»Jeg får jo dårlig samvittighed over at tilbyde ansættelse til disse tre læger, da jeg ved, at det tørlægger Hillerød«
Foto: Joachim Rode

»Jeg får jo dårlig samvittighed over at tilbyde ansættelse til disse tre læger, da jeg ved, at det tørlægger Hillerød« Dan Brun Petersen ved godt, at akutafdelingen på Nordsjællands Hospital bliver hårdt ramt af, at han har ‘stjålet’ tre af dens akutlæger. Men hvad skal han gøre, når akutmedicin ikke er et speciale med en uddannelse at rekruttere fra, spørger han

Ledende overlæge Dan Brun Petersen fra akutafdelingen på Sjællands Universitetshospital, Køge, er på den ene side lettet over, at det er lykkedes ham at ansætte hele tre akutlæger på én gang. På den anden side er han ked af, at de alle kommer fra akutafdelingen på Nordsjællands Hospital, der således bliver hårdt ramt af lægemangel.

»Jeg får jo dårlig samvittighed over at tilbyde ansættelse til disse tre læger, da jeg ved, at det tørlægger Hillerød,« siger Dan Brun Petersen. Som ledende overlæge bliver han dog nødt til at være sin egen akutafdeling nærmest. Og med det meget begrænsede antal akutlæger, der er herhjemme som en konsekvens af, at Sundhedsstyrelsen og de faglige selskaber ikke har anerkendt akutmedicin som et selvstændigt speciale, er han enten nødt til snuppe læger fra andre akutafdelinger eller bruge en masse tid på at videreuddanne læger fra andre specialer. Det er dog de færreste læger, der er klar til at droppe en sikker karriere inden for et veldefineret speciale for en tvivlsom tilværelse som akutlæge inden for akutmedicin, der kun har status som fagområde. Så det letteste er at ansætte læger, der allerede har truffet det svære valg.

Kampen om akutlægerne kan man kun vinde, hvis man har en afdeling med en klar identitet, siger Dan Brun Petersen, der derfor er helt bevidst om sin egen afdelings særkender. Afdelingen har fået ry for at give akutlæger ansvaret for behandlingen og for at uddanne yngre læger — det afholder mange akutafdelinger sig fra at give lægerne, fordi akutmedicin ikke er et speciale. Akutafdelingen på Nordsjællands Hospital har mange fællestræk med akutafdelingen i Køge, f.eks. ved at have en stor gruppe akutlæger tilknyttet — det, der for alvor adskiller dem fra hinanden, er behandlingsansvaret, siger han. Men det i sig selv er ikke nok til at kunne holde på sine læger. Der skal mere til.

»Hvis man påstår, at akutafdelingen i Køge har let ved at rekruttere, er det en sandhed med modifikationer. For jeg bruger uanede mængder af tid på at få gode folk i stald, fastholdt og udviklet dem fagligt,« siger Dan Brun Petersen og fortsætter:

»At være akutlæge er ikke et standardjob. Man skal virkelig ville det, for det er pionerarbejde, stadigvæk. Da akutmedicin ikke er et speciale, træder man som akutlæge per definition uden for de kendte rammer, og for at gøre det skal man være tændt af en indre ild,« siger han og understreger, at han håber på, at Sundhedsstyrelsen snart vil opgradere akutmedicin fra fagområde til speciale. For med den faste målbeskrivelse, der følger med, ville han være sikker på, at en ansøger kan det, en akutlæge skal kunne.

Kan træde direkte ind

Det er helt exceptionelt, at lægerne fra Hillerød allerede har været igennem alle de formelle uddannelser og derfor kan træde direkte ind i afdelingens funktioner. De fleste andre nyansatte skal bruge et-to år for at komme igennem diverse kurser og blive lært op i akutmedicin. Og mange skal på udveksling til andre akutafdelinger eller f.eks. til Sverige, der etablerede akutmedicin som speciale med en dertil hørende specialuddannelse for nogle år siden.

En anden fordel ved at få akutmedicin som speciale er, at akutafdelingerne i højere grad vil udvikle sig til faglige miljøer og rumme læger, der skal uddannes i det på alle niveauer i form af f.eks. introduktionsstillinger og hoveduddannelse.

»Så snart en speciallæge i akutmedicin er færdig i f.eks. Holbæk, kunne min afdeling, hvis den har en ledig stilling, opfordre kandidaten til at søge den, så vi fra dag ét har dækket vores vagtplan, som vi skal. I dag skal jeg kæmpe med næb og klør for at få hver eneste læge, og når jeg så har fået dem, skal jeg typisk bruge et år eller to på at videreuddanne dem,« siger han.

De få ansøgninger, han har fået fra læger i andre akutafdelinger, er kommet fra læger, der har søgt af personlige årsager, som f.eks. at det lå tættere på deres hjem. Ellers er ansøgningerne kommet fra læger i andre specialer, der har følt sig tiltrukket af akutlægens meget tætte patientkontakt og de faglige udfordringer.

En af hans tidligere ansatte sagde, at han havde aldrig arbejdet så meget som læge, som han gjorde i Køge — på den måde, man forestiller sig at være læge, når man begynder på medicinstudiet. Det havde været en stor tilfredsstillelse at kunne hjælpe de syge mennesker — til gengæld havde han bare alt for travlt.

»Men det er også en forbandelse for de læger, der så kommer fra andre specialer. De kan kun tåle at være væk fra deres specialer i en stærkt begrænset periode — det gælder ikke mindst kirurgerne, der ikke får lov til at operere igen, hvis de har været væk fra specialet i to-tre år,« siger Dan Brun Petersen, der derfor ikke kan fortænke dem i at søge tilbage til deres gamle speciale. Derfor har også hans afdeling en utrolig stor og udfordrende omsætning af personale.

»Uanset hvor jeg henter de i forvejen velkvalificerede akutlæger fra, bliver det lidt et nulsumsspil,« siger Dan Brun Petersen.

Skriv kommentar