Hvem står for årets fornyelse i sundhedssektoren?

Hvem står for årets fornyelse i sundhedssektoren? Dagens Medicin efterlyser kandidater til at modtage Den Gyldne Skalpel – sundhedsvæsenets initiativpris. Frist: Mandag 20. juni 2016 kl. 12.00

Kender du et spændende initiativ i sundhedsvæsenet, som bør hædres?

Så står Dagens Medicin for 15. gang klar med et skulderklap i form af hædersprisen Den Gyldne Skalpel.

Med denne pris vil Dagens Medicin hædre et initiativ, der demonstrerer nytænkning og engagement i sundhedssektoren og viser en vej til højere kvalitet i samarbejde og behandling, til gavn for patienter og sundhedspersonale.

Samarbejde er et centralt kriterium, men også evnen til at reducere fejl, sikre kvalitet, forebygge, indføre nye teknikker, undervise, forske, udvikle ledelsesredskaber, håndhæve etiske standarder, synliggøre svage grupper, rationalisere og udnytte økonomiske redskaber vil være væsentlige parametre i bedømmelsen af årets bedste initiativ.

Initiativet kan befinde sig i en planlægningsfase, men dommerkomiteen vil i høj grad bedømme  implementering og resultater opnået inden for det seneste år.

Hvem kan nomineres?
Den Gyldne Skalpel kan tildeles både enkeltpersoner og enheder inden for såvel den primære som den sekundære sundhedssektor samt i relaterede institutioner og virksomheder. Personer fra alle faggrupper kan komme i betragtning, lige så vel som hele institutioner.

Hvordan nominerer man?
Et indstillingsskema kan udfyldes her

Indstillingen skal være os i hænde senest mandag 20. juni 2016 klokken 12.00. Prismodtageren bliver interviewet i Dagens Medicin. Med prisen følger et diplom og en forgyldt skalpel.

Yderligere spørgsmål?
Spørgsmål kan rettes til chefredaktør Nicolai Döllner, Dagens Medicin på telefonnr. 7242 3420 (direkte), nd@dagensmedicin.dk

Hvem bedømmer?

Modtageren af Den Gyldne Skalpel udpeges af en komité bestående af:

Paul Bartels, cheflæge, Det Nationale Indikatorprojekt

Kjeld Møller Pedersen, professor, Syddansk Universitet

Jens Kr. Gøtrik, tidligere direktør for Sundhedsstyrelsen og Medicoindustriforeningen.

Peter Qvortrup Geisling, læge og journalist, Danmarks Radio

Beth Lilja, vicedirektør, Sjællands Universitetshospital

Nicolai Döllner, chefredaktør, Dagens Medicin.