Afdelingslæge – Fælles AKUT Afdeling Vi tilbyder en spændende stilling som afdelingslæge i Fælles AKUT Afdeling pr. 1. december 2017 eller efter nærmere aftale.

Dette job er udløbet

Er du vores nye akutlæge?

Fælles AKUT Afdeling er den primære indgangsdør for akutte patienter til Aarhus Universitetshospital og i afdelingen varetages visitation, modtagelse og behandling af akutte patienter. Vi er 10 akutlæger i afdelingen og sammen arbejder vi i et dynamisk miljø med patienten i fokus og med mulighed for dialog med alle specialer i huset. Med et kommende nyt akut speciale, vil afdelingen som universitetsafdeling og traumecenter komme til at spille en central rolle i den nye speciallægeuddannelse.

Du vil møde engagerede kolleger og en akutmodtagelse, der samarbejder på tværs af alle faggrupper om at modtage den akutte patient. Vi har en organisatorisk velfungerende afdeling med en homogen akutlægegruppe og et rigtig godt tværfagligt samarbejde. Du vil indgå i det lægefaglige kollegium, der på døgnbasis varetager opgaven som akutafdelingens speciallæge i front. De faglige udfordringer er brede og veksler fra helt akutte livstruende tilstande til mere generelle henvendelser i skadestuen. Der er klare retningslinjer for samarbejdet omkring de akutte patienter og særlige teams, der kan tilkaldes ved behov, hvilket giver mulighed for hurtig og kompetent hjælp ved modtagelse af de mest syge og svært tilskadekomne patienter. Derudover vil man fungere som en del af hospitalets akutkoordination og indtager man en væsentlig organisatorisk rolle i koordinering og udnyttelse af det samlede hospitals ressourcer ved modtagelse af akutte patienter.

Afdelingen har uddannelsessøgende læger ansat i KBU og AP- hoveduddannelsesstillinger og uddannelse og supervision er derfor en central og vigtig del af arbejdet i afdelingen, hvor akutlægen er rollemodel og kulturskabende for nyuddannede læger. Med det nye speciale i akutmedicin vil afdelingen tillige få introduktionsstillinger og hoveuddannelsesstillinger i akut medicin, en opgave, som vi sammen glæder os til at løfte i vores afdeling.

Kvalifikationer for uddannelse og kompetencer
Speciallæge i et akut relevant speciale

  • fagområdeuddannelse i akutmedicin eller tilsvarende, alternativt må ansøgeren være indforstået med at gennemføre akutuddannelsen for læger i Region Midtjylland
  • bred klinisk erfaring indenfor modtagelse og behandling af akutte patienter
  • erfaring som leder af forskellige behandlerteams
  • erfaring med udarbejdelse af instrukser og retningslinjer
  • evne til at samarbejde på tværs af fag og specialer

Vi forventer

  • at du har lyst til faglig og personlig udfordring og udvikling
  • at du har gode kommunikative og pædagogiske evner
  • at du har lyst til at indgå i forsknings- og kvalitetsmæssige projekter
  • at du er en god kulturskabende rollemodel
  • at du arbejder patientsikkert og sætter patientens behov i centrum

Vi tilbyder

  • en afdeling med et velfungerede tværfagligt samarbejde og en ambition om at blive landets førende akutafdeling
  • et udfordrende og spændende job, hvor du vil være en del af udviklingen indenfor akutmedicin
  • et godt og inspirerende arbejdsmiljø med gode muligheder for personlig uddannelse og udvikling med fokus på akutmedicinske kompetence

Aarhus Universitetshospital er regionens største akuthospital. Fælles AKUT Afdeling modtager patienter fra et område med 300.000 borgere og er traumecenter for hele regionen. Afdelingen består aktuelt af skadestue, traumecenter, tre akutafsnit med i alt 53 senge, Lægevagt, Hospitalsvisitation, Center for Voldtægtsofre og Center for Akutforskning.

  • traumecenteret modtager akut kritisk syge patienter og er traumepatienter på højt specialiseret niveau. Desuden varetager traumecenteret beredskabsfunktion ved storulykker, koordinering af meldte patienter på vej og akutsygehusets sengekapacitet
  • skadestuen modtager og behandler akut opståede skader og rummer tillige lægevagtens call center og konsultation
  • AKUT afsnit 1, 2 og 3 modtager uafklarede medicinske, ortopædkirurgiske og kirurgiske patienter til korttidsindlæggelse
  • Hospitalsvisitationen visiterer alle akutte patienter til Aarhus Universitetshospital.

Primo 2018 flytter vi til nye og større bygninger på Aarhus Universitetshospital under fælles tag i Skejby og vil derefter skulle modtage op mod 400 patienter på døgnbasis.

På lægesiden er afdelingen aktuelt bemandet med en ledende overlæge, ni overlæger, fem afdelingslæger, 14 læger i klinisk basisuddannelse og tre læger i hoveduddannelse til almen medicin. Hertil kommer én overlæge med ansvar for undervisning og udvikling af simulationstræning samt en professor i akutmedicin.

Løn- og ansættelsesforhold
Overenskomstansat afdelingslæge med reference til afdelingsledelsen og faglig reference til den ledende overlæge i Fælles Akutafdeling. Løn- og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst. Hovedarbejdstiden er fordelt på alle ugens dage i tidsrummet mellem kl. 8 og 18, primært hverdage. Der må derudover påregnes aften- og nattevagter (2-3 pr. måned).
Ansættelsen er betinget af en tilfredsstillende børneattest og en tilfredsstillende autorisation.

Vil du høre mere om stillingen
Kontakt specialkonsulent Jeannie Rumph tlf. 7846 4532 eller mail jearum@rm.dk for stillingens funktionsbeskrivelse eller kontakt ledende overlæge Ole Mølgaard, mail olemoe@rm.dk for yderligere information.

Din ansøgning
Elektronisk ansøgning stiles til ledende overlæge Ole Mølgaard og skal være os i hænde senest den 22. oktober med dokumentation for speciallægeuddannelse, CV samt udfyldt skema til bedømmelse af dine lægefaglige kompetencer. Søg via nedenstående link.

Ansættelsessamtaler afholdes den 26. oktober 2017 efter kl. 15.00.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil omplaceringsramte medarbejdere, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.