Eksplosion i udgifter til kræftbehandling er udeblevet Stigende udgifter til kræftmedicin modsvares af organisatoriske ændringer, som samlet set har holdt de direkte udgifter til kræftbehandling i de europæiske lande på et konstant niveau i mange år, viser svensk sundhedsøkonomisk rapport.

Til trods for stigende forekomst af kræft blandt befolkningerne i de europæiske lande, til trods for introduktionen af flere end 100 nye kræftlægemidler over de seneste 20 år og til trods for stigende udgifter til kræftmedicin, har de direkte sundhedsudgifter til kræftbehandling holdt sig på en konstant andel af de samlede sundhedsudgifter i ca. 20 år.

Det fremgår af en større kortlægning af europæiske patienters adgang til kræftmedicin, som en forskergruppe fra det svenske institut for sundhedsøkonomi IHE (Institut för Hälsovårdsekonomi) står bag.

Nils Wilking
Niels Wilking

Salget af kræftmedicin i Europa er alene i perioden 2005 til 2014 steget fra ca. 60 mia. kr til ca. 149 mia. kr. Stigningen i udgifter til kræftmedicin skyldes især indførelsen af et mindre antal meget vigtige og dyre lægemidler, som står for hovedparten af de øgede udgifter.

I samme periode er landenes overordnede udgifter til sundhedssektoren imidlertid også steget markant og kombineret med, at hospitalsindlæggelser i stigende grad er blevet omlagt til ambulante behandlinger, er de direkte udgifter til cancer som andel af de samlede sundhedsudgifter ikke steget.

I Europa som helhed udgør de direkte udgifter til kræft ca. seks pct., i Danmark ca. 4,5 pct. af de samlede sundhedsudgifter, konkluderer rapporten.

Overrasket over resultat

Resultatet af undersøgelsen overraskede forfatterne, fortæller én af rapportens forfattere, Nils Wilking. Han var indtil sidste år chef for onkologien i Region Skåne og deler nu sin tid mellem at være strategisk rådgiver på cancerområdet i regionen og lave klinisk arbejde med tarmkræftpatienter på sygehuse i Halland.

»Da vi lavede den tilsvarende rapport i 2005 var det med en forventning, at mange nye kræftmidler ville få udgifterne til at sprænge alle grænser i de kommende år. Det er mod forventning ikke sket,« siger Nils Wilking.

Skærmbillede 2017-02-15 kl. 14.10.13

Rapporten konkluderer, at udgifter til ny cancermedicin hidtil ikke har været en trussel mod sundhedssektorens finansielle stabilitet og heller ikke bør ses som en trussel i fremtiden. Derimod skal nye cancerlægemidler ses som en mulighed for sundhedsvæsenet til at forbedre overlevelsen, livskvaliteten og behandlingskvaliteten for patienter med cancer.

En betydeligt bidragende faktor til, at de direkte kræftudgifter udgør en stabil andel af sundhedsudgifterne er som nævnt skiftet fra hospitalsindlæggelser til ambulante behandlinger og til behandlinger i hjemmet. Hospitalsindlæggelser i relation til behandling af kræft er det største komponent i de direkte udgifter til kræft og står for mere end halvdelen af udgifterne.

Forfatterne peger på en række årsager til, at omlægningen fra indlæggelser til ambulante behandlinger har været mulig at gennemføre: En større grad af ambulant behandling er gjort mulig af terapeutiske og teknologiske fremskridt. Denne tendens er blevet understøttet af udviklingen af mindre toksisk kræftmedicin, tabletbehandling og brug af adjuverende behandling.

Desuden er den generelle tendens til kortere indlæggelsestider inden for sygehusvæsenet også slået igennem på kræftområdet.

Flere kræfttilfælde, men…

Forekomsten af kræftsygdomme varierer betydeligt mellem de europæiske lande.

Lande som Danmark, Tyskland, Italien, Belgien og Norge har en relativt høj forekomst af nye kræfttilfælde og et deraf følgende tilsvarende større antal patienter, der skal behandles. Derfor vil det også være nærliggende at antage, at lande med en høj forekomst af kræft også ville bruge en tilsvarende højere andel af sundhedsudgifterne på kræftområdet.

Men forskerne bag undersøgelsen konstaterer, at det ikke er tilfældet. Det er de skandinaviske lande et godt eksempel på: Både Danmark og Norge rangerer som før nævnt blandt de europæiske lande med højest forekomst af kræft, men bruger en mindre andel af sundhedsudgifterne på kræft end Sverige, som har en lavere kræftincidens end de andre skandinaviske lande.

Forfatterne peger på, at direkte udgifter til kræft ikke afspejler den store sygdomsbyrde, som cancersygdomme samlet set udgør i de europæiske lande. Svagheden er, at direkte udgifter til kræft, som ligger uden for sundhedsvæsenets regi, ikke er særligt veldokumenterede, og det er derfor også vanskeligt at vurdere, hvordan de vil udvikle sig.

Hvordan de direkte udgifter til kræft vil udvikle sig i de kommende år afhænger af mange forskellige faktorer: Antal nye tilfælde, dødelighed og overlevelse, investeringer i forebyggelse, diagnostik og behandling, m.v. Men både stigende forekomst og overlevelse blandt den ældre del af befolkningen kan lægge yderligere pres på både offentlige og private ressourcer uden for sundhedssektoren, mener forfatterne.

Afdelingschef for dokumentation og kvalitet i Kræftens Bekæmpelse, sundhedsøkonom Jes Søgaard, er enig i rapportens vurdering af, at de direkte kræftudgifters andel af sundhedsudgifterne har været konstant i en længere årrække. Han mener ikke, at omlægningen fra indlæggelser til ambulant behandling er en engangsgevinst.

»Der er netop kommet et interessant finsk studie, som peger på, at effektiviseringer er med til at holde omkostningerne nede. Der vil formodentlig være rum for flere effektiviseringer fremover. Det gælder f.eks. ved optimering af opfølgningsprogrammer og ved at placere nogle opgaver i primærsektoren. Aktuelt er Danske Patienter og Lægevidenskabelige Selskaber gået aktivt ind i arbejdet med at se på, om der er overflødige tiltag i det danske sundhedsvæsen, vi kan skære bort,« siger Jes Søgaard.

Han påpeger en mulig fejlkilde i rapportens danske tal: I modsætning til andre europæiske lande regnes udgifter til udleveret kræftmedicin ikke med i regnestykket i Danmark.

Kurativ eller palliativ

Nils Wilking efterlyser en debat om, hvor meget vi som samfund er parate til at betale for ny kræftmedicin, der ikke kan helbrede, men alene forlænge livet.

»Der er ingen tvivl om, at vi skal anvende de kurative lægemidler, og her er vi som samfund klar til at betale, næsten hvad det skal være. Men en meget stor andel af de mange nye lægemidler, som er godkendt de senere år, er til patienter, hvor vi ikke helbreder, men opnår et større eller mindre tidsrum, hvor der ikke sker sygdomsprogression. Vi er nødt til at tage en diskussion om, hvor meget vi som samfund er klar til at betale for kræftlægemidler, som ikke kan helbrede, men alene er til palliativ brug,« siger Nils Wilking.

Myelomatose er en dyr sygdom

Den sundhedsøkonomiske rapport indeholder også en oversigt over de europæiske landes udgifter til de hyppigst anvendte lægemidler til forskellige indikationer på kræftområdet, som understreger problematikken.

»Sat på spidsen bør vi diskutere, om vi har råd til at satse så store summer på palliativ medicinsk behandling, når behovet for pleje også er så stort«
– Nils Wilking

Her fremgår det f.eks., at de europæiske lande i 2014 brugte et beløb svarende til ca. 22 mia. d.kr. til medicin til behandling af brystkræft. Medicin som oftest gives for at hindre tilbagefald af sygdommen eller med henblik på at opnå helbredelse.

Tilsvarende blev der i 2014 brugt 41 mia. d.kr. til palliativ medicinsk behandling af patienter med myelomatose, selv om denne patientgruppe i størrelse kun udgør ca. en tiendedel af gruppen af brystkræftpatienter. Siden 2014 er der desuden markedsført en række nye og dyre midler til behandling af myelomatose.

Alene medicinudgifterne per myelomatosepatient per år er i Danmark ofte op til 1,5-2 mio. kr.

»Vi må ikke glemme, at cancer i høj grad er en alderssygdom. Det er i sig selv en udfordring i forhold til at opnå samme resultater i den kliniske virkelighed, som de der er opnået i studierne, da de jo ofte er baseret på effektresultater fra yngre patienter uden konkurrerende sygdomme. Ældre cancerpatienter, der er i palliativ behandling, har generelt et stort behov for pleje, og der vil være betydelige udgifter til palliativ pleje. Sat på spidsen bør vi diskutere, om vi har råd til at satse så store summer på palliativ medicinsk behandling, når behovet for pleje også er så stort,« siger Nils Wilking.

I forbindelse med vurdering af ansøgninger om godkendelse af ny kræftmedicin, har de centrale videnskabelige komiteer ikke mulighed for at sætte effekt over for forventet pris – i og med, at prisfastsættelsen først sker efterfølgende i hvert enkelt land. Og det er et problem, som kræver en fælleseuropæisk løsning, mener Nils Wilking.

»Prisen er ‘elefanten i lokalet’, som ingen vil forholde sig til. Vi er nødt til at melde ud at der en grænse for, hvor meget vi kan og vil betale for ny medicin,« siger Nils Wilking.

En medvirkende årsag til det aktuelle behov for at diskutere priser på kræftmedicin er, at langt hovedparten af de nye kræftmidler, som er godkendt de seneste fem år, er midler til targeteret behandling af kræftpatienter med specifikke genotyper.

De targeterede kræftmidlers betydning understreges af nye tal fra Danske Multidisciplinære Cancer Grupper (DMCG), som peger på en sammenhæng mellem ibrugtagning af målrettet kræftbehandling og forbedret overlevelse ved en række af de hyppigst forekommende kræftsygdomme.

Femårsoverlevelsen ved kræftformer som tarmkræft, kræft i æggestokkene og lungekræft er steget markant, viser opgørelsen fra DMCG.

Kommentarer

  1. Jeg har en kommentar til dette statement:

    »Vi må ikke glemme, at cancer i høj grad er en alderssygdom. Det er i sig selv en udfordring i forhold til at opnå samme resultater i den kliniske virkelighed, som de der er opnået i studierne, da de jo ofte er baseret på effektresultater fra yngre patienter uden konkurrerende sygdomme. Ældre cancerpatienter, der er i palliativ behandling, har generelt et stort behov for pleje, og der vil være betydelige udgifter til palliativ pleje. Sat på spidsen bør vi diskutere, om vi har råd til at satse så store summer på palliativ medicinsk behandling, når behovet for pleje også er så stort,« siger Nils Wilking.

    De ældre myelomatosepatienter vi behandler med de nye, effektive og skånsomme midler har ikke brug for pleje, men lever for flertallets vedkommende et godt liv med deres sædvanlige gøremål. Dette i modsætning til gammeldags kemoterapi, som kunne bidrage til en meget alvorlig svækkelse af især ældre medborgere. Indenfor myelomatoseområdet er behovet for pleje reduceret dramatisk med de nye effektive og skånsomme behandlinger.

Skriv kommentar