Familielægen er lægernes behov, ikke borgernes Imødekommelse af nutidens behov kræver, at PLO anerkender, at en sektor for offentlige midler er et samfundsanliggende, hvor der kan stilles krav som til det øvrige sundhedsvæsen.

Status som ‘familielæge’ og selvstændigt erhvervsdrivende fremhæves som afgørende for praktiserende læger, men synes at være blevet en barriere for nye almene medicinere og et sammenhængende sundhedsvæsen i forandring.

Familielægen er lægernes behov, ikke borgernes.

Selv husker jeg, da forældrene ringede til lægen, som kom døgnet rundt – det ophørte i 1960’erne. De næste årtier følte man nok loyalitet overfor ‘familielægen’ i praksis, men selv har jeg den fjerde læge samme sted, fordi de går på pension, og ‘den ene praksis er vel lige så god som den anden’.

Mange er i et praksisfællesskab og bruger ofte en af klinikkens øvrige læger, f.eks. en turnuskandidat, man aldrig møder igen. Det vigtige for borgerne er kvaliteten, tilliden og tilgængeligheden.

Almen praksis udfordres af, at man stadig flere steder ikke kan levere den hjælp, som alle borgere har ret til. Her kan den livslange praksis være en barriere, fordi mange almene medicinere af i dag har andre forventninger til arbejdslivet, udviklingsmuligheder, familiens ambitioner, deltid med mere. 750 almene medicinere arbejder på hospitalerne, i psykiatrien og i udlandet.

Almene medicinere, som ønsker at nedsætte sig i en selvstændig praksis, har alle muligheder for det, og de vælger forståeligt ikke at nedsætte sig livslangt steder, der kan blive en udfordring for dem selv og familien.

Alene i Region Hovedstaden er der fem områder, der ikke kan besættes, selv om der i regionen er overkapacitet af praktiserende læger svarende til 44.000 borgere.

Der må tages ansvar, og for borgernes skyld er der behov for fleksible alternativer til den livslange praksis, f.eks. som den regionale praksis på Bornholms Hospital, der hurtigt blev en succes. Både regionalt og kommunalt kunne etableres praksis i områder, hvor ingen vil nedsætte sig livslangt, som almene medicinere kunne leje sig ind i på åremålsbasis med mulighed for forlængelse eller at overtage praksis.

Imødekommelse af nutidens behov kræver, at PLO anerkender, at en sektor for offentlige midler er et samfundsanliggende, hvor der kan stilles krav som til det øvrige sundhedsvæsen. F.eks. at alle har ret til hjælpen, en ensartet kvalitet, og at praksis er tilgængelig i dagtimerne også for personer med funktionsnedsættelse.

Fortsætter PLO at hænge fast i fortidens dogmer, kommer Falck til at overtage almen praksis.

Det er vi en del politikere, der ikke ønsker, men det kræver, at PLO er villige til forandring mere end at kræve differentieret honorering, og at andre skal løse flere af deres opgaver.

Kommentarer

  1. Kære Torben Kjær
    Jeg synes du som Regionsrådsmedlem skulle kontakte en praktiserende læge i din region og spørge om ikke du måtte komme på besøg i deres praksis og høre lidt omkring hvordan de sørger for kontinuiteten i læge-patientkontakten, så du får lidt opdateret viden omkring dagens almen praksis i det sammenhængende sundhedsvæsen. Jeg tror du vil blive særdeles positivt overrasket.
    Så skriver du at “Familielægen er lægernes behov og ikke borgernes”, det postulat mangler du at underbygge i din artikel, jeg forstår det ikke rigtig. Vi har i Danmark et forbilledligt “egen læge” system, faktisk verdenskendt og noget vi bør være stolte af, et system som netop bygger på det du ønsker, når du skriver “Det vigtige for borgerne er kvaliteten, tilliden og tilgængeligheden.”
    Kvaliteten sikres med verdens længste uddannelse til Speciallæge i Almen medicin (5 år i tillæg til 6 år på universitetet og 1 års KBU), og ALLE praktiserende læger er uddannet speciallæger i almen medicin. Udover det er der både frivillig og systematisk efteruddannelse og et tæt samarbejde med regionernes kvalitetsenheder og de nationale forskningsenheder på universiteterne.
    Tilliden blandt patienterne, og borgerne generelt i Danmark, kan ikke blive højere, de praktiserende læger har særdeles stor tillid hos deres egne patienter. Der foreligger masser af dokumentation på dette.
    Tilgængeligheden er også helt i top, man kan naturligvis tale om forbedringer med lidt handikapadgang i enkelte klinikker, men de fleste har dette og alle har en meget høj telefontilgængelighed, og da meget højere end regionens 1813 i Hovedstaden.
    Til sidst skriver du i absolutte tal at Region Hovedstaden har en overkapacitet af læger sv.t. 44.000 patienter, det lyder naturligvis af mange, en mindre by nationalt, men Region Hovedstaden har 1.800.000 indbyggere, det giver en overkapacitet på 2,5% – det kan faktisk ikke kaldes overkapacitet, nærmere det modsatte. For at patienterne skal have en mulighed for lægeskifte, ved flytning eller af andre årsager er vi nød til at have et vist overskud af praktiserende læger i en region og 2,5% er desværre ikke helt nok.

    Mvh. en praktiserende læge i Region Midt
    Henrik Idriss Kise

  2. Kære Torben Kjær
    Det er desværre undeligt trættende at blive ved med at skulle læse indlæg fra politikere, der ikke er inde i det, de udtaler sig om.
    Det tror jeg iøvrigt en del andre faggrupper kan nikke genkendende til: spørg bare lærere og politifolk som eksempler.
    Desværre er det inden for nutidens politiske verden ikke væsentligt, at man ved noget om det, man ytrer sin mening om – når blot man har en mening og ytrer den tydeligt nok.
    Henrik, tak for et mere pædagogisk svar end mit.
    Desværre har Torben Kjær nok ikke lyst til at følge opfordringen og tage ud og se virkeligheden. Den passer formentlig ikke ind i hans fordomme og politiske visioner og endnu mindre i hans behov for at profilere sig selv på den efterhånden næsten cirkuslignende politiske scene.
    Mvh Thomas Justesen
    Praktiserende læge, Region Sjælland

  3. En besøgende notabilitet fra USAs sundhedsvæsen, fremhævede som det mest bemærkelsesværdige ved det danske sundhedsvæsen, at alle danskere kendte deres læges navn. Der er selvfølgelig nogen, som Torben Kjær, som ikke gør det, men den selvstændigt praktiserende familielæge lever og arbejder i 2100 klinikker landet over, og der er heldigvis bred politisk opbakning til at den danske praksismodel skal bevares og udbygges. Vi frygter ikke konkurrence, hverken på pris eller kvalitet.

  4. Det er foruroligende at læse en politiker der udtaler sig om borgeres behov i sundhedsvæsenet udfra helt personlige erfaringer med at bruge sundhedsvæsenet, og udfra egne behov. Og det er godt at behovene hos vores ressourcestærke politikere ikke sætter baren for hvad sundhedsvæsenet skal levere.

    Det er velkendt at det trygge, kendte læge-patient-forhold har størst betydning når man er alvorligt syg, kronisk syg eller psykisk syg. Frede Olesen beskriver det glimrende i denne video om “Ulighed i Sundhed”, som enhver politiker bør se:

    Men det er også min erfaring, at den højt-uddannede patient med høj “health literacy” helst vil se den læge man kender i forvejen, når der bookes en tid. Det gælder også for gravide og børnefamilier – man vil helst se den læge man kender.

    Det kendte læge-patient forhold er en absolut kerneydelse i almen praksis, som afspejler borgernes behov – ikke lægernes. Det er et behov der gang på gang efterspørges af patienter indenfor hospitalsvæsenet. Det er essentielt for et sammenhængende sundhedsvæsen.

    Og det er overraskende hvis liste Ø flirter med tanken om at sætte det over styr.

  5. Det er et supergodt interview m. Frede Olesen om ulighed i sundhed og betydning af tillid og kontinuitet i Læge/ pt relationen. se det !, og det burde være pligt stof for politikere som ønsker at udtale sig om emnet.

Skriv kommentar