Hvem gider undersøge kommunikationen? Det er skuffende, at der ikke er en større vilje og lyst til at belyse, om det vi fortæller patienterne også medfører, at de forstår de problemer, vi gerne vil have gjort opmærksom på.

Sundhedsvæsenet bygger, i princippet, på velafprøvede behandlinger.

Vi er en del af en testkultur, en nysgerrighed overfor nye muligheder for at forebygge, tidligt opspore og behandle. Vi er opdraget til at undres over ting, der ikke passer ind i de sædvanlige mønstre, vi har lært at se afvigelsen fra normen. I den mest positive forstand, mener jeg.

Det er en daglig kilde til undren, at der ikke er den samme interesse for at teste forskellige metoder til at lære børn at læse, skrive eller regne. At der ikke er randomiserede forsøg, der ser på straf af kriminelle, eller uddannelse af pædagoger. For slet ikke at tale om indretning af plejehjem og beboernes livskvalitet, helbred og socialt aktivitetsniveau. Effekten af socialrådgiveres indsats eller anvendelse af DANIDA-midler, for blot at nævne nogle få områder, der efter min mening trænger til et langvarigt intenst og intimt forhold til forsøgskulturen.

Der kan være visse vanskeligheder indenfor hver af disse sektorer, der begrænser anvendelsen af princippet, men de kan ikke være uoverstigelige.

Tænk på hvordan en skolereform kan mases igennem, fordi argumentkataloget hos skolelærerne var begrænset, socialrådgivere og psykologer er blevet fyret i stort tal fra hospitalerne. Efter min mening er én af grundene, at der ikke er en tradition for at gennemføre hverken deskriptive eller intervenerende forskning indenfor disse fag.

Vi har dog i sundhedsvæsenet også en del områder, hvor det må undre, at man ikke er opmærksom på, at der er et behov for at undersøge om det, der er gældende praksis, faktisk har den effekt, vi ønsker.

Der er på enhver afdeling relativt store mængder skriftligt materiale, som bliver uddelt til patienter og pårørende. Jeg kender ikke til større randomiserede undersøgelser, der belyser forskellige former for information og den efterfølgende viden hos patienter om det emne, den pågældende informationsskrivelse omhandler.

Udfaldet i sådanne undersøgelser kunne også være tryghed ved en forestående indlæggelse, eller udfald som anvendelse af smertestillende medicin efter et indgreb. Det er faktisk skuffende, at der ikke er en større vilje og lyst til at belyse, om det vi fortæller patienterne også medfører, at de forstår de problemer, vi gerne vil have gjort opmærksom på.

Så er der indlægssedlerne i medicinforpakninger. Er de testet og bliver de konstant testet i randomiserede forsøg, for at se hvordan vi opnår, at brugerne af medikamenterne virkelig forstår de temaer, vi gerne vil have slået fast? Jeg tvivler.

Regionerne burde iværksætte et ambitiøst program, der arbejder med at forstærke ‘fladen’ mellem sundhedsvæsenet og borgerne, fordi denne forskning kunne understøtte den fortsatte digitalisering af ‘fladen’ og medvirke til at reducere fejlopfattelser af en lang række forhold lige fra sygdomsårsager og behandlingskomplikationer til sjældne bivirkninger ved medicinindtag og instruks om forberedelse til et operativt indgreb.

Den anden vej rundt, så er fokus på kommunikation den ene vej også et signal om at tage borgerne alvorligt – kommunikationen den anden vej.

Den manglende interesse, selvkritik og forskning indenfor området fører tanken hen på egenskaber, der læner sig op af selvtilstrækkelighed, egenrådighed og almindelig højrøvethed. Egenskaber vi jo for længst har lagt bag os i det moderne, transparente borger orienterede sundhedsvæsen, hvor det er patienternes selvrapporterede oplevelser (PRO), der sammen med lægernes vurdering styrer behandlingens diskurs.

Forudsat at den egentlige kontakt mellem patient og sundhedspersonalet bliver mindre, da der kommer flere brugere og der konstant er nedskæringer af udgifter til statens hæderkronede sundhedsvæsen, så må både skriftligt og digital kommunikation få en stigende betydning, hvilket peger på nødvendigheden af at gribe det meget fokuseret an for at opnå den maksimale effekt af ‘informations interventionen’.

Kommentarer

  1. Vigtigt emne. Det tager jeg med til møde i det nystiftede Selskab for Kommunikation i Sundhedsvæsenet. Første bestyrelsesmøde den 2. december. Lilli Sørensen, Klinikchef, Rygkirurgien Middelfart

  2. Jeg arbejder på et bog projekt, primært bygget på observant udsagn, om magtstrukturer i sundhedsvæsenet og de barrierer det stiller for kommunikation. Med mig arbejder en sprogpsykolog og observanter indenfor flere aldersgrupper, uddannelsesniveauer og minoritetsgrupperinger…

Skriv kommentar