Afdelingslæge i oftalmologi til Øjenafdelingen, Sjællands Universitetshospital, Roskilde Ved Øjenafdelingen Roskilde er en stilling som overenskomstansat afdelingslæge ledig til besættelse 01.06.17 eller snarest derefter.

Dette job er udløbet

Stillingen ønskes besat med en speciallæge med primær interesse for medicinsk retina, og stillingen kan evt. efter individuel aftale kombineres med kirurgi.

Øjenafdelingerne i Region Sjælland er organisatorisk og ledelsesmæssigt fusioneret 1. januar 2016. Geografisk fortsætter funktionerne på øjenafdelingerne i Roskilde og Næstved uændret, indtil fysisk sammenlægning og indflytning på Sjællands Universitetshospital i Køge finder sted. I den mellemliggende periode indledes tættere samarbejde imellem personalerne i Roskilde og Næstved, herunder ensretning og harmonisering af retningslinjer, arbejdsgange, procedurer med videre.

Begge afdelinger varetager alle hovedfunktioner.Øjenafdelingen i Roskilde har regionsfunktioner i højdeskelen, glaukom, børneoftalmologi, anti-VEGF behandling og neurooftalmologi.

Øjenafdelingen i Næstved har regionsfunktioner i bagre kirurgi, tårevejsoperationer, uveitis, børneoftalmologi og anti-VEGF behandling.

Øjenafdelingen har døgnvagt. Forvagten dækkes af alle yngre læger på begge øjenafdelinger, mens bagvagten varetages af overlæger i Næstved, hvor al akut kirurgi også udføres.

Afdelingen i Roskilde har undervisning af 2 hold 5. semester kandidat medicinstuderende på hvert semester. Ud over en klinisk forskningslektor er der ansat yderligere 2 lektorer på afdelingen til denne undervisning.

Afdelingen i Roskilde har en forskningsenhed, som ud over den forskningsansvarlige professor består af flere seniorforskere, ph.d. studerende, forskningsårsstuderende samt 2 projektsygeplejersker med varierende timetal og en projektkoordinator på fuld tid, som er uddannet som optometrist. Forskningsenheden har egne forskningsklinikker, administrationskontorer m.m. Ud over egne forskningsprojekter deltager afdelingen i bl.a. kliniske fase II og III studier.

Kvalifikationer

Stillingen ønskes besat med en speciallæge i oftalmologi, gerne med gedigen erfaring i medicinsk retina. Stillingen lægger primært vægt på medicinsk retina, og kirurgi kan evt. aftales individuelt.

Det er en forudsætning, at ansøger aktivt tager del i afdelingens udvikling og kvalitetsarbejde samt supervision og undervisning af afdelingens uddannelsessøgende læger. Der lægges vægt på evne til at indgå i et frugtbart tværfagligt samarbejde.

Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst.

Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til ledende overlæge Ditte Erngaard, der@regionsjaelland.dk, 56 51 33 01.

Sjællands Universitetshospital vil være pionerer i det danske sundhedsvæsen og definere en ny bedre og anderledes måde at drive et sundhedsvæsen på. Med overskriften ”Patienten er alt” implementerer sygehusene en ambitiøs strategi, som vil sætte en ny retning for fremtiden. Missionen er patienten, og visionen er suveræn kvalitet. Inden for de kommende år tager vi en ny sundhedsplatform med helt nye og forbedrede muligheder for både personale og patienter i brug.

Sjællands Universitetshospital indgår i Københavns Universitets Hospital, som er et samarbejde mellem Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet og sygehusene i Region Hovedstaden og i Region Sjælland.

Du kan læse mere om Sjællands Universitetshospital på www.regionsjaelland.dk og mere om Øjenafdelingen her

Ansøgning og cv sendes til ledende overlæge Ditte Erngaard, der@regionsjaelland.dk

Sundhedsstyrelsen har decentraliseret bedømmelserne vedrørende overlægestillinger, og Sjællands Universitetshospital anvender en vurdering af de syv lægeroller (Medicinsk ekspert/lægefaglig, Kommunikator, Samarbejder, Leder/administrator/organisator, Sundhedsfremmer, Akademiker/forsker og underviser, Professionel) i den faglige bedømmelse. Ansøger bedes i ansøgningen – med bedst mulig dokumentation – forholde sig konkret og systematisk til de syv lægeroller jævnfør Sundhedsstyrelsens rapport: De syv lægeroller, fra maj 2013 her

Du kan læse mere om rollemodellen (De syv lægeroller) her:

For alle specialer på Sjællands Universitetshospital er opgaven i de kommende år i høj grad at opbygge ekspertise og specialefunktioner, der skal indgå i det færdigbyggede Sjællands Universitetshospital i Køge. Øjenafdelingerne i Roskilde og Næstved er i høj grad involverede i opbygningen og indretningen af den nye Øjenafdeling i Køge. Læs mere om hele byggeprojektet i Køge her

Kontaktperson(er):
Navn: Ditte Erngaard
Email: der@regionsjaelland.dk
Telefon: 56 51 33 01