Det skriger til himlen Hvad skal der til, for at man lytter efter patienternes og vores bekymringer?

LÆGEVAGTSNOTAT ** 2016 02 23 kl. 02:09

EPIKRISE:

Konklusion: bekymret mor, grædende

Beroligende samtale

Anamnese: 16 mdr. gammel pige græder uafladeligt. Smerter obs causa.

Øm i maven. Stået på siden kl 22. Ønskes vurderet.

Bekymret mor ;

16 mdr

forkølet og lidt snottet, samt kastet op

hostet meget hele dagen

besværet resp.

der er indtrækninger

græder meget og kan ikke finde ro

virker ikke varm, afebril

haft røde pletter på maven

IR er itvivl om der skal gives smertestillende eller?

IR synes ikke hun kan få øjenkontakt

Plan: Ser an lidt længere. Ser om pige falder til ro i mors favn. Hvis

ej da ny kontakt mhp indlæggelse efter aftale med mig.

Egen omsorg ( Læge ).

Vagtlæge 1813.

Ovenstående er en nøjagtig gengivelse af en moders natlige henvendelse til 1813.

Dette er virkeligheden i 1813 anno 2016. Jeg synes næsten, vurderingen og beskrivelsen taler for sig selv.

Der er flere alvorlige faretegn, de skrives ned, men der handles ikke på det.

Indtrækninger, udslæt og dårlig kontakt. Jeg ved simpelhed ikke, hvilke børn man ønsker at indlægge, for dette barn har symptomer nok til flere indlæggelser.

Hvad er det for et system, hvor lægerne ikke længere tør følge deres faglighed men presses af et system til ikke følge deres egne beskrivelser.

Barnet kommer til egen læge næste morgen og indlægges akut med ambulance.

Vi oplever som praktiserende læger, at vi har fået markant mere travlt med akutte tilstande om morgenen. Patienterne har ventet hele natten, da de ikke har kunnet få hjælp i 1813. Vi oplever også, at der nu sker dobbeltkonsultationer, hvor patienter først er set i 1813 og siden henvist til egen læge til banale kontroller eller eksempelvis udlevering af krykker.

Det forøger vores sundhedsudgifter unødigt

Vi er nu på 3. år i det, som man kaldte et tigerspring i den akutte behandling i Danmark.

Det, vi er vidne til i dag, er hop på stedet med katastrofale følger for de akutte patienter og deres pårørende. Vi fik dengang at vide, at den tidligere formand for pædiatrisk selskaboverlæge Mia Bjergagers bekymring for vurderingen af de akutte børn intet havde på sig. Befolkningen og de praktiserende læger kunne være ganske rolige.

Her står det sort på hvidt, og det er en gyser af rang. Der overhøres dagligt alvorlige symptomer og ovenstående eksempel er det foreløbige lavpunkt.

Det skriger til himlen.

Hvad skal der til, for at man lytter efter patienternes og vores bekymringer? Jeg har nu gennem 3½ år skrevet om 1813. Jeg har skrevet læserbreve, været i Deadline i DR, haft møder med politikerne og inviteret Sofie Hæstrop Andersen ned i min praksis. Lige lidt har det hjulpet.

Jeg er dybt bekymret over behandlingen af vores patienter hver dag efter kl. 16. Vi er nødt til at finde en løsning.

Dette cirkus kan ikke fortsætte, fordi det kommer til at koste liv. Vores patienter får simpelthen ikke den hjælp, de har brug for.

Hvad skal der til, for at politikerne vågner op og indser, at papirerne og rapporterne ikke harmonerer med virkeligheden? Hvad skal der til, for at Sundhedsstyrelsen skærper kvalitetskravene.

Hallo, er der overhovedet mennesker derinde med hjertet på det rette sted, som lytter til patienterne og som ønsker forandring af den katastrofekurs, som 1813 følger?

Jeg er bange for at den eneste mulighed for forandring må komme nede fra. Fagligheden er død.

Kun patienternes egne historier og deres personlige skrig mod himlen kan nu skabe forandring.