Helhedsorienteret direktør med passion for rehabilitering

Dette job er udløbet

RehabiliteringsCenter for Muskelsvind (RCFM) søger ny direktør med lægefaglig baggrund til at stå i spidsen for at videreføre og udvikle RCFM.

Centerets nye direktør skal have ambitioner om at gå forrest for at sikre brugere med neuromuskulære sygdomme en rehabiliterende indsats på et højt fagligt niveau.

Opgaven
Direktøren har ansvar for den overordnede ledelse af centret og det lægefaglige ansvar for visitationen og de kliniske opgaver i den rehabiliterende indsats samt over for den enkelte bruger.

Centret er på forkant med at udvikle de bedste løsninger inden for rehabilitering i takt med udviklingen af nye medicinske og teknologiske muligheder. Direktøren har ansvar for udviklingen af centrets rehabiliterende indsats med vægt på høj kvalitet og sammenhængende forløb for brugerne med størst mulig effekt og i samarbejde med en lang række aktører.

En væsentlig opgave for direktøren er at profilere centret og dets image som frontløber i tidens store nationale og internationale efterspørgsel på viden om rehabilitering. Direktøren indgår som lægefaglig ekspert i nationale og internationale netværk, herunder også i RCFMs samarbejde med Muskelsvindfonden.

Endelig er en vigtig opgave for den nye direktør at realisere en organisationsændring af RCFM, hvor der etableres en ny ledelsesstruktur. Sigtet er en flerstrenget ledelse og funktionsopdeling mellem administration, drift, udvikling, personaleledelse og faglig ledelse.

Kompetencer
Den nye direktør skal have en lægefaglig baggrund og indsigt i og interesse for rehabilitering. Erfaring med den kommunale sektor og det regionale sundhedsvæsen og forståelse for at begå sig i en politisk styret kontekst er en fordel.

Det forventes, at den nye direktør har ledelseserfaring, er strategisk, udadvendt og besidder stærke kommunikative og relationelle kompetencer i forhold til både brugere og samarbejdspartnere.

Den nye direktør har en tillidsbaseret og anerkendende ledelsesstil og vægter involvering, sparring og etablering af gode rammer for faglighed og videndeling.

Læs mere på www.rcfm.dk eller www.muusmann.com. Her kan stillings- og personprofilen ses.

Ansøgningsfrist: Onsdag den 17. maj 2017.

Søg stillingen på www.muusmann.com/stillinger.

Yderligere oplysninger: Bestyrelsesformand Johannes Flensted-Jensen, tlf. 20 84 03 52, eller direktør Jes Rahbek, tlf. 22 65 24 44, eller partner Mia Fruergaard, MUUSMANN, tlf. 21 29 70 79.

RehabiliteringsCenter for Muskelsvind (RCFM) er en selvejende institution, der fungerer som et højt specialiseret nationalt center inden for rehabilitering af brugere med neuromuskulær sygdom.

RCFM har hovedsæde i Aarhus og en afdeling i Høje-Taastrup. Der er ansat 32 højt specialiserede medarbejdere i centret med forskellig uddannelsesmæssig baggrund. Centret har et årligt budget på ca. 22 mio. kr. og har driftsoverenskomst med regionerne.