Garvet karkirurg siger op på grund af Sundheds­platformen
Ulf Helgstrand synes, at Sundhedsplatformen har forvandlet ham til en lægesekretær, så derfor har han iført sig et ’lægesekretærskilt’. »Hvorfor skal jeg bruge så meget tid på noget, som andre er uddannet til at gøre bedre,« siger han.Foto: Joachim Rode

Garvet karkirurg siger op på grund af Sundheds­platformen En overlæge dr. med. fra Rigshospitalet er så ked af at arbejde med Sundhedsplatformen, at han har valgt at opsige sin stilling, længe før han havde planlagt at skulle gå på pension. IT-systemet stjæler al den tid, han ellers ville have brugt på at oplære hospitalets næste generation af dygtige karkirurger.

Som den ansvarlige overlæge og dr.med. for den komplicerede aortakirurgi på Rigshospitalet har 66-årige Ulf Helgstrand set frem til at bruge de sidste år af sin karriere på at oplære en ‘kronprins’ og i det hele taget videregive sine højtspecialiserede kompetencer til afdelingens yngre læger.

Men hospitalets nye it-system, Sundhedsplatformen (SP), har slugt al hans tid. Og da der ikke er nogen udsigt til, at det bliver bedre, synes han ikke, det er meningsfuldt at blive. Han har derfor valgt at opsige sin stilling, så han stopper ved udgangen af april.

Med håb om, at han kan få politikerne og lederne til at påtage sig et ansvar for det, han kalder for et ‘historisk fejlindkøb’, har han inviteret Dagens Medicin til en demonstration af SP på sit kontor, hvor han gennem årene har haft mange frugtbare konsultationer ansigt til ansigt med sine patienter.

Udrulning af Sundhedsplatformen

Nu tilbringer han størstedelen af sin tid på at sidde med ryggen til, mens han hamrer løs på tastaturet, fortæller han.

»Sundhedsplatformen og den måde, man skal arbejde i den på, har gjort, at jeg ikke har tid til at lære fra mig og heller ikke længere føler, at jeg på tilfredsstillende vis kan tale med mine patienter om vejledning og behandling,« siger Ulf Helg­strand og understreger, at han synes, at den udvikling er trist.

Den stikker helt af fra politikernes udmeldinger om, at læger skal have mere tid til patientkontakt.

»Efter indførelsen af Sundhedsplatformen sidder jeg paradoksalt nok og kigger meget mere ind i skærmen frem for at kigge på min patient,« siger han.

Bitter er han ikke. Han vil blot gerne gøre opmærksom på, at sundhedsvæsenet går den gale vej, og at djøfferne i Region Hovedstaden og Region Sjælland har valgt et system uden at have taget brugerne i ed.

»Når man laver så gigantisk en brøler, skal man ikke give brugerne skylden og påstå, at de bare skal lære det eller ikke er dygtige nok,« siger Ulf Helgstrand, der nikker i retning af sin kollega, overlæge, dr.med. Ole Michael Nielsen, som koncentreret sidder og arbejder ved bordet lige over for ham.

Kollegaen er også er træt af SP, men har foreløbig valgt at blive på sin post.

»Om Sundhedsplatformen kunne få mig til at sige op, ved jeg ikke, for man er også nødt til at have en indtægt og smør på brødet. Det kan godt motivere til at blive. Der er familie, så man skal lige tænke sig om,« siger Ole Michael Nielsen uden at løfte blikket fra skærmen.

Ti fingre hurtigere end to

Det katastrofale ved SP er efter Ulf Helgstrands vurdering ikke dets talrige børnesygdomme, for dem forventer han, at teknikerne før eller siden vil få bugt med.

Det, han synes er helt galt, er, at man ved valget af SP også pålægger lægerne ansvaret for at skrive journalerne. Hvor han tidligere kunne diktere en journal i løbet af en konsultation og overlade det til sekretæren at bruge sit veltrænede tifingersystem til hurtigt og sikkert at nedfælde hans udtalelser, bærer han nu selv ansvaret for at taste det hele ind i SP.

»Vi har mistet fokus. Hele min karriere har bestået af at gøre livet bedre for patienterne. Og nu er vi bare blevet små robotter, som skal standardisere og klikke»
– Ulf Helgstrand.

Da han, som læger er flest, kun skriver med tre-fire fingre, går det væsentlig langsommere. Og det bliver kun værre af, at han ud over at skrive også skal klikke alverdens ting af i størrelsesordenen 50 gange — det uden på noget tidspunkt at skulle angive det væsentlige, om patienten skal opereres i højre eller venstre side.

»Vi har mistet fokus. Hele min karriere har bestået af at gøre livet bedre for patienterne. Og nu er vi bare blevet små robotter, som skal standardisere og klikke,« siger Ulf Helgstrand.

At han skal bruge så lang tid på at skrive journal, synes han er et stort problem, når han skal tage sig af otte patienter om dagen og sammenlagt kun har en halv time til at tage hånd om patienten, før den næste banker på døren. Og vente med at skrive journalerne, til alle er gået hjem, er heller ikke nogen god løsning.

Selv med fejlretning og træning kommer SP efter hans vurdering ikke til at fungere bedre, end at 80 pct. af tiden fremover vil gå til SP, mens 20 pct. vil gå til patienten. Før var det 90 pct. til patienten og 10 pct til diktafon. Det er et voldsomt skifte, som han er rigtig, rigtig ked af.

»Tillid kommer igennem kommunikation. Og den mister vi med Sundhedsplatformen. For dengang, jeg dikterede, kunne patienten høre, hvad der kom til at stå i journalen. Hvis den syge ikke kunne forstå det, jeg sagde, afbrød han mig. Det er slut nu,« siger Ulf Helgstrand, der begræder, at SP har forvandlet ham til en lægesekretær.

»Hvorfor skal jeg bruge så meget tid på noget, som andre er uddannet til at gøre bedre,« siger han.

Skal ikke tænke selv

Hans arbejde bliver yderligere forsinket af, at SP ikke giver ham et overblik over, hvilke af patientens lidelser han skal behandle patienten for. Han skal selv hitte rundt i den ofte lange og helt uoverskuelige liste over alt, hvad patienten har fejlet gennem årene.

Ulf Helgstrand tager ikke kun afstand fra SP, fordi den fortærer hans tid. Han bryder sig heller ikke om den, fordi den tvinger lægerne til at udfylde skabeloner for udredning og behandling frem for at tænke selv. Efter SP behøver man i princippet ikke længere at læse medicin for at agere som læge, udbryder Ulf Helgstrand.

Ulf Helgstrand vurderer, at 80 pct. af tiden fremover vil gå til SP, mens 20 pct. vil gå til patienten. Før var det 90 pct. til patienten og 10 pct til diktafon.
Ulf Helgstrand vurderer, at 80 pct. af tiden fremover vil gå til SP, mens 20 pct. vil gå til patienten. Før var det 90 pct. til patienten og 10 pct til diktafon. – Foto: Joachim RodeFoto: Joachim Rode

»De mange skabeloner gør behandlingen meget dyrere og tungere, fordi man slavisk udfører en masse indgreb uden at forholde sig til, om det giver mening for patienten,« siger han.

Af samme grund har han heller ikke meget tilovers for de drop down-menuer med standardiserede vendinger, som SP tilbyder lægen at bruge i sin journal, selvom de sjældent passer 100 pct. på den enkelte patients tilstand.

»Når patienten kommer tilbage om fire år, vll ingen kunne danne sig et helhedsbillede af, hvordan patienten har det,« siger Ulf Helg­strand.

SP har i hans øjne betydet, at journalerne nu er fyldt med staccato-forkortelser, som gør journalerne til sort snak for læger fra andre specialer. Spørgsmålet er, om lægerne på f.eks. en reumatologisk afdeling ved, at CFA er karkirurgens forkortelse for en pulsåre.

»Notaterne vil aldrig mere rumme de nuancer, der skal til, for at kunne vurdere, hvor syg patienten er. Individualismen forsvinder, og detaljerne bliver totalt væk, for jeg har ikke tid til at formulere det. Det er ikke, fordi jeg synes, journalerne skal være lange bibler, men det relevante skal være der,« siger han.

Sikkerheden daler

SP taber ikke alene vigtig information på gulvet. Den forringer efter Ulf Helgstrands overbevisning også patientsikkerheden. Det, han frygter mest, er systemets manglende evne til at udskrive kvitteringer, som kan udløse en lavine af livstruende fejl.

Han synes, det er dybt problematisk, at læger ved deres bestillinger af blodprøver, CT-scanninger og andre undersøgelser via SP ikke har en jordisk chance for at tjekke, om f.eks. en sekretær har modtaget dem og har bragt dem videre.

»Det værste er, at det igen går ud over de svageste, som sjældent henvender sig, hvis de ikke hører noget, men bare forholder sig afventende. De gør ikke, som man gør i Hellerup, hvor man banker i bordet, hvis man ikke hører noget,« siger han.

Ole Michael Nielsen har også flere gange oplevet, hvordan SP øger risikoen for, at der sker fejl, som f.eks. når han skal udskrive en patient og overflytte oplysninger om medicinordinationer til fællesmedicinkortet FMK, der bl.a. bliver brugt i almen praksis.

»Mens patienten er indlagt, skal vi bruge Sundhedsplatformen. Når patienten udskrives, skal de tilbage til egen læge. Men overflytningen til FMK betyder, at patientens medicinoplysninger to timer senere forsvinder fra vores system. Konsekvensen er, at vi ikke ordentligt kan dokumentere, hvad patienten har fået, mens vedkommende har været indlagt,« siger Ole Michael Nielsen.

I det hele taget oplever han, at SP er dårlig til at kommunikere med andre systemer og på ingen måde erstatter alle de systemer, som hospitalet tidligere brugte, og som de ellers havde fået lovning på ville blive integreret i SP og dermed kunne tilgås med samme login.

»Så tænkte jeg, at Sundhedsplatformen nok kunne en masse andre gode ting som f.eks. at give et overblik over patientens behandling. Men det kan det heller ikke. Det er ikke en døjt bedre end det tidligere system,« siger Ole Michael Nielsen og nævner, at SP heller ikke indfrier ønsket om at advare, hvis han som læge begår en fejl.

Det gør det paradoksalt nok kun i de tilfælde, hvor han med vilje ordinerer to ens præparater samtidig, fordi han ønsker, at patienten skal have én dosis om morgenen og en anden dosis til middag.

»Hvis jeg skal arbejde som læge, skal det være for patienternes skyld — ikke for systemets. Det betyder, at jeg under alle omstændigheder heller ikke bliver læge i Region Sjælland, som jo også skal på Sundhedsplatformen. Det bliver i det øvrige Danmark eller i udlandet«
– Ulf Helgstrand

Ulf Helgstrand og Ole Michael Nielsen kan ikke forstå, hvordan Region Hovedstaden og Region Sjælland i deres valg af SP har kunnet ramme så meget ved siden af. Når de går på internettet, skal de ikke lede længe for at finde kritiske artikler og fyldige rapporter over, hvordan SP, der i USA blev født som ‘EPIC’, har udløst ‘disasters’ på hospitaler verden over.

»Jeg vil gerne bytte og være regionsformand og bede Sophie Hæstorp Andersen om at overtage mit job, bare en dag. Hun skal være hjertelig velkommen, for det, hun laver, det kan jeg også godt. Det handler jo om, at man har kendskab til det, man har med at gøre, og som man pålægger folk at bruge,« siger Ulf Helgstrand.

Han synes f.eks. at hun sammen med den øvrige ledelse burde have skelet til alle de afdelinger, der har nedlagt det i USA og Holland.

»Der er flere lande, som enten helt har droppet systemet eller har valgt at sige nej tak. Der var bl.a. et sygehus i Boston, som gik 1,8 mia. dollar ned i omsætning på grund af det tidsforbrug, der ligger i at bruge Sundhedsplatformen som elektronisk patientjournal,« siger Ulf Helgstrand, der har besluttet sig for aldrig mere at ville arbejde med Sundhedsplatformen.

»Hvis jeg skal arbejde som læge, skal det være for patienternes skyld — ikke for systemets. Det betyder, at jeg under alle omstændigheder heller ikke bliver læge i Region Sjælland, som jo også skal på Sundhedsplatformen. Det bliver i det øvrige Danmark eller i udlandet,« siger han.

 

Kommentarer

  1. Desværre konkluderer Hartling, Christiansen og Aaberg formentlig at det blot igen er de ansattes manglende ‘robusthed’ og ‘omstillingsvillighed’ der taler her.

  2. “Bitter er han ikke. Han vil blot gerne gøre opmærksom på, at sundhedsvæsenet går den gale vej, og at djøfferne i Region Hovedstaden og Region Sjælland har valgt et system uden at have taget brugerne i ed.”

    Vi er naturligvis enige om, at der ikke kan tales ondt nok om Djøff’ere
    Men lige præcis her mener jeg, at der bliver bjæffet op ad det forkerte træ:
    Så vidt jeg er orienteret var det et udvalg bestående af Overlæger der skulle vælge mellem en række tilbud og som herefter valgte Epic.

  3. Uanset hvem der bærer ansvaret burde man allerede nu tage konsekvensen af den næste offentlige IT-katastrofe=SP. Nemlig udvise ansvarlig ledelse, indse at man har lavet et kæmpe fejlkøb og rulle systemet tilbage. Se det havde været at tage ansvar. Desværre sker det sikkert først om 4-5 år, når man har sikret sig genvalg. Kæmpe ros til Ulf for en meget vigtig og meget rigtig gengivelse af den nye lægelige virkelighed.

  4. “Det, han synes er helt galt, er, at man ved valget af SP også pålægger lægerne ansvaret for at skrive journalerne. Hvor han tidligere kunne diktere en journal i løbet af en konsultation og overlade det til sekretæren at bruge sit veltrænede tifingersystem til hurtigt og sikkert at nedfælde hans udtalelser, bærer han nu selv ansvaret for at taste det hele ind i SP.”
    Det må da kunne løses. Er det mon ikke mere en ledelsesbeslutning, at lægerne selv skal taste, end det er en brist i SP?

    1. MIchael Dreyer, man kan slet ikke diktere i SP; i hvert fald ikke i den version Regionerne har indkøbt. Jeg sidder som nabo til Ulf, men med sygeplejedelen af SP, og den er helt sikkert et tilbageskridt fra det system vi havde tidligere. Igen skal man klikke en masse ting af om den enkelte patient. Vil man skrive uddybende om en særlig problematik, er man nødt til at gøre det blandt alle lægenotaterne. Der er ikke plads i sygeplejedelen. Den er blot et modificeret regneark og var muligvis smart for 15-20 år siden.
      SP forsøger gennem en såkaldt “Opgaveliste” at fortælle hvilke opgaver sygeplejerskerne skal udføre hos den enkelte patient. Skulle man følge denne liste slavisk, ville man fx skulle fjerne forbindingen fra et operationssår 3 gange dagligt for at dokumentere, hvordan det ser ud. Såret ville aldrig få ro til at hele op. En erfaren kirurgisk sygeplejerske ville selvfølgelig aldrig gøre dette, men hvad hvis en ung uerfaren sygeplejerske eller en vikar er på arbejde? Som Ulf skriver, kan man let blive vænnet af med at tænke selv.
      Min største anke er dog al den tid som SP stjæler fra patienterne. Man øger ikke patientsikkerheden ved at sidde foran en skærm, men ved at være hos patienterne. Med SP fylder dokumentationen alt for meget. Dokumentation skal være meningsfuld og ikke meningsløs. Vi skal dokumentere for patienternes og deres behandlings skyld; ikke for systemets skyld, som det er blevet efter indførslen af SP.
      Da jeg havde færdiggjort mine kurser i SP, skulle jeg bestå en certificeringstest, der bestod af multiple choice-spørgsmål. Jeg skulle blandt andet svare på, hvorfor man skal scanne medicin hos patienten inden man giver den, hvor man også scanner patientens armbånd. Jeg svarede: “For at sikre at den rigtige patient får den rigtige medicin”. Det var forkert! Det rigtige svar var: “For at sikre, at den medicin jeg giver, er den medicin jeg har dispenseret i MDA (medicinmodulet)”. Jeg synes at det er tankevækkende! Hvor er patienterne henne?

      1. Vi kan sagtens blive enige om at SP er fyldt med fejl og mangler, men man kan altså godt diktere i SP. Problemet er bare at man har taget en ledelses beslutning om at kun en meget lille andel må bruge diktering.
        Man har under dække af SP valgt at sløjfe lægernes mulighed for at diktere i nævneværdig grad hvilket djøfferne længe har ønsket at gøre, også inden SP. Nu har man bare en undskyldning.
        Vi dikterer alle vores multidiciplinære konferencer. Under dit notat kan du se en lille mikrofon der åbner et optagemodul.

  5. Sofie lader sig ikke mærke med et enkelt lægelivs ligegyldige erfaring. Hun har det bedst, smiler mest, hæver sit skingre organ en tak og overtrumfer intervieweren og afviser kritikken med en håndevending, når hun får modstand. Det har hun også bevist idet 1813 jo stadig eksisterer på trods af at det er dyrere, dårligere og overlader patienterne til os i almen praksis dagen efter uanset om patienten er højfebril med pyelit har halsbetændelse eller hvad de måtte fejle. Vi må da også indrømme 1813 at det er ret få der mister livet pga dette fordi vi andre kan rydde op; ofte i tide.

  6. Nu, hvor det er ved at være et år siden, at de første hospitaler tog SP i brug, må det vel snart være tiden, hvor der skal laves en struktureret evaluering af både selve SP og af det setup der er lavet. Er aktiviteten ved at være oppe på præ-SP niveau igen? Har de forventede kvalitetsforbedringer vist sig, er der kommet færre alvorlige UTH’er, hvordan fordeler medarbejdertilfredsheden sig osv? Det kunne måske nuancere det lidt skingre billede, der oftest tegnes. Eller kunne det?

  7. Tak Ulf, Niels, Janne og Co. for et godt bidrag til debatten!
    Jeg er fuldstændig enig i, at ansvarlighed i toppen burde medføre en tænkepause evt. stop for yderligere Go-live og en lægefaglig diskussion af om vi overhovedet skal bevæge os yderligere ud af denne vej. Pengene er tabt men skaden kan fortsat begrænses, for det koster meget på bundlinjen, at gøre speciallægers tidsforbrug ineffektivt.
    RegionH & SJ er de eneste der kan gøre noget ved problemet, lige nu har de Fortsat skyklapperne på. Specielt ambulatoriefunktionen er noget nær den fuldendte katastrofe!!

  8. For at fuldende billedet af opgaveglidning læste jeg for ca et år siden at der var overvejelser igang om at gøre maskinskrivning obligatorisk på lægeuddannelsen.
    Arbejder et sted hvor vi har rigtigt mange udenlandske læger hvis danskkundskaber er meget svingende og en af mine gamle studiekammerater var faktisk svært ordblind men formåede alligevel at gennemføre på normeret tid, jo det bliver sgu nogle kryptiske journalnotater som kan komme ud af at læger selv skal skrive notaterne.
    Dejligt at man kan gå på pension når man ikke gider mere.

  9. Det oprindelige formål med journalen var at lægen dokumenterede patientens behandling for at bevare overblikket, og involverede kolleger kunne orientere sig herom. Nu er det primære formål tilsyneladende at generede data til myndighederne – og det oprindelige formål fortabes heri.

Skriv kommentar