Ledende overlæge til Afdeling Q, AUH Risskov Ledende overlæge til Afdeling Q, AUH Risskov søges. Vil du have indflydelse på fremtidens psykiatri på Det Nye Universitetshospital i Skejby?

Dette job er udløbet

Genopslag, med ønsket om at opnå en bredere ansøgerkreds

Ledelsen i Afdeling Q – Afdeling for Depression og Angst – går på pension. Derfor søger vi nye kræfter til at drive en stor og velfungerende afdeling videre.

Kan du svare ja til nedenstående, er du måske vores kommende ledende overlæge:

  • Ønsker du at være med til at lede den fremtidige udvikling af psykiatrien?
  • Vil du tage fagligt og administrativt ledelsesansvar for behandling af voksne med psykiatriske problemstillinger?
  • Vil du sammen med ledere og medarbejdere være med til at udvikle Afdeling Q imod flytningen fra Risskov til Det Nye Universitetshospital i Skejby?

Pr. 1. maj 2017 eller snarest derefter søger vi en ny ledende overlæge, som sammen med en ny oversygeplejerske skal udgøre afdelingsledelsen på Afdeling Q.

Den ledende overlæge skal være med til at sætte kursen for afdelingen, så vi bliver klar til udflytning til Det Nye Universitetshospital (DNU) i Skejby i slutningen af 2018. Dette skal ske i tæt samarbejde med de øvrige afdelinger på AUH Risskov: Afdeling P og R samt Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center.

Vi søger derfor en dygtig og visionær leder med en åben og anerkendende tilgang til ledelse. En leder med gennemslagskraft og vilje til at træffe de nødvendige beslutninger, og som samtidig er i stand til at opnå følgeskab ved at inddrage andre og gå i dialog.

Afdeling Q
Afdelingen har ansvar for behandling af voksne med følgende psykiske lidelser:

  • Affektive sindslidelser
  • Angst- og tvangslidelser
  • Personlighedsforstyrrelser
  • Posttraumatisk stresssyndrom (PTSD), herunder krigstraumer
  • Selvmordsimpulser eller –tanker (selvmordsforebyggelse)
  • Sexologiske lidelser

Afdelingens optageområde er Aarhus, Favrskov og Samsø kommuner i forbindelse med indlæggelse og ambulant behandling. Derudover har afdelingen en række regionsfunktioner og højt specialiserede funktioner.

Afdeling Q er opdelt i følgende funktionsenheder:

  • Fire skærmede sengeafsnit med hver 17 senge
  • Ambulant Akutteam for Depression og Angst med 16 lavintensive senge tilknyttet
  • Ambulatorium for Mani og Depression
  • Klinik for Angst og Personlighedsforstyrrelser
  • Klinik for PTSD og Transkulturel Psykiatri

Endvidere er der en stabsfunktion og en forskningsenhed i afdelingen

Afdeling Q er en del af Psykiatri og Social i Region Midtjylland. Afdelingen har et årligt driftsbudget på 193 mio. kr. og et personale svarende til ca. 400 fastansatte medarbejdere.

Som ledende overlæge i psykiatrien bliver du en del af en velfungerende, engageret og udviklingsorienteret afdelingsledelseskreds med direkte reference til psykiatri- og socialledelsen. Personlig og faglig udvikling, efteruddannelse, udviklingssamtaler og mentorordning indgår som en naturlig del af ansættelsen.

Vi søger en ledende overlæge, der

  • Ser ledelse som en selvstændig profession på linje med det faglige, og som har visioner for ledelse og lederudvikling i afdelingen
  • Ser fælles ledelse som platform for arbejdet i afdelingen
  • Vil lede og inspirere et tværfagligt sammensat personale i overensstemmelse med Region Midtjyllands værdier, i samarbejde med oversygeplejersken og den øvrige ledelsesgruppe
  • Har en åben og anerkendende kommunikation og erfaring med dialogbaseret ledelse
  • Kan facilitere strategiske tiltag, der højner produktiviteten og sikrer kvalitet i behandlingen af den enkelte patient
  • Vil indgå aktivt i det tværgående samarbejde på ledelsesniveau i Psykiatri og Social og kan samarbejde på tværs af sektorer
  • Vil gå engageret og visionært ind i arbejdet med at udvikle afdelingen frem mod flytningen til Det Nye Universitetshospital i Skejby

Det er en forudsætning, at ansøger er overlægekvalificeret speciallæge i psykiatri med en solid klinisk erfaring og ledelseserfaring.

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til ”Aftale vedrørende lægelige chefer”.
Stillingen aflønnes med en nettoårsløn på ca. 896.000 kr., og der vil blive oprettet en pensionsordning i henhold til bestemmelserne i ”Aftale vedrørende lægelige chefer”. Afhængig af ansøgerens personlige kvalifikationer i forhold til stillingens indhold vil der eventuelt kunne aftales tillæg i henhold til bestemmelserne om lokal løndannelse.

Yderligere oplysninger
Ansøger bedes udfylde skemaet “Bedømmelse af lægefaglige kompetencer til stilling som speciallæge i Region Midtjylland”, herunder uddybe kompetencer indenfor “De syv lægeroller”.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til direktør for Psykiatri og Social Gert Pilgaard Christensen på telefon 40 36 01 41 eller lægefaglig direktør Per Jørgensen på 20 66 33 84.

Se stillings- og funktionsbeskrivelse her.

Ansøgningsfrist
Ansøgningen skal være os i hænde senest torsdag den 9. februar 2017 kl. 12. Første samtalerunde afholdes torsdag den 16. marts, og anden samtalerunde tirsdag den 28. marts 2017. Ansøgere, der går videre til anden samtalerunde, vil blive bedt om at udfylde Garuda Kompetenceprofil.

Da Region Midtjylland er igennem en væsentlig spareplan, vil omplaceringsramte medarbejdere der søger stillingen have fortrinsret til samtale.