Ellen Trane Nørby dropper hård kurs mod rygning VLAK-regeringens nye sundhedsminister vil ikke gå videre med planerne om at indføre rygeforbud på erhvervsskoler og total røgfri skoletid på alle skoler og uddannelsessteder. Skuffende, lyder det fra både Kræftens Bekæmpelse og Lægeforeningen.

Det er gennem oplysning og kampagner og ikke flere forbud, at børn og unge skal vide, at det er farligt at ryge.

Sådan lyder meldingen fra den nye sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V), som dropper flere af de stramninger, der var lagt op til under den tidligere Venstre-regering med Sophie Løhde (V) som sundhedsminister – blandt andet en målsætning om total røgfrie skoler og uddannelsesstede.

Det skriver Berlingske.

»Vi har stadig en meget ambitiøs målsætning om, at Danmark skal have sin første røgfri generation i 2030. Men der er også andre veje at gå end forbud og lovgivning. For eksempel skal vi blive bedre til at forklare alle unge i et sprog, de forstår, hvorfor de ikke skal ryge – og at en storryger lever otte-ti år kortere end ikke-rygere,« siger Ellen Trane Nørby til avisen.

Dansk Folkeparti som Venstres nye regeringspartner Liberal Alliance har tidligere givet udtryk for en markant modstand mod at indføre et forbud mod rygning på erhvervsskolerne. Og det har man også taget bestik af i den nye regering.

»Det er klart, at når man går fra at være ét parti i regeringen til at være tre, skal alle kunne se sig i regeringsgrundlaget. Det betyder også, at vi skal finde andre veje til målet, end der var lagt op til under den rene Venstre-regering,« siger Ellen Trane Nørby.

Kræftens Bekæmpelse glæder sig over, at regeringen holder ved 2030-ambitionen om ingen unge rygere. Men foreningen er skuffet over, at Ellen Trane Nørby dropper planerne om rygeforbud og røgfri skoletid på alle skoler og uddannelsessteder.

På Twitter er Lægeforeningens formand Andreas Rudkjøbing ligeledes skuffet over den nye kurs.

»En meget skuffende udmelding fra vlak-regeringen og Ellen Trane Nørby. Skolegang skal da være røgfri!,« lyder det fra ham, og han uddyber:

»Vi diskuterer lige nu, hvad vi skal stille op. Der er jo ikke meget tilbage i Kræftplan IV til at understøtte målet om en røgfri generation.«

Skriv kommentar