Internettet husker alt, også kiksede logoer

Internettet husker alt, også kiksede logoer Vi fandt ophavsmanden til årets hidtil mest uheldige stykke grafik.

Et af fredagens muntre indslag på de sociale medier er et fantastisk logo for Sundhedsplatformen og de to regioner, som skal bindes sammen it-wise. Logoet består af tre tandhjul, hvor det ene symboliserer Region Hovedstaden, det andet Region Sjælland, mens det tredje er Sundhedsplatformen.

Tandhjulene er skubbet sammen, så de griber ind i hinanden, og illuderer dermed den fantastiske, opløftende koncernpædagogik – vi arbejder sammen, og alt er fryd og gammen.

Nu er naturlovene bare så viseligt indrettet, at en sådan konstruktion ikke er til at rokke ud af stedet. Hvis du drejer på det ene tandhjul, vil du aktivere det andet til at løbe med den ene vej, og det tredje til at løbe den modsatte vej. Med andre ord: Man står urokkeligt fast.

Det ville næppe være pointen, hvis grafikken var skabt på et regionalt tegnebræt, og på de sociale medier undrer man sig såre over, om det er en vittighed sendt i omløb af SP-kritikere, eller om grafikken virkelig er kreeret af regionsfolk uden ordentligt omløb, om man så må sige.

En af dem, der er mystificeret, er Lisbeth Lintz, kommende formand for overlægerne, som på Twitter pænt spørger: »Nogen har vist glemt at tænke sig om?«

Det vil man nødigt have siddende på sig i Region Hovedstaden, som prompte svarer: »Vi ved ikke, hvor det billede stammer fra – det er hverken designet af os eller @regionsjælland – men fjollet er det da :)«

Det er ganske vist. Ganske vist er det også, at internettet aldrig glemmer, og ved en smule søgning på den mørkere del af nettet er det ikke svært at finde ophavsmanden til det morsomme logo.

Det er såmænd Region Hovedstaden. Logoet optræder på Sundhedsplatformens egen hjemmeside i forbindelse med en tekst om udvikling af platformen, signeret redaktør Ewa Gottwald.

Logoet er sidenhen fjernet. Uvist af hvem og uvist hvornår. Region Hovedstaden er jo en stor maskine fuld af små tandhjul. Nogen gange løber de samme vej, andre gange…

En søgning i Googles webcache viser tydeligt, at den grafik, som Region Hovedstaden ikke kender oprindelsen til, har været publiceret på regionens hjemmeside i hvert fald frem til 27. september om eftermiddagen.

Kommentarer

  1. Designeren burde have en belønning. Logoet har lettet mangen fastlåst sjæl blandt SP brugere: tænk at deres tanker og følelser omkring SP har kunne udtrykkes så enkelt og elegant – de har følt sig forstået. Når man læser på FB . Synd det er fjernet.

Skriv kommentar