FAS: Udvalget løser ikke manglen på speciallæger

FAS: Udvalget løser ikke manglen på speciallæger Forslagene i Lægedækningsudvalgets rapport vil ikke afhjælpe manglen på speciallæger, mener FAS.

Den netop offentliggjort rapport fra regeringens Lægedækningsudvalg vil ikke ændre på, at flere sygehuse og specialer fortsat vil mangle speciallæger.

Sådan lyder vurderingen fra Foreningen af Speciallægers (FAS) til de 18 anbefalinger, der i dag er blevet præsenteret.

»Udvalget kommer med udmærkede anbefalinger, men vi savner det afgørende skub for at udvide kapaciteten på speciallægeuddannelserne. For uanset, hvordan man vender og drejer det, vil der under de nuværende forhold være alvorlig mangel på speciallæger flere steder i landet og inden for flere store specialer og sygdomsområder. Vi støtter udvalgets anbefaling af at uddanne læger i almen medicin, men der er også brug for flere speciallæger til sygehusene,« siger FAS’ formand Anja Mitchell i en skriftlig kommentar til Dagens Medicin.

Hun peger bl.a. psykiatri, geriatri, neurologi, radiologi og det lungemedicinske speciale som specialer med store rekrutteringsproblemer.

Det har ulykkelige konsekvenser for læger og patienter, siger Anja Mitchell, og efterlyser større fokus på at udvide speciallægeuddannelsen.

»Der uddannes i dag flere nye læger på universiteterne, end der er plads til på speciallægeuddannelserne. Vi anerkender, at der aldrig kan blive frit valg på alle hylder til at vælge speciale, fordi patienternes behov er den afgørende faktor. Men der er god plads til at udvide speciallægeuddannelsen, og det håber vi, at regeringen og regionerne vil tage fat på,« siger hun.

Her og nu opfordrer Anja Mitchell sygehuse med stor mangel på speciallæger til at gøre en indsats for at gøre de opslåede speciallægestillinger attraktive, f.eks. ved at lave aftaler om fleksible arbejdsforhold, tilbyde attraktive forskningsmuligheder og et godt arbejdsmiljø.

Skriv kommentar