Klinikchef ved Traumecentret HovedOrtoCentret, Rigshospitalet

Dette job er udløbet
  • ledelse af højt specialiserede og dedikerede tværfaglige teams
  • at sikre optimal funktion af teams med medlemmer fra flere klinikker
  • at sikre et højt fagligt niveau og kontinuerlig udvikling af både behandling, undervisning og forskning
  • at sikre at der arbejdes målrettet med arbejdsmiljø i Traumecentret
  • at sikre at klinikken udnytter det fulde potentiale af Sundhedsplatformen
  • løbende optimering og effektivisering af driften

Traumecentret er en tværgående funktion for hele Rigshospitalet og er organisatorisk placeret i HovedOrtoCentret. Traumecentret modtager svært tilskadekomne og kritisk syge patienter, som kræver akut indsats og samarbejde mellem mange diagnostiske og kliniske specialer på højt specialiseret niveau. Karakteristisk er, at traumeteamet sammensættes på tværs af organisationen med udgangspunkt i den enkelte patients behov. Der modtages ca. 1000 traumer årligt og afhængig af traumets karakter modtages patienter fra hele landet. Herudover varetager Traumecentret behandling af et større antal simple skader og det vil være vigtigt også at sikre udvikling af denne opgave.

Stillingen som ledende oversygeplejerske i Traumecentret er aktuelt vakant, men skal besættes, når klinikchefstillingen er besat.

Traumecentrets samlede budget er på ca. kr. 30 millioner.

Klinikchefens ledelses- og ansvarsopgaver 

Klinikchefen refererer til Centerdirektøren i HovedOrtoCentret.

Som klinikchef er du sammen med den ledende oversygeplejerske ansvarlig for klinikkens samlede virksomhed og har ansvaret for helheden og opfyldelsen af klinikkens målsætning indenfor centrets overordnede rammer. Du skal have fokus på både den leverede faglige kvalitet og den patientoplevede kvalitet. Klinikken bistås af et sekretariat, der er kendetegnet ved en høj faglig standard. Det daglige arbejde vil foregå i tæt samarbejde med en traumemanager, en anæstesiolog og en mediciner, som alle tre er ansat mellem 20 og 50% i Traumecentret.

Der er i Regionens strategi Fokus og Forenkling tiltag og visioner, som du og den ledende oversygeplejerske skal implementere i klinikken i de kommende år.

Du skal som klinikchef understøtte et tæt samarbejde mellem de lægelige specialer på Rigshospitalet og sikre et velfungerende samarbejde mellem såvel interne som eksterne samarbejdspartnere. Du er ansvarlig for det samlede beredskabsplan for Rigshospitalet samt sikring af, at Traumecentret på ethvert tidspunkt kan tilbyde patienterne en behandling på et højt specialiseret fagligt niveau. Du har som klinikchef ansvaret for at understøtte den præ- og postgraduate undervisningsforpligtelse samt generelt sikre undervisning og uddannelse af personale i Traumecentret inden for traumatologi, præhospitalsbehandling og akut medicin.

Kvalifikationer 

Vi forventer, at du er speciallæge med et relevant speciale inden for enten kirurgi, anæstesi eller medicin med interesse og dokumenteret erfaring inden for ledelse, samt indgående kendskab til akutområdet. Du forventes udover den primære ledelsesopgave at understøtte klinikkens forskningsområde. Der lægges vægt på, at ansøgeren er robust, har gennemslagskraft, gode samarbejdsevner, udviser fleksibilitet, prioriteringsevne, ansvarlighed og åbenhed.

Det er endvidere vigtigt, at du i det daglige arbejde formår at skabe rammer, der udvikler og motiverer medarbejderne på tværs af faggrupper og således understøtter et godt tværfagligt arbejdsmiljø.

Løn – og ansættelsesvilkår 

Ansættelse sker i henhold til Aftale for lægelige chefer, indgået mellem Danske Regioner og Foreningen af Speciallæger.

Yderligere oplysninger 

Yderligere oplysninger om stillingen, herunder stillingsbeskrivelse, kan fås ved henvendelse til centerdirektør Lars Juhl Petersen, telefon 35 45 30 50 eller ledende oversygeplejerske Kim Bo Christensen, telefon 35 45 12 53.

HovedOrtoCentret 

Med cirka 2000 ansatte er HovedOrtoCentret det største af i alt otte centre på Rigshospitalet. Centret har overvejende kirurgisk aktivitet og indeholder følgende klinikker: Øjenklinikken, Øre-Næse-Hals-kirurgisk og Audiologisk klinik, Ortopædkirurgisk klinik, Traumecenter, Klinik for Plastikkirurgi, Brystkirurgi og Brandsårsbehandling, Klinik for Ergo- og Fysioterapi, Anæstesi og Operationsklinikken, Videncenter for Reumatologi og Rygsygdomme, Tand-, mund- og kæbekirurgisk Klinik samt Læbe-Ganespalte Centret. Yderligere oplysninger om HovedOrtoCentret kan fås via linket: https://www.rigshospitalet.dk/afdelinger-og-klinikker/hovedorto/Sider/default.aspx

Ansøgningsfrist: Fredag den 14. oktober 2016, kl. 12.00.

Samtaler forventes at finde sted i uge 46 og 47.

Ansøgningen vedlægges curriculum vitae indeholdende publikationsliste med angivelse af de ti vigtigste publikationer. Publikationerne rekvireres, såfremt dette måtte ønskes. Ansøgningen bedes udformet, så der gives mulighed for at vurdere de 7 lægeroller.

Rigshospitalet er røgfrit.

DET HANDLER OM LIV
Om at redde liv og øge livskvalitet. Sammen med de andre hospitaler i Region Hovedstaden arbejder vi for at sikre vores patienter den bedst mulige behandling og sammenhæng i forløbet. På Rigshospitalet træder du ind på Danmarks største og højest specialiserede hospital, hvor vi leverer forskning i international klasse og behandler patienter med komplicerede og sjældne sygdomme. Vi stiller høje faglige og menneskelige krav og tilbyder til gengæld en god og spændende arbejdsplads, hvor der er plads til at udfolde dine kompetencer og ambitioner. Vil du være med til at tage ansvar og gøre en forskel?

Fakta

  • På Rigshospitalet er vi 11.000 medarbejdere, de fleste af os arbejder på Blegdamsvej og i Glostrup
  • Vi har over 500 højt specialiserede funktioner, bl.a. transplantationer på lever-, lunge-, nyre- og hjerteområdet samt transplantation af knoglemarv i forbindelse med kræftbehandling
  • Vi modtager og behandler patienter fra Danmark, Færøerne og Grønland
  • Vi uddanner sundhedsprofessionelle til fremtidens sundhedsvæsen.