Alle eksperter anbefaler træning, men ikke Michael Krogsgaard Michael Krogsgaard må vænne sig til, at andre professioner kommer på banen. Træning for patienter med knæartrose er kun det første skridt i et igangværende paradigmeskifte.

Vi og vores mange ortopædkirurgiske samarbejdspartnere har i de seneste fire år svaret på cirka ti indlæg fra Michael Krogsgaard. Det meste er dermed allerede sagt.

Det aktuelle indlæg (Dagens Medicin nr. 1/2017) kan læses i forlængelse af en leder og to debatindlæg publiceret for få måneder siden i Ugeskrift for Læger, og vi henviser den interesserede læser til detaljerede svar i disse.

Vi nøjes her med at konstatere, at behandling af knæartrose efterhånden er et meget velundersøgt område, og den foreliggende evidens er blevet fortolket identisk af Sundhedsstyrelsen i Danmark (1), Socialstyrelsen i Sverige (2), European League Against Rheumatism (3), American College of Rheumatology (4), American Academy of Orthopedic Surgeons (5) og Osteoarthritis Research Society International (6), som alle anbefaler træning som basisbehandling ved artrose.

Artrose er et samfundsproblem, som koster Danmark og andre vestlige lande cirka to-tre pct. af bruttonationalproduktet og årligt medfører 2.500.000 konsultationer hos praktiserende læger i Danmark (7). Dette er et problem, som kirurgi ikke kan løse alene, men som vi må stå sammen om at løse på tværs af professioner, med fokus på nye tiltag i primærsektoren.

Godt Liv med Artrose i Danmark (GLA:D) er et sådant nyt instrument i den praktiserende læges værktøjskasse og kan bruges i tillæg til de traditionelle muligheder med at udskrive recepter til smertestillende medicin og henvise til billeddiagnostik og ortopædkirurg.

Lignende tiltag blev introduceret i Sverige i 2008 og i Norge i 2015. GLA:D er et not-for-profit initiativ fra Syddansk Universitet, der har medført, at praktiserende læger på en enkel måde har mulighed at følge de kliniske retningslinjer for knæartrose, som anbefaler patientuddannelse og superviseret træning.(1) I dag har fysioterapeuter fra 350 klinikker og kommuner på tværs af Danmark gennemgået en todages uddannelse ved Syddansk Universitet og har leveret GLA:D til mere end 20.000 patienter. Effekten af behandlingen evalueres i et elektronisk register og viser færre sygemeldte, mindsket indtag af paracetamol, NSAID-præparater og opioider, ca. 25 pct. mindre smerte og bedret fysisk funktion. Resultaterne fastholdes ved etårs opfølgning (www.glaid.dk).

I øvrigt er træning og fysisk aktivitet dokumenteret god medicin for 26 kroniske sygdomme (8), og de nye kliniske retningslinjer til hofte, ryg og skulder anbefaler træning i sin basisbehandling. Michael Krogsgaard må derfor vænne sig til, at andre professioner kommer på banen. Træning for patienter med knæartrose er kun det første skridt i et igangværende paradigmeskifte inden for behandling af muskel- og ledsygdomme.

Conflicts of interest: * My salary is unaffected by my research results. * Developer of the GLA:D. GLA:D is a not-for-profit initiative to implement clinical guidelines for osteoarthritis, hosted at the University of the Southern Denmark. * Developer of the KOOS, KOOS-Child, HOOS, HAGOS, FAOS, RAOS, NOOS. These patient-reported outcome instruments have been developed in an academic context. Instruments are freely available and no license is required for their use, neither for academic or commercial use. No funding from commercial parties or non-profit organizations has been received. * Deputy Editor of Osteoarthritis & Cartilage, for which I receive an annual honorarium. * Current research funding from EU and EIT Health.

Kilder
1. Knæartrose — nationale kliniske retningslinjer og faglige visitationsretningslinjer. København: Sundhedsstyrelsen, 2012.
2. Nationella riktlinjer för rörelseorganens sjukdomar Stockholm: Socialstyrelsen 2012.
3. Fernandes L, Hagen KB, Bijlsma JW, et al. EULAR recommendations for the non-pharmacological core management of hip and knee osteoarthritis. Ann Rheum Dis 2013;72(7):1125-35. doi: 10.1136/annrheumdis-2012-202745
4. Hochberg MC, Altman RD, April KT, et al. American College of Rheumatology 2012 recommendations for the use of nonpharmacologic and pharmacologic therapies in osteoarthritis of the hand, hip, and knee. Arthritis Care Res (Hoboken) 2012;64(4):455-74. [published Online First: 2012/05/09]
5. American Academy of Ortho-pedic Surgeons. Treatment of osteoarthritis of the knee 2nd edition. http://www.aaos.org/, 2013.
6. McAlindon TE, Bannuru RR, Sullivan MC, et al. OARSI guidelines for the non-surgical management of knee osteoarthritis. Osteoarthritis and cartilage / OARS, Osteoarthritis Research Society 2014;22(3):363-88. doi: 10.1016/j.joca.2014.01.003 [published Online First: 2014/01/28]
7. Flachs E, L E, Koch M, et al. Sygdomsbyrden i Danmark — Sygdomme: Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet, 2015.
8. Pedersen BK, Saltin B. Exercise as medicine — evidence for prescribing exercise as therapy in 26 different chronic diseases. Scand J Med Sci Sports 2015;25 Suppl 3:1-72. doi: 10.1111/sms.1258

Af Ewa M. Roos Professor, forskningsleder, Syddansk Universitet

Skriv kommentar