et samarbejde mellem Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet og sygehusene i Region Hovedstaden og Region Sjælland.

Afdelingens lægelige stab

Afdelingens lægelige stab består af en ledende overlæge, en professor, 11 overlæger, tre afdelingslæger, to 1. reservelæger, to til tre læger i hoveduddannelse og en til to introduktionsstillinger indenfor samfundsmedicin, en til tre læger i hoveduddannelse og en til to introduktionsstillinger indenfor arbejdsmedicin samt aktuelt tre ph.d. studerende.

Speciallægerne har alle Arbejdsmedicinsk, Samfundsmedicinsk eller Almenmedicinsk baggrund.

Om dine kvalifikationer

Ansøger med interesse og dokumenteret efteruddannelse og nogen erfaring indenfor ledelse og administration vil blive foretrukket.

Derudover forventer vi at du

  • Er speciallæge i Arbejdsmedicin eller Samfundsmedicin
  • Har evner og lyst til tværfagligt samarbejde og formidling
  • Er dynamisk, engageret og visionær
  • Har nogen erfaring med ledelse, økonomistyring og administration (gerne kombineret med formaliseret lederuddannelse) og har viljen til at gennemføre relevant efteruddannelse indenfor disse områder
  • Har erfaring med forskning og har viljen til at styrke denne både indenfor det arbejdsmedicinske og det samfundsmedicinske speciale
  • Gennem dine faglige og personlige kvalifikationer kan motivere medarbejderne og at du med en klar kommunikation kan fastholde et godt samarbejde på tværs af faggrupper og specialer

Vi tilbyder

Du vil i denne stilling få mulighed for at sætte både dine lederkompetencer og dine faglige kvalifikationer i spil i en afdeling med velkvalificerede og engagerede medarbejdere. Du vil samtidig få mulighed for at fastholde et vist klinisk engagement eller en akademisk profil efter nærmere aftale med Sygehusledelsen.

Om Holbæk Sygehus

Holbæk Sygehus er et ambitiøst akutsygehus, og varetager denne funktion for ca. 200.000 ud af regionens ca. 820.000 borgere.

Sygehuset omfatter følgende specialer: arbejdsmedicin, samfundsmedicin, gynækologi/obstetrik, pædiatri, kirurgi, ortopædkirurgi, intern medicin der inkluderer lungemedicin, kardiologi, gastroenterologi, endokrinologi, nefrologi, geriatri, neurologi/apoplektologi og reumatologi, samt fysio-/ergoterapi. Herudover findes en anæstesiologisk afdeling med intensiv terapiafsnit og smerteklinik, en radiologisk afdeling inkl. CT- og MR-scanning samt ultralydsdiagnostik, herforuden tværfaglige specialer som klinisk biokemi og klinisk fysiologi.

Langt de fleste akutte patienter får deres indledende udredning og behandling i sygehusets Akutafdeling, der har selvstændig lægestab.

Du kan læse mere om Holbæk Sygehus på: www.regionsjaelland.dk

Yderligere oplysninger

Yderligere oplysninger om stillingen og stillings- og funktionsbeskrivelse fås ved henvendelse til vicedirektør Knut Borch-Johnsen, 59 48 40 02 eller 61 14 09 89, knbo@regionsjaelland.dk.

Løn- og ansættelsesvilkår

Løn- og ansættelsesvilkår efter aftale for lægelige chefer.

Ansøger bedes i ansøgningen forholde sig konkret til de syv kompetencer. Sundhedsstyrelsen har decentraliseret bedømmelserne vedrørende overlægestillinger, og Holbæk Sygehus anvender en vurdering af de syv kompetencer (Medicinsk ekspert, Kommunikator, Samarbejder, Leder/administrator/organisator, Sundhedsfremmer, Akademiker/forsker og underviser og Professionel) i den faglige bedømmelse.

Ansøgningsfrist 22.10.17