Hartling om fastfrysning af speciallæger: Det giver ingen mening

Hartling om fastfrysning af speciallæger: Det giver ingen mening En fastfrysning af speciallæger vil gå ud over den faglige udvikling og vil få store konsekvenser for universitetshospitalerne, mener Svend Hartling, koncerndirektør i Region Hovedstaden.

Danske Regioners beslutning om at fastfryse antallet af specialelæger på de store universitetshospitaler giver ingen mening.

Det mener koncerndirektør Svend Hartling, Region Hovedstaden, der dermed udsiger den aftale bestyrelsen i Danske Regioner  – og heriblandt regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) – indgik i sidste uge.

Ifølge Hartling spænder fastfrysningen ben for den udvikling, der drives af universitetshospitalerne.

»Hvis man skal sikre, at den faglige udvikling fortsætter, så kan man ikke pludselig låse sig fast på antallet af speciallæger. Hvis man transplanterer bugspytkirtler, kan man ikke sige til patienten ‘det kan vi desværre ikke, for vi har låst vores antal af speciallæger’,« siger Svend Hartling.

Svend Hartling mener, at hvis aftalen bliver ført ud i ren bombastisk form, vil det få kæmpe konsekvenser på de tre hospitaler.

»Man kan dårligt sikre generationsskifte og uddannelse og alt muligt andet. Og hvis det bliver mere lempeligt indført, så ved jeg ikke, hvad det er, man tror, man løser med fastfrysningen. Man løser ikke noget som helst med aftalen, og man løser ikke fordelingen af speciallæger i landet på den måde. Lolland og Falster får ikke flere gigtlæger, fordi man låser antallet af kardiologer på Rigshospitalet,« siger koncerndirektøren og fortsætter:

»Vi vil gerne være med til at løse problemet med lægedækning, men det er bare ikke metoden til det. Man kan ikke administrere dette meningsfuldt. I stedet kommer vi bare til at bruge en masse bureaukratisk tid tid på at sidde og tælle, om nogen har ansat en speciallæge for meget eller diskutere jobopslag.«

Beslutningen om, at antallet af speciallæger ikke må stige mellem januar 2017 og januar 2019 berører Rigshospitalet Blegdamsvej/Glostrup Hospital, Herlev/Gentofte Hospital, Aarhus Universitetshospital (undtaget P.P. Ørumsgade) og Odense Universitetshospital både i Odense og Svendborg.

Skriv kommentar