Intensiv behandling forebygger nyresygdom hos patienter med type 2-diabetes

Intensiv behandling forebygger nyresygdom hos patienter med type 2-diabetes Højrisikopatienter med type 2-diabetes i intensiv, flerstrenget behandling har markant lavere risiko for at udvikle nyrekomplikationer, viser nyt tillægsstudie til Steno 2-studiet. Det sætter endnu engang streg under, hvor effektivt intensiv behandling bremser sendiabetiske følger i højrisikogruppen, lyder det fra en af studiets ophavsmænd.

Risikoen for at få nyresvigt er reduceret med 48 pct. for de patienter med type 2-diabetes, der startes op i et intensivt, flerstrenget behandlingsforløb.

Det viser resultaterne af et nyt tillægs-studie til Steno 2-studiet, der har sammenlignet risikoen for nyrekomplikationer blandt højrisikopatienter i henholdsvis intensiv, flerstrenget – og konventionel behandling.

»Steno 2-studiet har i tidligere offentliggørelser vist, hvordan patienter i intensiv, flerstrenget behandling havde lavere risiko for at udvikle både mikro- og makrovaskulære komplikationer, havde en lavere dødelighed og levede længere end kontrolgruppen i konventionel behandling. De nye data om nyrekomplikationer understreger yderligere, hvor effektivt intensiv behandling reducerer sendiabetiske komplikationer hos patienter, der førhen har haft en dårlig prognose,« siger initiativtageren til Steno 2-studiet, Oluf Borbye Pedersen, der er professor og forskningsleder ved Novo Nordisk Fondens Metabolismecenter på KU.

»De nye data om nyrekomplikationer understreger yderligere, hvor effektivt intensiv behandling reducerer sendiabetiske komplikationer hos patienter, der førhen har haft en dårlig prognose«
– Oluf Borbye Pedersen

Steno 2-studiet blev påbegyndt i 1993 af Oluf Borbye Pedersen og professor Hans-Henrik Parving. Mange af de efterfølgende data er analyseret af læge Peter Gæde, og senest har læge Jens Øllgaard fulgt udviklingen i nyrekomplikationer i studiets to patientgrupper over en periode på 21 år.

Foruden at dokumentere en dobbelt så stor risiko for nyresvigt, viser data, at nyrefuktionen (GFR) hos patienterne i den konventionelle gruppes falder 28 pct. hurtigere, samt at deres risiko for at udvikle makroalbuminuri er 48 pct. større, end den er for patienterne i intensiv-gruppen.

Lille studie med store følger

Steno 2-studiet inkluderede 160 højrisikopatienter med type 2-diabetes.

De var kategoriseret som højrisikopatienter, da de udskilte en let forøget mængde af proteinet albumin i urinen (mikroalbuminuri), hvilket er en prognostisk biomarkør for tidlig udvikling af sendiabetiske komplikationer i nyrer, øjne, nerver og hjertekar-system.

Halvdelen af studiets patientpopulation blev randomiseret til intensiv, flerstrenget behandling målrettet alle modificerbare risikofaktorer ved type 2-diabetes. De gik desuden til løbende opfølgning på Steno Diabetes Center og fik hjælp til rygestop og vejledning om kost og motion. Den anden halvdel randomiseredes til konventionel, flerstrenget behandling efter de daværende nationale retningslinjer. Det foregik hos egen praktiserende læge.

»Vi ville undersøge, om intensiv, flerstrenget behandling med ambitiøse og individualiserede behandlingsmål kunne bremse udviklingen af sendiabetiske komplikationer: Om vi kunne redde liv og bedre livet for patienter, der ellers havde en relativt dårlig prognose,« siger Oluf Borbye Pedersen.

De første resultater af Steno 2-studiet blev opgjort efter fire år. Disse viste, at patienterne i den konventionelle gruppe havde 50 pct. større risiko for mikrovaskulære komplikationer sammenlignet med patienterne i intensiv-gruppen. Forskerne så således udvikling eller forværring af diabetisk nefropati, retinopati eller neuropati i det autonome nervesystem.

Efter 7,8 år opgjorde forskerne igen data og viste, at patienterne i den konventionelle gruppe havde omkring 50 pct. større risiko for at udvikle makrovaskulære komplikationer i form af hjerteanfald, perifer vaskulær sygdom eller slagtilfælde, sammenlignet med patienterne i den intensive gruppe.

»Resultaterne var ensbetydende med, at interventionen også af etiske grunde måtte ophøre. Alle overlevende diabetespatienter blev oplært i intensiv, flerstrenget behandling. Vi fulgte dem fortsat for at se, om forskellen i behandlingsopstart fortsat influerede på deres prognose,« siger Oluf Borbye Pedersen.

Forskel i antal leveår

Fem år efter at interventionen ophørte, opgjorde forskerne atter data med fokus på forskel i dødelighed de to grupper imellem. Resultaterne viste, at dødeligheden var dobbelt så stor i den gruppe, der oprindeligt fik konventionel behandling, sammenlignet med dødeligheden i intensiv-gruppen.

Sidste år opgjorde forskerne for sidste gang studiets data, denne gang med fokus på vundne leveår. Og også på dette endepunkt var resultaterne ikke til at tage fejl af, siger Oluf Borbye Pedersen:

»Med den nye viden om nyrekomplikationer som endnu et evidens-bidrag kan det ikke stå mere klart, hvor vigtigt det er, at patienter med type 2-diabetes tidligt og kontinuerligt screenes for mikroalbuminuri på hospitaler og hos egen læge«
– Oluf Borbye Pedersen

»Den mediane forskel i livslængde mellem de to grupper var 7,9 år. Selvom studiets design overhovedet ikke tillader det, så frister det at sige, at 7,8 års intensiv, flerstrenget behandling forlænger livet med 7,9 år for højrisikopatienter med type 2-diabetes,« siger Oluf Borbye Pedersen og fortsætter:

»Med den nye viden om nyrekomplikationer som endnu et evidens-bidrag kan det ikke stå mere klart, hvor vigtigt det er, at patienter med type 2-diabetes tidligt og kontinuerligt screenes for mikroalbuminuri på hospitaler og hos egen læge. Har de en øget udskillelse af albumin i urinen, bør de med det samme tilbydes intensiv, flerstrenget behandling.«

Steno 2-studiet kan ikke sige noget om, hvilke lægemidler eller livsstilsændringer, der er hovedårsag til, at intensiv-gruppen har langt bedre prognose end den konventionelle gruppe, men konstaterer blot, at en kombination af indsatser mod en bred palette af risikofaktorer bærer frugt.

Denne konklusion er ifølge Oluf Borbye Pedersen løbende blevet understøttet af resultater fra studier, der har sammenlignet intensive behandlinger målrettet én enkelt risikofaktor med mindre intensive enkeltkomponent-behandlinger. Disse studier falder ud til fordel for den intensive, flerstrengede behandling.

»Vores opfølgende analyser tyder dog på, at det er lægemidler mod forhøjet LDL-kolesterol og blodtryk, der har den største effekt i kaskaden af behandlingsindsatser,« siger han.

Nye retninglinier

Med reference til bl.a. Steno 2-studiet har de internationale videnskabelige selskaber på diabetes-området vedtaget, at alle diabetespatienter bør få intensiv, flerstrenget behandling uafhængigt af sygdommens stadie. Det er således de retningslinjer, der gælder i dag.

»Dermed ikke sagt, at vi er nået i mål. Slet ikke! Patienter med type 2-diabetes har stadig en overdødelighed i forhold til ikke-diabetespatienter. Så der ligger stadig en kæmpe udfordring i at udvikle nye lægemidler og effektive og mere individualiserede forebyggelsesstrategier,« siger Oluf Borbye Pedersen

Steno 2-studiet kører ikke længere, da hovedparten af de inkluderede patienter efterhånden er døde. Men inden for en overskuelig fremtid publicerer forskerne bag studiet endnu et tillægsstudie vedrørende risici for hjertesvigt i de to patientgrupper.

»Uden at løfte sløret for meget kan jeg røbe, at resultaterne fra analyser af hjertesvigt kommer til at lægge sig i forlængelse af de resterende data fra studiet,« siger Oluf Borbye Pedersen.

Desuden arbejder forskerne på en analyse af følgerne af intensiv, flerstrenget behandling set i et samfunds- og sundhedsøkonomisk perspektiv over de 21 år, som studiet strakte sig.

Det aktuelle studie af nyrekomplikationer er publiceret i det videnskabelige tidsskrift ‘Kidney International’ i april i år.

Skriv kommentar