Epidemiologer til RKKP

Dette job er udløbet

Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram (RKKP) søger 2-3 afdelings- og/eller overlæger til varetagelse af klinisk epidemiologi i de kliniske kvalitetsdatabaser samt forskning i relation hertil.
Den kliniske epidemiolog får reference til afdelingslederen i nyetableret Afdeling for Klinisk Epidemiologi og Biostatistik i RKKP.

Om RKKP
Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram (RKKP) udgør infrastruktur for støttede landsdækkende kliniske kvalitetsdatabaser, Danske Multidisciplinære Cancer Grupper (DMCG) og varetager bl.a. support af databaser i relation til epidemiologi, biostatistik, datamanagement, it-drift og udvikling samt administrativ support. RKKPs direktør vil fra 1.2.2017 være Jens Winther Jensen.
Programmets primære formål er at sikre optimal udnyttelse af de landsdækkende kliniske kvalitetsdatabaser såvel klinisk, ledelsesmæssigt som forskningsmæssigt.

Den interne RKKP-organisation er under forandring. Fra 1.4.2017 vil alle supportfunktioner blive samlet i én – dog geografisk spredt – organisation (se mere under ansættelsessted).
Reorganiseringen sker for at sikre, at RKKP spiller en væsentlig rolle i det nye nationale kvalitetsprogram, hvor regeringen og Danske Regioner har taget et vigtigt skridt hen imod en datadrevet og lærende tilgang til kvalitetsudvikling. RKKP skal understøtte databasernes arbejde, herunder være igangsættende for initiativer, hvor variationen er for stor, og kvaliteten kan forbedres.

Om Afdelingen for Klinisk Epidemiologi og Biostatistik
Afdelingen for Klinisk Epidemiologi og Biostatistik, RKKP, er under etablering med virkning fra 1.4.2017. Den vil bestå af ca. 25-30 personer – halvdelen epidemiologer, halvdelen biostatistikere – og være under ledelse af overlæge Charlotte Cerqueira.
Afdelingen bliver én af tre afdelinger i RKKP, der sammen med et ledelsessekretariat skal arbejde tæt sammen for at udnytte det store potentiale i de kliniske kvalitetsdatabaser og opnå de ambitiøse mål, der er fastsat for databaserne i sommeren 2015. Læs mere her http://www.rkkp.dk/om-rkkp/udviklingsmal-2015/
Afdelingen er ny – men mange ansatte er overflyttet fra de hidtidige kompetencecentre for klinisk epidemiologi og biostatistik og du vil få mulighed for at blive en del af:

  • opbygningen af en ny organisation med ambitiøse mål
  • en afdeling, der vil være bannerførende i klinisk epidemiologi med udgangspunkt i de kliniske kvalitetsdatabaser, både i databasens drift og i den tilknyttede forskning
  • udviklingen af dataunderstøttelse af det nye nationale kvalitetsprogram, fx Lærings- og Kvalitetsteams
  • et team med gode og erfarne kolleger, der gerne bidrager med faglig sparring og støtte
  • et arbejdsmiljø med en god blanding af drifts- og udviklingsopgaver samt fokus på udvikling af såvel personlige som faglige kompetencer

Dine opgaver
I et konstruktivt og tillidsfuldt samarbejde med resten af databasernes RKKP-team varetage databasernes drift, herunder med særligt ansvar for klinisk epidemiologi, årsrapportproduktion og løbende metodeudvikling samt deltage i forskning med udgangspunkt i databasernes resultater.
RKKP skal desuden udvikle data til understøttelse af fx Lærings og Kvalitetsteams.

Dette indebærer

  • Ansvar for analyser og epidemiologisk fortolkning af resultaterne for udvalgte kliniske databaser samt mødedeltagelse og sparring med databasernes styregrupper
  • Klinisk epidemiologisk rådgivning af kliniske samarbejdspartnere og eksterne forskere
  • bidrag til udvikling og vedligehold til manualer og skabeloner
  • Ensretning, standardisering og videreudvikling af de epidemiologiske metoder, der benyttes i analysen af databasernes data
  • Præsentation af resultater og fortolkningsvejledning
  • Forskningsaktivitet inden for klinisk epidemiologi

Din profil

  • Uddannet læge
  • Gerne erfaring med monitorering og udvikling af kvalitet i sundhedsvæsenet
  • Gerne erfaring indenfor epidemiologisk metode og statistisk proces kontrol
  • Lyst og evne til at løfte kvaliteten i patientbehandlingen i det danske sundhedsvæsen

Personligt er det vigtigt, at du

  • er god til at skabe samarbejde på tværs af forskellige faggrupper
  • kan skabe og bevare et overblik
  • holder af at arbejde selvstændigt, men samtidig værdsætter at være en del af holdet
  • har gennemslagskraft
  • er en god formidler, både på skrift og i tale
  • er nysgerrig og gerne vil gøre en forskel for patienter

Løn og ansættelsesvilkår

  • Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst
  • Tiltrædelse 1.4.2017 eller efter aftale

Ansættelsessted
Der er mulighed for geografisk placering blandt øvrige RKKP-ansatte i enten

  • Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed, Glostrup,
  • Region Midtjylland, Regionshuset, Aarhus N eller
  • Center for Klinisk Epidemiologi, Odense Universitetshospital.

Du må påregne nogen rejseaktivitet i forbindelse med kontakt til øvrige RKKP-ansatte og databaserne.

Yderligere information
I ansøgningen skal du angive, om du søger en afdelingslægestilling eller en overlægestilling. Ansøgere til overlægestillinger vil blive bedømt ud fra de 7 lægeroller og skal udfylde skemaet til lægefaglig bedømmelse, som kan hentes på Region Midtjyllands hjemmeside eller ved at følge linket.
http://www.rm.dk/sundhed/faginfo/uddannelse/sundhedsuddannelser/ansattelse-af-speciallager/

Ansøgning med kopi af eksamensbevis, cv (og ved ansøgning til overlægestilling tillige skema til lægefaglig bedømmelse) bedes sendt online via linket nederst på siden inden den 8.2.2017

Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler ultimo februar.

Du kan læse mere om RKKP på http://www.rkkp.dk/om-rkkp/ og http://www.rkkp.dk/om-rkkp/den-interne-organisation/
Yderligere oplysninger om stillingen fås ved henvendelse til nuværende kompetencecenterleder i RKKP, sektionschef, klinisk epidemiolog, overlæge, ph.d. Charlotte Cerqueira, tlf. 3863 3274, e-mail charlotte.cerqueira@regionh.dk og nuværende faglig leder i RKKP cheflæge Paul Bartels, tlf. 5385 6412.

Da Region Midtjylland er igennem en væsentlig spareplan, vil omplaceringsramte medarbejdere der søger stillingen have fortrinsret til samtale.