Første almen praksis er akkrediteret Den første almen praksis er nu blevet akkrediteret. Og selvom det var en hård omgang, var det en god oplevelse, siger en af klinikkens læger, Berit Lassen

Lægecenter Korsør er som første almen praksis blevet akkrediteret. Og for de ansatte i klinikken, var det en rigtig god oplevelse.

Det siger Berit Lassen, der er er en af klinikkens tre læger.

Via sin fortid i DAK-e, De praktiserende lægers og regionernes fælles enhed for kvalitetsudvikling, var hendes praksis blevet udvalgt til at være den første til at blive akkrediteret med henblik på at kunne nå at rette åbenlyse fejl, inden de øvrige praksis skal akkrediteres.

»De var meget professionelle og grundige. Det tog fem timer, så på den måde, var det en hård omgang. Men det gik rigtig fint, og vi følte os respekteret, og jeg synes, at de gør deres arbejde godt,« siger Berit Lassen.

I klinikken har man gået systematisk til værks for at forberede sig på akkrediteringen. Blandt andet fastsatte man for længe siden en række mødedatoer, hvor personalet, som består af tre læger, to uddannelseslæger, tre sygeplejersker, en bioanalytiker og en sekretær kunne tale om akkrediteringen og de opgaver, der følger med.

Alle opgaver, der er forbundet med at skulle akkrediteres, blev placeret i årshjul. Det drejer sig bl.a. om at anvende resultater fra journalaudits eller kontrol af laboratorieudstyr, anvendelse af utilsigtede hændelser eller kontrol af lægetaske og lægemidler.

Og forarbejdet gav pote, siger Berit Lassen. For klinikken blev akkrediteret uden indvendinger.

»De havde aldrig prøvet at akkrediteret nogen uden en eneste anmærkning. De var imponerede,« siger Berit Lassen og tilføjer:

»Det der betød meget for mig og mine kolleger var, at vores personale voksede. De blev glade for ros og anerkendelse, og for os betød det rigtig meget, at der var andre, der kunne se det gode arbejde, de laver. Det var det bedste ved det,« siger Berit Lassen.

Hun havde selv et par tilbagemeldinger til akkrediteringen:

»Jeg synes ikke, at audits giver mening, hvis hver læge skal gøre det selv. Vi valgte at lave fælles audits for at styrke læring og erfaringsudvekslingen, men vi kunne ikke nå 20, som der står, så vi tog udgangspunkt i otte. Og jeg mener, at otte er rigeligt. Derefter er det de samme ting, man støder ind i,« siger Berit Lassen.

De resterende 12 journaler blev fordelt mellem lægerne, men det mente Berit Lassen var spild af tid.

»Min anden tilbagemelding gik på, at jeg principielt synes, det er en pseudoakkreditering, da arbejdet med kvalitetsrapporter fra DAK-e indgår som vigtige elementer  i mange af standarderne, men dem har vi jo ikke adgang til mere,« siger Berit Lassen.

Da Lægecenter Korsør blev akkrediteret var Anny Adeler lægesurveyor, og derudover var der en surveyor med fokus på praksispersonalet. Og fordi dette var den første akkreditering i almen praksis deltog også to observatører. Om akkrediteringen siger Anny Adeler, der selv er praktiserende læge:

»Ved et survey gives ikke endelig besked om resultatet, idet akkrediteringsnævnet er bedømmende myndighed. Imidlertid kunne vi efter endt besøg berette for Lægecentret, at de til fulde opfylder alle standarder. Ved afslutningen af et besøg vil surveyors altid give en kort tilbagemelding om evt. fund og mangler ved gennemgangen af indikatorerne, men en endelig afgørelse kommer først efter sagsbehandling og bedømmelse i nævnet,« siger Anny Adeler og fortsætter:

»Besøget var en meget positiv oplevelse. Det var dejligt at besøge en praksis, der i udtalt grad arbejder med kvalitet og patientsikkerhed. Man oplevede faktisk, at det var en del af denne praksis’s DNA. Der er dog heller ikke tvivl om, at denne praksis på mange områder har arbejdet langt videre, end der kan forventes,« siger Anny Adeler.

Fra 6. januar rulles akkrediteringen for alvor ud i almen praksis, hvor ca. 600 praksis årligt skal evalueres.

Skriv kommentar